Du kan høre blogindlægget som blogcast her:

Natten igennem drømmer jeg at en hvid hest kredser omkring huset jeg sover i. 
Rundt og rundt om huset går den. Hvileløst. Eller som for at finde hvile. 
Det opleves så virkeligt at jeg på et tidspunkt står op og ser ud ad vinduet. Men den er der ikke. I hvert fald ikke synlig for det blotte øje.
Jeg falder i søvn igen. 
Hesten fortsætter sin vandring rundt om det lille hus. 
Et sted dybt inde i drømmen findes en erindring, et fragment. Måske et citat, halvt husket, men omskrevet eller udvisket af søvnens delvise glemsel: ‘Forlad al orden – og byd kaos velkommen.’
 
Da jeg vågner om morgenen, går jeg ud til Sunná og hesteflokken.
Vi er på Gotland. Hos shamankvinden Sunná, som lever sammen med 42 heste. 21 vallakker og 21 hopper. Og en sort hingst, Føsing.
 
Hestene her kender hinanden. De er vokset op sammen, nogle er stadig helt unge og i lære hos de ældre. 
Ingen af dyrene er kuede. De er frie i krop og ånd. Måske på grund af deres kunnen- eller, for de unges vekommende, fordi de er under uddannelse.
 
Stedet her er som et universitet for heste. Sunná er deres professor. 
Hun siger om sig selv at hun er vokset op på en hesteryg.
Hendes forældre var omvandrende sigøjnere, og hendes tidligste barndomserindringer er at hun sidder i sadeltasken på familiehesten mens hendes forældre og søskendeflok vandrer gennem Sverige.
 
De ældste heste her hos Sunná har et særligt omfattende register af bevægelser og et nuanceret kropssprog som de brillerer med. De er mere elaborerede i deres spontane udtryk end nogle andre heste jeg har mødt. 
De er veluddannede. Højtuddannede. Lærde på den særlige måde som heste kan være det.
 
Jeg har tit hørt mennesker spørge om en hest kan uddannes.
Svaret er ja. Det kan heste. Når forholdene er de rette, når de kommer til gode mennesker på rigtige steder, mennesker med kompetencer og tålmodighed.
Et sådant sted er hesteakademiet herude på øen i Østersøen. En sådan hestemester er Sunná.
 
Denne morgen finder jeg hende på marken bag stalden. 
Foran hende ligger Heikir, den gamle shetlandspony på 32. Han er født og opvokset her på gården. 
Det var Sunná som tog imod ham da han kom til verden. Nu siger hun farvel. Han har skrantet i nogle uger. I går sagde Sunná til mig at han ville rejse videre i løbet af natten.
 
Det er kølig her før solopgang.
Jeg lægger et tæppe omkring Sunnás skuldre og sætter mig ved hende og Heikir.
 
–  ’Der kommer ikke flere åndedrag nu’, siger hun. – ’Men han er ikke rejst helt endnu. Flokken mangler at sige farvel. De skal nå at komme tilbage fra elven hvor de har overnattet.’ 
 
Vi ser flokken komme hen over bakkekammen fra elvdalen. Føsing går først. Han mærker situationens anderledeshed og standser.
Lytter. Ånder.
Flokken stopper bag ham. 
Lytter. Sanser.
De følger Føsing i tykt og tyndt. Han vrinsker. Som for at hilse os. Eller hilse stemningen på marken.
Som ved et trylleslag retter flokken sig ind på en række efter rangordning. Med Føsing i front. 
Et forunderligt syn. Èn efter én nærmer de sig Heikir. 
Sunná og jeg veksler et blik. 

–   ‘De kommer for at sige farvel’, siger hun. 

 
Vi trækker os bort fra Heikirs kropp og observerer hestenes afskedsritual på afstand. 
Først kommer Føsing. 
Han går helt hen til Heikir. Bøjer sit hoved ned til Heikirs lille hvide krop. Sådan bliver han stående, helt stille. Kontaktfuldt lyttende. Sansende. Og respektfuld.
De andre bliver stående på afstand.
Tidsaspektet er ophørt. Nu er vi på hestetid. Følgende hestelogik.
 
Da Føsings afsked er afsluttet, kommer den hest som følger efter Føsing i rangordningen. Silke. En temperamentsfuld araberhoppe som altid har drillet Heikir. 
Hun skubber blødt til hans hvide manke med mulen. Uden af få respons. I hvert fald ikke en synlig respons. Alligevel virker situationen kontaktfuld og varm.
På samme måde som Føsing står hun bøjet over den døde ponny præcis så længe som hendes indre kompas og timing fortæller hende. Så går hun. 
 
De andre heste følger det samme ritual. Med enkelte individuelle variationer. Men alle for at hilse Heikir farvel.
 
Til allersidst kommer Odin. 
Han er nederst i hesteflokkens hierarki.
Og Heikirs bedste ven. 
De to er næsten lige gamle, de har altid været pot og pande.
 
Til helt ud på formiddagen bliver Odin stående med hovedet bøjet over Heikir.
Stille, naturlig og respektfuldt. Uden tegn på at holde fast. Han står bare. Ånder ind. Puster ud. Som ét langt slip. 
Så slutter han sig til flokken der nu står omkring høballen.
 
Sunná og jeg er blevet siddende under dette, af hestene omhyggeligt koreograferede, ritual.
Meditativt observerende. 
Heikirs hvide krop ligger nu alene tilbage. 
Pludselig synes jeg at jeg ser ham rejse sig. Og gå hen til en dreng i en brun kappe som venter på ham. 
Side om side forsvinder de ind i skoven. 
Jeg gnider øjnene. Var jeg faldet i søvn et øjeblik? Var det et drømmebillede?
Citatfragmentet fra natten kommer tilbage. Et øjeblik er det som om jeg er lige ved at huske det i sin helhed. Huske hvor det stammer fra. Noget om at give slip. At byde det ubegribelige velkommen. 

Jeg hører Sunnás dybe, afspændende suk.
–  Nu er han taget helt afsted, siger hun og smiler. – Skal vi gå indenfor og få lidt morgenmad og noget varmt at drikke?

Foto: Eleanora Hammel og Hanneli