Den amerikanske kunstner James Turrell er født i 1943. Siden 1960’erne har Turrell arbejdet med lys, farver og ruminstallationer. Han har blandt andet lavet lysinstallationen Skyspace, som findes mange steder i verden. I Skandinavien kan den opleves i Oslo og Øystese i Norge, i Järna i Sverige, og i 2025 får Aarhus i Danmark et Skyspace med udvidelsen af kunstmuseet ARoS.

I dette blogindlæg beskriver Katrine og Kirsten både i fælles og individuel form deres møde med Hardanger Skyspace i Øystese en aften i april.

 

Vi er fire kvinder på tur i Bergen. Anne, Laila, Katrine og Kirsten. Vi har meget tilfælles. Vi holder meget af hinanden, vi praktiserer i den samme tradition, og vi er sammen i fire dage. Vi praktiserer, og vi vandrer. Taler og deler. Vi spiser sammen, og vi griner en hel del. En aften én af dagene besøger vi Turrells lysinstallation i Hardanger.

 

Det har taget os halvanden time at køre de cirka 80 kilometer gennem det norske landskab fra Bergen, den stolte by på vestkysten. Vi har kørt gennem tunneller, passeret et vandfald og et par fjelde. Vi ser sne på skyhøje tinder ude i horisonten og får et glimt af gletsjeren i Folgefonna Nasjonalpark, som nogle kalder ’Nordens tag’. Undervejs hører vi musik og synger med på teksterne.

 

Pludselig er vi der. Hardanger Skyspace, en ottekantet bygning i beton der rejser sig fra græsplænen; græsplænen er et stort område, som forbinder installationen med strandparken ned til Hardangerfjorden, byens kirke og Hardangerfjord hotel. Vi må forbi receptionen på hotellet for at hente nøglen til installationsbygningen. Denne aften er vi de eneste gæster, og vi skal selv låse os ind.

 

Laila, der er kendt i området, fortæller, at tværs over gaden, et par hundrede meter fra installationen, ligger Kunsthuset Kabuso, som Hardanger Skypace formelt set hører under. Installationen er kun åben ved solnedgang og solopgang, og i april måned har dagslyset allerede spist så meget af natten, at solnedgangen for længst finder sted uden for museets åbningstider. Derfor nøglen i hotellets reception.

 

Vi standser op på græsplænen og står lidt i stilhed. Området er forunderligt. Da vi tidligere på dagen, bare få meter fra installationen, sad i strandparken og drak eftermiddagskaffe, var parken fuld af liv. Mennesker, der sad og nød solen eller passerede forbi, optaget af gøremål. Her ved solnedgangstid, på grænsen mellem dag og nat, er der mere stille. Alligevel er det muligt for os at mærke det liv, som fyldte dette sted for blot få timer siden. Som om intensiteten ved menneskers tilstedeværelse har efterladt aftryk i græsset, vandet, bygningerne og luften; aftryk som stadig summer.

 

Vi taler om, hvordan vi, midt i de hurtige vibrationer, som byen og det menneskelige er præget af, også kan mærke en langsommelighed trænge sig på. Det er en langsommelighed, der omkranser byen, er meget større end byen. Den var her før byen og vil være her efter den. Fjeldene omkring byen og længere ude i horisonten rummer et perspektiv, der er langt større end et menneskeliv.

 

Vi står et par øjeblikke til i stilhed, inden vi begynder at bevæge os helt hen til installationsbygningen. En dør, der ikke gør meget væsen ud af sig, sidder på den side af bygningen, som vender ud mod fjorden. Vi træder ind.

 

Indvendigt er rummet cylinderformet med en diameter på tre-fire meter. Det har et forholdsvist stort hul i loftet, der er formet som en ellipse. Hullet er en direkte åbning til himlen.

De hvide vægge er oplyste i farver. Farver, som forandrer sig langsomt hele tiden. De spreder sig til hele rummet, men selve lyskilden kan vi ikke se. I begyndelsen er vi faktisk ikke så optaget af farverne, nok fordi deres forandringer sker helt upåfaldende, som en stille hvisken. Det er de andre dele af det nye rum, som kalder tydeligere på vores opmærksomhed. For eksempel bænken, der er støbt i beton og sat op langs de rundende vægge. For hvordan skal man sidde på den, når man også skal kigge op mod hullet? Skal man ligge? Og kan man holde varmen, for dens flade er lidt kold? Har vi taget nok tæpper med?

