Dette brev er det tredje og sidste brev, hvor forfatteren skriver til sin hals. Føljetonen er en rejse ind i at nærme sig vanemæssige fænomener, der langsomt ændres gennem dybdepsykologisk arbejde og det at komme klarere til udtryk i verden.

KÆRE HALS #3

Dette bliver det sidste brev til dig, kære Hals, i denne omgang.

Der er sket noget med os.

Jeg blev opmærksom på det på Kontemplations sidste teammøde. Vi blev guidet igennem alle chakraerne som en klangbund for at kunne sige noget om, hvor vi er i vores liv, vores eksistens lige nu. Jeg tog noter undervejs. Jeg undredes. Du kære Hals føltes helt afspændt.

Forundring. Og en smule flovhed over helt at have glemt at skrive til dig. Det havde jeg lovet mig selv, at jeg ville huske. Også når det på et tidspunkt kom til at gå bedre. Jeg eller vi hoster ikke disse anstrengte lange hosteanfald mere, der føltes som kom de ud af det blå. Ud af ingenting. Eller måske ud af alting. Jeg véd det ikke.

Jeg har siden vores teammøde gjort mig nogle tanker om, hvorfor der er indtruffen en ændring i og omkring dig, kære Hals.

Hvordan har månederne været? Er der noget, der har ændret sig?

Det, jeg får øje på, er, at det er lykkes mig at komme mere til udtryk med min faglighed, min passion. Jeg har givet mig selv lov til at træde mere ud i rampelyset. Stillet mig til rådighed for menneskers terapeutiske proces. Det, der glæder mig, er, at jeg lykkes i at have mig selv med i denne ’træden frem’. Det er som om, at det ’at komme til udtryk i verden’, påvirker min vej indad. Jeg har altid tænkt det udelukkende omvendt. At vi blot kan møde andre dertil, hvor vi har mødt os selv. Nu ser det ud som om, at det udtryk jeg vover i verden, påvirker dybden af mødet med mig selv.

Jeg mærker, at min udtryk er blevet friere. Og jeg hører, at mennesker har brug for mit udtryk.

Jeg mærker betydningen af at få lov til at videregive noget af alt det, jeg modtaget af betydningsfulde lærere og terapeuter.

Jeg mærker en dyb grad af meningsfylde.

Jeg blev forleden spurgt af en god ven: – Britta, hvad er det mest betydningsfulde for dig?

Når alt andet er skraldet væk.

Hvad er det mest betydningsfulde?

Det, der er med til at give livet, og det jeg gør i livet og er i livet, særlig betydning?

Give livet glans kunne man måske sige…

Jeg sansede og mærkede, at jeg måtte om bag klichéer og forventninger til mig selv om, hvad ’det rigtige svar’ mon var. Jeg blev. Tillod mig at blive i sansningen.

Jeg fik tårer i øjnene.

Jeg svarede først med lavmælt stemme – min praksis.
Jeg tog en dyb indånding, mærkede kroppen og svarede med klar røst – min praksis. Det er, svarede jeg, træning af nærvær og større grader af hjertekontakt, der giver mit liv glans.

Jeg bliver bevidst om, at min praksis både giver livet en dybde og en form for vej frem. Ikke en romantisk jubelglad vej, men en ædruelig vej til dybere kontakt indad til og udad til.

Kære Hals selv om dette bliver det sidste brev i denne omgang, tror jeg, at vi mødes igen længere oppe af livsspiralen. Mon ikke vores dybe psyko-fysiske prægninger vil os i tale igen? Jeg tror det.