Jeg vågner op i en drømmeagtig tilstand, og ser Putin for mig. Han fremstår lille, fortabt og hjerteskærende ensom. Jeg bliver helt forskrækket, og der følger en form for skyldfølelse over den medfølelse som spontant strømmer mod dette billede.
Billeddannelsen fortager sig i takt med at hjertet lukker sig en smule. Min datter vågner, og mens opmærksomheden vendes mod hende, træder Putin i baggrunden, men forsvinder ikke væk. Han bliver dér i bevidsthedsrummet som et slags bagtæppe. Forladt. Af sig selv og omverdenen.

Senere på dagen læser jeg newsfeed på min Facebook. Der er gratis café for ukrainske flygtninge samme dag i Aabenraa. Det varmer jeg mig ved. Jeg ser at flere at mine bekendte har liket opslaget, de skal sikkert derhen.
Så dukker der er et opslag op fra en dansker som er bosiddende i Kyiv. Det er en video fra hans løbetur i nærheden af hvor han bor. Der er luftsirener, og den tid, hvor de lokale havde vænnet sig til falske alarmer, er ovre. Nu bomber Rusland Kyiv og mange andre steder i Ukraine flere gange ugentligt med iranskproducerede ’kamikaze’ droner. Jeg kan følge hans bevægelser gennem en mørk park. Han bevæger sig rykvist fremad, står stille, som lytter og ser han efter noget truende i luften, løber så videre og stopper igen. Man kan høre hans åndedræt. Jeg mærker en angst i kroppen, selvom jeg sidder hér i min trygge stue. ’Jamen, hvad fanden!’, lyder det i mit tankerum, og så kommer vreden buldrende op gennem kroppen. Energien er så kraftig at jeg får lyst til at slå fra mig. ’Nu må det stoppe. Hvad fanden er meningen!? Det her er jo fuldstændig umenneskeligt’, forstærker tankerne den fysiske vredeskraft der vælter rundt i kroppen.
Med ét bliver vreden erstattet af afmagt. For det er svært at se vejen frem. Hvordan skal den russiske ledelse dog stoppe den ødelæggelse de har sat i gang?

Jeg husker pludselig en sætning fra min barndom; ”jamen vær du bare sur, det er dig selv der skal døje med at blive god igen”. Og jeg husker hvor svært det var. Især hvis dét jeg var sur over, ikke blev anerkendt, for så følte jeg ikke jeg kunne ’blive god igen’ uden at ’tabe ansigt’. De ord havde jeg ikke i mig da jeg var barn. Jeg kendte ikke til begrebet ’at tabe ansigt’, men når jeg tænker tilbage på den følelse jeg havde, er det de ord der kommer.

Vil det nogensinde være muligt for os at anerkende Putin for det han er vred over, samtidig med at vi kraftigt tager afstand fra de groteske og ødelæggende handlinger han, og de andre i Ruslands top, har foretaget og igangsat? Ville det gøre en forskel, hvis vi kunne?

Jeg mærker ind i det drømmebillede som trådte frem for mig, lige da jeg vågnede. Af Putin i al sin ensomhed. Jeg mærker ensomheden. Ikke Putins, men min egen. Hvilke dele af mig selv har jeg forladt eller på anden måde svigtet? Jeg kommer i kontakt med i hvert tilfælde én meget vred og bange lille pige indvendig der gerne vil anerkendes. Jeg får kvalme og halsen snører sig lidt sammen. Så kommer der en let svimmelhed.  Det er udfordrende at gå ind i dette mørke område i mit indre landskab. Og den sammenligning mit sind har lavet med Putin, gør det ikke lettere. Jeg mærker i mig et offer. Men vreden – er der bag den også en mulig overgriber? Ja. Vreden, også i mig, kan være destruktiv. Jeg føler mig utilpas og mærker at jeg er på vej til at blive overvældet i dette indre landskab.

Heldigvis er der støtte at hente. Jeg kommer i tanker om en øvelse fra Jes Bertelsens online undervisning på forårets ’VEJE MOD DET INDERSTE’, hvor han vejledte til en praksis der kan bruges til at balancere vores stærke polariseringstendenser i krigstid. Denne øvelse var, som jeg husker den, at rumme både det mørkeste og det lyseste i vores liv, samtidig. Jeg tager et par dybe vejrtrækninger og vender så opmærksomhedens lys i retning af en situation i mit liv med meget lys. Det første der dukker op, er øjeblikket hvor min datter bliver født. Jeg genkalder mig den stærke kærlighedsåbning opad, mod det højere. Taknemmeligheden. Jeg lader mig et øjeblik fyldes af dette lys. Og så forsøger jeg at invitere mørket ind igen, uden at slippe kontakten til det lyse. Det opleves som om der er lidt mere plads nu. Åndedrættet opleves frit. Jeg sidder en stund med eksperimentet. Nu hvor trykket fra mørket er lidt mindre overvældende, kan jeg undersøge det fra hvad der føles som midten. Mørket og lyset er fortsat adskilt indvendig. Men der er en form for kontaktflade, som forekommer healende. Også intens. Det er nok for nu. Jeg slipper det.