 

Pludselig rejser Anne sig, åbner døren og går udenfor. Inde fra rummet hører vi hende begejstres. Nu følger Kirsten og Laila efter, men de når akkurat at se, hvad det er, Anne har åbnet døren til.

 

Synet har en chokagtig effekt på dem, og de stopper op med et lille gisp. Deres reaktion får Katrine til at rejse sig for at se, hvad der sker. Helt sprudlende oplyste vægge i en citrongul farve flankerer dørhullet, der åbner til det storslåede naturlandskab, der nu, her i skumringen, træder frem i blålige nuancer. I det øjeblik, ved synet af to verdners sammenstilling, installationens og naturens, går det måske op for os, at de kun på overfladen er forskellige. For det er et vidunderligt syn, der samtidig varsler om det, vi har i vente.

 

Lidt efter sætter vi os på bænken. Vi falder til ro. Blikkene bevæger sig opad, til hullet og de skiftene farver omkring det.

                                                                                                     

Katrines oplevelse

De første ti minutter sidder jeg på den betonstøbte bænk og stirrer op i hullet i loftet. Jeg beundrer den håndværksmæssige kvalitet og finesse, væggene er rundet af. Farverne afløser hinanden på en helt utrolig smooth måde, der knap kan registreres. Det ser meget pænt ud. Meget moderne.

 

Pludselig rammes jeg af installationens simpelhed. Farveskiftene er det eneste, som sker, og jeg ved, jeg skal sidde her i lang tid. Var det virkelig bare dét? spørger en stemme. Der er intet hokus pokus her.

 

Jeg sænker blikket og kigger på de andre. De ser koncentrerede ud. Ænser ikke mit blik. Jeg overvejer situationen. Ser den lidt udefra. Det var min idé, at vi skulle herud. Mærker en begyndende klagen fra de øverste nakkehvirvler, der ikke er vant til bagoverbøjningen. Det går ud over min tålmodighed og koncentration. Og det fodrer min voksende skepsis.

Allerede her får installationen en eksistentiel dimension.

 

Jeg beslutter mig for at ændre situationen ved at flytte kroppen til vandret position. Det betyder, at de fysiske opspændinger begynder at aftage og med dem også opspændingerne i det mentale rum. Min rastløshed og skepsis, der føles som en lukning mod verden og en afvisning af de mulige relationer, der kunne opstå til den, transformerer sig nu gradvist til en større åbenhed og parathed for relation.

 

Det er som om, jeg først nu rigtigt begynder at kunne se.

Væggene har skiftet til en mættet lavendelfarve. Hvilken farve de havde før denne, husker jeg ikke. Men i relation til den lilla farve gør det indtryk, hvor fesen himlens lyseblå nuance ser ud. Mod denne næsten kraftløse blå føles den violette meget insisterende. Jeg husker særligt dette øjeblik i installationen, fordi dér skete noget. Der skete det, at en helt umærkelig duft af en sommer for år tilbage begyndte at brede sig i rummet. Det var en duft af den sommer, hvor jeg gravede min mors lavendelbed på det tørre solrige spot under stuevinduerne. Kom duften fra rummet? Sad der duftdispensere i loftet? Jeg kiggede rundt. Kunne ikke se nogen huller, hvorfra duft kunne afgives. Nej, duften kom ikke fra rummet. Den kom fra mit eget system.

 

Når jeg taler om duft, taler jeg ikke om en øredøvende duft. Det ville have været muligt ikke at bemærke den, hvis der var sket meget andet i installationen. Men fordi der ikke på dette tidspunkt var større ændringer, lagde jeg mærke til den. Den kan måske bedst beskrives som en subtil understrøm af duften af de lavendler, som vi fyldte hullerne i jorden med under beplantningen af bedet.

 

I korte øjeblikke føltes dette øjeblik fra fortiden lige så virkeligt, intenst og sammensat, som det var, da jeg levede det første gang. På få øjeblikke gennemlevede jeg en hel eftermiddags lykke. 

