Du kan lytte til dette indlæg som blogcast her. Det er indtalt af forfatteren (06:17):

Jeg har en søn på 14 som altid har bevæget sig.
På alle steder og på alle mulige tidspunkter.
Inden han spiser, må han en tur i de ringe som hænger ned fra loftet i stuen. Når han har spist, må han ud i sin havetrampolin. Midt i maden er han undertiden også nødt til at svinge i sin Irongym.
Han dingler fra havens parcourstativ når han står op. Og inden han går i seng.
Hvis vi ikke kalder ham tilbage til bordet.

For tiden har noget andet kaldt på ham og standset ham: Han har brækket en fod.
Han går til trampolin. Konkurrencetrampolinerne har meget stor katapulterende kraft og tilsvarende muligheder for dramatiske landinger som kan gå galt. Og nu har han så brækket en fod.
Det har imidlertid ikke lagt nogen dæmper på ham.
Han har udviklet – og han udvikler hver dag – nye styrkeprogrammer som han udfører uden at overbelaste bruddet.
I går hjalp han mig med at sammensætte et kombineret yoga- og styrkeprogram. Som er tænkt til mine kursister.
Og nu er jeg nået hen til det som er meningen med dette. Til det jeg egentlig ville sige: Noget om kroppen, om betydningen af at bevæge sig legende og kreativt sammen med et ungt menneske. Og om meditation og leg.
Det er ikke altid enkelt at mødes ligeværdigt med børn og unge. Vi voksne er ofte i overlegne positioner. Eller måske er det nærmere sandheden at sige at barnets og den unges verden ikke er vores: Vi læser avis, de gamer. Vi besvarer mails, de springer i trampolin. Vi mediterer – de chiller med venner. Vi laver mad, de leger med hunden – eller tegner.
Det er uundgåeligt. De to virkeligheder er forskellige og skal være det.
Men de kan mødes. Og der er noget ved den kropslige leg som særligt muliggør dette møde.
Vi bliver aldrig for gamle eller for voksne til at lege fysisk. Eller: Vi behøver ikke at blive det. Min søn har overhalet mig i styrketræningen (sådan kan asymmetrien mellem den unge og den voksne også forme sig). Men da vi sammensatte dette styrke/yogaprogram, var vi sammen. Vi bidrog på lige fod.
Også helt konkret: Jeg foreslog én øvelse eller position, han valgte den næste.
Det er som om kreativitet strømmer – eller kan lokkes til at strømme – fra et sted hvor vi ikke først og fremmest er børn eller voksne, mænd eller kvinder, men: mennesker slet og ret.
Der er indbygget en hjertelighed i legen, en empati. Også når dyr leger, for eksempel hunde. Bag legen ligger en overenskomst om på én gang at gøre sit bedste, sit yderste og derved selv komme til udtryk. Og samtidigt give plads til at den anden gør det samme. Der er i leg på én gang en bevidsthed om ens eget udtryk og om kontaktens kvalitet. Man sikrer sig – også hunde der leger, sikrer sig – at overenskomsten er overholdt, at legen går til grænsen, men ikke over den.

Man kan uden videre forene leg med en meditativ praksis. Alt hvad det kræver, er at man samtidigt med at legen udfolder sig, af og til mærker sig selv. Og véd af at man mærker sig selv.
Det er ordløst, det er en for andre usynlig, flydende og flygtig lytten indad.
Lytter man på denne måde, hører man hjertet i legen. Ikke nødvendigvis fysisk (selvom også ofte det fordi ens puls er forhøjet), men empatisk. Man bliver bevidst om den gensidige omsorg, den hensyntagen der ligger i legen. Men bliver bevidst om legeglæden og fryden ved at dele denne glæde.
Bevidsthed give forståelse og frihed. Forståelse af vigtigheden af den uforpligtende fælles skaben. Friheden til at gøre det lidt oftere.
’Det modsatte af leg er ikke alvor’, siger en legeforsker. ’Det modsatte af leg er depression.’

Drengens fod er nu helet, han er tilbage på trampolinen, svævende mellem himmel og jord.
Helingen varede næsten to måneder. Det var bevægende at se så ungt et menneske møde denne modgang med en opfindsom, usentimental vedholdende leg. At få lov til, punktvis, som da vi sammensatte yogaprogrammet, at opleve at vores verdner mødtes.
Det slår mig nu hvor jeg skriver dette at denne erfaring i en vis forstand udsprang af lidelse, af hans brækkede ben.
Jeg har her og nu ingen teori eller forklaring, men bare iagttagelsen: Undertiden og måske oftere end vi tror, fødes samskaben, fødes dybe møder, fødes nærvær og idéstrømme af modstand.