KÆRE HALS #2

af | | 17. december 2022

Britta_Hals_2

Dette brev er det andet i en række af tre breve, hvori forfatteren skriver til sin hals. Føljetonen er en rejse ind i at nærme sig vanemæssige fænomener, der langsomt ændres gennem dybdepsykologisk arbejde og gennem det at komme klarere til udtryk i verden.

 

KÆRE HALS #2

Det er mig igen.

Jeg har lagt mærke til, at når vi er steder, hvor jeg har lyst til at være, steder, der opleves som særlige betydningsfulde, så begynder du at gøre ondt. Smertelig ondt.

Det er som om, alt i dig spænder op, du bliver tør og vi hoster.

Smerten varer ved, og en indre kamp begynder. Jeg begynder at mærke subtile kvælningsfornemmelser.

Jeg mærker mit åndedræt.

Ind.

Ud.

Jeg mærker kroppen – hele os.

Jeg mærker kulde. Jeg mærker varme.

Jeg mærker igen mit åndedræt.

Ind.

Ud.

En sætning fremkommer på min indre nethinde.

Er luften ren her?

Ejendommeligt. Hvorfor dette spørgsmål? Straks er jeg oppe i mit hoved – i tankerne. Jeg spænder tankerummet af, og mærker dig – kære Hals – jeg mærker den luft vi indånder og dens forbindelse til lungerne. Vage erindringer dukker op. Forurenet luft. Forurenede miljøer. Et svagt mørke. Ingen ren luft. Alligevel måtte vi lade luften passere dig, kære Hals. Vi havde ikke andre muligheder – dengang. Jeg tænker, at vi alle er farvet af oprindelige biografiske og kulturelle erfaringer, der kan etablere sårbarheder i vores psyko-fysiske system. Jeg mærker vigtigheden af at møde disse grundtilstande terapeutisk og med tiden finde personlige udviklingsveje til at give disse vigtige erfaringer et udtryk. Ikke kun for éns egen skyld, men også fordi jeg forestiller mig, at sådanne erfaringer på en eller anden måde også har en kollektiv komponent udover det personlige stof.

Jeg mærker luften ved mine næsebor. Luften opleves ren.

Jeg tillader mig selv at tage et ekstra dybt åndedrag.

Luften er ren.

Spændingen slipper dig, kære Hals.

Jeg kigger op.

Himlen er lyseblå.

Foran mig står en vase med violette tulipaner.

 


er cand.pæd.pæd.psyk. med speciale i mindfulness fra Århus Universitet og psykoterapeut MPF fra Vedfelt Instituttet.Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykoterapeut og har en særlig interesse for drømmearbejde i den terapeutiske proces.

Britta har desuden en passion for selvforsyning og tilblivelsen af nærende måltider.

Britta er med i teamet bag Kontemplation og er underviser på Kontemplations platform. Desuden er Britta køkkenchef ved vores retreats.

Hun sidder årligt i retreat og modtager praksisvejledning af Peter Høeg.

Læs mere om Britta HER.

Efterlad en kommentar