Der var vitterligt kun tale om få øjeblikke. Duften af lavendler aftager, idet en grumset orange nuance kommer til syne. Med en anelse mismod i hjertet kommer jeg tilbage til rummet og det nuværende øjeblik. Den orange nuance er nærmest grålig. Men har også et okker-agtigt skær. Den sætter sig i mit system som en fornemmelse af tyngde. Men mod denne farve fremtræder himlen helt isklar blå. Langsomt skifter væggene til en mere fuldendt orange à la solmodne appelsiner. Den medfører ændringer i himlens farve, som nu har mistet sin skarphed. Den er kedelig gråblå. Som om et regnfuldt skydække pludselig er opstået.

 

Sådan fortsætter det. Dette spil mellem det grumsede og klare. Solen går længere ned, og himlens nuancer bliver mørkere. Alligevel er det, som om en ny farve på væggen kan få en himmel, der blot for få øjeblikke siden så mørk ud, til at se flere toner lysere ud. Det virker helt vanvittigt.

 

Efter en times tid er solen gået ned. Nu står himlen helt sort mod cremefarvede vægge. Så kulsort har jeg aldrig set en himmel før. Den gør indtryk. Mister nærmest sin himmelagtige kvalitet. Jeg rejser mig op, åbner døren og går udenfor. Herude er den bare mørkeblå og fuld af stjerner. Over fjeldtoppene mod vest kan jeg stadig se lyseblå himmelstrøg.

 

Når himlen på få øjeblikke kan se så forskellig ud, møder jeg ængstelighed. For når farverne fremstår så foranderlige, hvordan kan jeg overhovedet stole på den verden, jeg ser? Her støder jeg på mit jeg for mere end anden gang denne aften. Angsten opstår i oplevelsen af virkeligheden som mere porøs og flydende end normalt. Jeg registrerer den som sammentrækninger og rastløshed, en varme der stiger op gennem kroppen og springer frem på panden.

 

Samtidig aner jeg også et glimt af noget andet. En mulighed for at løsne grebet en smule og iagttage. Iagttage kroppens grundkreativitet. At synet er et relationelt fænomen, der hele tiden forholder sig til og fortolker fotonernes trommen på synsnerven. Det sker hele tiden og ændrer sig i relation til de ydre forhold. Det er ikke mit jeg, der bestemmer himlens farver, og hvordan de relaterer sig til væggenes nuancer. Farverne sker helt af sig selv, så længe mine øjne er åbne, parate til at indgå i relation med lyset.

Her fra bunden af installationen kan jeg i korte øjeblikke slappe helt af og være vidne til det faktum, at kreativiteten er et grundvilkår for det liv, jeg blot er en lille del af.

                                     

 

 

Kirstens oplevelse 

Jeg ser op og jeg indstiller mig på bare at være her. Der går lang tid. Meget lang tid. Det er udfordrende for mit system. Hvad kommer der til at ske? Og hvornår sker det? Og samtidig er jeg SÅ spændt og intenst optaget. Jeg læner mig ind i en langsomhed, som synes at være på helt egne præmisser. Der er ikke noget jeg kan gøre her. Jeg kan ikke skrue op for noget, klikke på noget, tænde eller slukke. 

 

Stille og roligt ændrer lyset sig og farverne skifter. 

Det går så langsomt at det på en måde slet ikke hænger sammen med de dramatiske ændringer der foregår. Det er usigeligt smukt. Formerne og farverne der ændrer sig og danner billeder. Det opleves som om hele mit system får næring. Jeg får tilført energi. Og som om jeg går i ét med det mirakel, det er, når farverne ændrer sig. Jeg nærmest bader i farver. Stille eksplosivt fra rødt over orange. Videre i blå og lysbrune nuancer og til næsten hvidt. Så helt sort. Det sorteste jeg nogensinde har set. Jeg vidste ikke, at noget kunne være så sort?

