Dette brev er det første i en række af tre breve, hvor forfatteren skriver til sin hals. Føljetonen er en rejse ind i at nærme sig vanemæssige fænomener, der langsomt ændres gennem dybdepsykologisk arbejde og det at komme klarere til udtryk i verden.

KÆRE HALS #1

Jeg skriver til dig, fordi jeg gerne vil prøve at nærme mig til dig. Jeg vil gerne med min forstand forstå, hvordan du er. Jeg vil gerne erfare dig. Erkende dig.

Jeg har brugt år og dag af mit liv på at lære med mit hoved. Jeg har opbygget kognitive færdigheder og akademisk kunnen. Jeg elsker at lære med mit hoved. Indrømmet. Det har bragt mig mange fine indsigter. Nogle gange har jeg følt mig forkert over at være så meget i mit hoved – det er der måske mange mennesker, der i virkeligheden har. Jeg oplever nu, at det er okay. Det er som om, at der i mit hoved er en forståelseskapacitet, som er sulten. Sådan må det godt være, mærker jeg.

Jeg har ligeledes brugt år og dag af mit liv på at bruge min krop og forstå, hvad den gerne vil og kunne have brug for. Jeg har nydt at undersøge, hvad den kunne. Jeg har leget og danset. Jeg har læst bøger og terpet anatomiske betegnelser for med mit hoved at danne et intellektuelt billede af denne sansende krop, der kan så meget og vil endnu mere. Jeg indrømmer, at jeg er grænseløst fascineret af kroppen. Dens kunnen. Dens evner. Dens hukommelse.

Og dig kære Hals. Du er ligesom blevet klemt mellem to stole. Eller glemt mellem hoved og krop er det vel nærmere. Du er tålmodig. Det er som om, at du har forsøgt at kommunikere med mig ad mange omgange.

Jeg husker især i min barndom, at jeg gik under betegnelsen det hostende barn. Det var dig kære Hals, de så eller måske nærmere hørte. Det var dig, der hjalp mig med at hoste.

Når jeg nu ser på dig i spejlet, ser jeg et ydmygt, kort forbindelsesled mellem de to parter, der oftest render med al opmærksomheden. Jeg ser strukturer, der spænder og slappes af. Jeg ser tidens ælde. Jeg mærker pulsen. Og jeg mærker en blødhed. Som jeg sidder her og skriver om dig, mærker jeg, at jeg i særdeleshed mærker mit strubehoved. Jeg synker. Det er som om, det kræver flere synk end vanligt.

Jeg kommer til at tænke på, at jeg er ved at bevæge mig ind på en vej, der føles ukendt. Samtidig med, at du, kære Hals, jo er del af mig og altid har været en del af mig. Jeg tænker dig også som din egen helhed. Som en puslespilsbrik, der både er en del af helheden og samtidig er en helhed i sig selv.

Jeg ånder luft ind gennem næsen, der forsætter ned gennem halsen. Jeg ånder luften ud igen. Luften forlader dermed dig kære Hals. Luften cirkulerer. Ind og ud. Vores fælles luft får jeg lov at ånde ind og slippe igen. Jeg erfarer – nej, jeg generfarer – at du, kære Hals, er med til at opretholde min menneskelige eksistens. Hvis ikke det var for dig, ville jeg ikke kunne få luften fra næsen ned til lungerne.

Der fremkommer et billede på min indre nethinde. Jeg ser en form for transportbånd. Et meget avanceret transportbånd. Blodårer træder frem på siden af dig kære Hals. Blod bliver transporteret i disse årer gennem halsen med ilt og vigtige næringsstoffer og tilbage igen med kuldioxid og affaldsstoffer.

Den mad, jeg spiser, og den væske, jeg drikker, får lov at passere. Spyt.

Det føles endeløst, hvad du kære Hals tillader at passere.

Du spænder op. Jeg – eller vi – hoster.

Jeg mærker, at lyden ligesom bliver til i dig kære Hals. Har jeg overset, at det at lave lyd – at bruge min stemme – i virkeligheden også sker i dig? Igen denne følelse af uudforskethed. Ukendt terræn. Usikkerhed.

Så kære Hals – som hjælper mig med at give lyd til min stemme – hvad vil du gerne sige? Hvad har du på hjertet?

Jeg mærker hjertet lige nu i brystet. Brystkassen udvides ved hver indånding. Synker igen ved hver udånding. Jeg lader min opmærksomhed hvile ved hjertet. Hjerterummet udvider sig ud i kroppen – og mod dig kære Hals. En opspænding omkring strubehovedet. Jeg – vi spænder af.

Jeg bliver nysgerrig på den opspænding omkring strubehovedet, som er velkendt. Men – oplever jeg – ikke erkendt. Det føles som om, noget holder sig tilbage.

Kære Hals – kan du hjælpe mig sporet af dette noget?

Jeg mærker en kontakt – en hjertekontakt. En lavmælt medfølelse med dig kære Hals. En lavmælt medfølelse med mig selv og min biografi. Så meget historie. Så mange fortællinger. Så meget levet liv. Jeg ved, at du og jeg, kære Hals, har talt og fortalt vores fælles historie. Vi har i årevis været grundige og undersøgt vores fælles dybdepsykologiske landskab. Sikke en rejse! Igen mærker jeg hjertet – en dybfølt taknemmelighed breder sig fra hjertet og ud i min krop. En følelse af at være heldig. At få lov. At møde de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt i mit liv.