 

Det er på en måde svært for mig at rumme det, jeg opfatter som uendelig smukt, og som foregår lige for øjnene af mig. Jeg forsøger at forstå, hvordan det kan lade sig gøre teknisk. Men jeg opgiver den del. I stedet overgiver jeg mig til sansningen. Min praksis går i gang. Jeg trækker vejret. Mærker mit hjerte. Mit bevidsthedsrum udvider sig. Mærker hele min krop på en gang. Centrerer og kan åbne mig mere og mere for det, der sker. Sanser de langsomme ændringer. Bittesmå ændringer og overgange der åbner for en uendelig variation. I et uendeligt farvelandskab. 

 

Min vejrtrækning bliver dyb og langsom. Jeg føler mig tryg her. Mit hjerte åbner sig, og jeg er fuld af taknemmelighed over, at dette fænomen findes. At farver findes, og det bare at være i det og med hele mit system opleve. Tillade ændringerne og samtidig tillade den grad af uvished, som er til stede, giver mig en følelse af at være et helt menneske. Samtidig opleves rummet så stort, at jeg bliver bevidst om at være en lille del af et stort univers –  og jeg slipper. Slipper det hele i bittesmå øjeblikke. Det er ikke muligt for mig at holde fast i virkeligheden, som jeg gør i den hverdagsvirkelighed, jeg ellers bevæger mig i. De fysiske grænser opløses for derefter at samles og opløses igen.  

 

Har altid følt mig tæt forbundet med farver, og farver har altid for mig været forbundet med noget mystisk. Som om farver rummer selve livets essens og gemmer på visdom og hemmeligheder. Fra jeg var helt lille, har det været sådan. Fascinationen af uendelighed og den ubegrænsethed som farver repræsenterer og manifesterer. Deres egenskab af lys og energi og at de samtidig fremstår som noget fysisk og materielt nærværende. Det er, som om himmel og jord mødes dér. Som om ånd og materie mødes dér. I farverne. At opleve installationen er en meget glædesfyldt, dyb og inspirerende oplevelse for mig.

 

Vi kommer ud i nattemørket, og vi er alle ret stille. Det er en smuk aften, og i den første del af turen i bilen på vejen hjem er der en dejlig følelse af at have oplevet noget intenst sammen. En fin usagt accept af at der ikke er så mange ord. Lige nu. Men så kører vi forbi vandfaldet igen. Vandet bare fosser ned, og der er noget, der åbner. Samtidig i os alle fire virker det til. Lyden af vandet, nattemørket og himlen skaber tilsammen en helt intens stemning. Vi kører forbi. Men alle fire drejer vi hovedet og kigger tilbage. Nu er der eftertænksomt stille i bilen. Vi kører et stykke tid. Pludselig siger Laila; ”vi vender om”, og vi andre ved helt, hvad hun mener. ”Ja!” siger Anne. 

 

Tilbage ved vandfaldet stiger vi ud af bilen. Side om side står vi der. I natten. Og mærker vandets kraft, fjeldet, himlens uendelighed og hinanden.

 

 Foto: Kabuso af Helge Skodvin // Kunstværk indefra af Kirsten Rotbøll Lassen // og det dejligste billede af de fire på tur af Anne Rosenvold

 

---

Katrine Annesdatter-Madsen
er cand.mag. og ph.d.-studerende i kunsthistorie ved Universitetet i Bergen, hvor hun er tilknyttet forskningsprojektet The Feminist Legacy in Art Museums. Hun skriver ph.d.-afhandling om materialitetens agens i kvindelige kunstneres praksis i 1970’ernes Norge. Tidligere har hun beskæftiget sig med og skrevet om sanselighed i bl.a. Olafur Eliassons kunst. Læs mere om det her: Seeing Relation: The Perceptual Event in Olafur Eliasson’s Art.

Dertil har hun undervist i dansk og billedkunst i gymnasiet.

I en årrække har hun fulgt Kontemplations kurser og retreats og skrevet en række blogindlæg på Kontemplations blog.

 

Kirsten Rotbøll Lassen
Cand.pæd i didaktik, billedkunstner, underviser og projektleder.

Kirsten er udøvende billedkunstner og har dans og vandring som bevægelsespraksis. Hun arbejder med projekter og undervisning der inddrager kroppen og en kreativ kunstnerisk praksis. Fokus er på udtryk, og på hvordan det er muligt at italesætte, kropsliggøre og i billedskabende processer at arbejde med vores indre verden. Hun er del af Kontemplations faste team.