Jeg mærker vinden i ansigtet. Den er slået over i efterår, kølig mod huden. Solens kraft er der endnu, men her til morgen er den endnu kun svag. Jeg mærker at lårmusklerne og ballerne spændes hver gang jeg træder i pedalerne, også selvom cyklen er med el. Bilerne suser forbi, og larmer om kap med træernes lyde i blæsten.

Tankerummet tager over og jeg glemmer omgivelserne. Jeg har læst at Putin meddeler at Ukraine stod bag eksplosionen på Krim-broen. Mon hvad reaktionen bliver? En mobilisering af flere hundrede tusinde russiske mænd er allerede i gang som svar på den militære succes de ukrainske soldater i disse dage har i det nordlige og sydlige øst. Militære succes. Det er som om de to ord er så diametrale modsætninger at de skurer i mine indre ører. For ville succes ikke være at der ikke var brug for militær? Men på den anden side: der er flere mennesker som nu er befriet fra en undertrykkende besættelsesmagt, og, hvis kilderne taler sandt, tortur og voldtægt. Fri fra krigsforbrydelser. Igen et ord der peger noget uforståeligt, at ikke al krig ses som forbrydelse.

Hvordan kan det være lovligt, efter alt menneskets historie har vist os, at begynde en krig?

Suk. En fortvivlelse indfinder sig.

Jeg vender tilbage til Ringvej Syd. Solen virker pludselig meget varmere. Det er nok fordi kroppen har fået varmen. På trods af det med at min cykel er en af dem med motor. Jeg mærker mit åndedræt. Jo, det er ændret. Og pulsen er lidt højere. Jeg beslutter mig for at blive ved åndedrættet, hjertet og omgivelserne på resten af cykelturen til Moesgård Museum ved Aarhus. Tankerne kan få lov at passe sig selv.

Jeg arbejder for tiden på et projekt om HJEM blandt mobile grupper, sammen med tre kollegaer. Projektet er finansieret af VELUX, og er et samarbejde mellem Moesgård Museum, Aarhus Universitet og Museum Sønderjylland. Vi undersøger hvad hjem er for mennesker, der af forskellige årsager er i bevægelse. Vi beskæftiger os til sammen med nomader, migranter, søfarere og flygtninge.

Mit specifikke fokus er på oplevelsen af hjem blandt ukrainske flygtninge i Danmark. Fremme på kontoret gennemser jeg nogle filmede interviews med fire ukrainske flygtninge der svarer på spørgsmålet: Hvad betyder hjem for dig?

Deres ord berører mig. De har mange ord. Nogle står frem:
”Hjem for mig er der hvor min familie er, mine døtre og min søn”.
”Hjem for mig er der hvor jeg kan føle mig fri.”
”Hjem for mig er der hvor jeg føler mig beskyttet, tryg.”
”I Ukraine har vi maj måneds første vind, efter den første regn. Vi kalder dén for den grønne vind eller den grønne lyd. Og det er også følelsen af hjem. At sidde i bilen, et eller andet sted udenfor Kyiv, og du kan sidde stille og nyde denne atmosfære af hjem.”

Jeg lytter til ordene, til deres kropssprog og stemmer. Og mærker hvilket mod det må kræve at dele dette med mig. Og om lidt også med Moesgård Museum’s besøgende.

Hjertet er åbent. Der er både varme og smerte i hjertet. For de her mennesker kan ikke føle sig frie når deres land er i krig. De er under beskyttelse, men det er flere af deres familiemedlemmer og venner ikke. Den 24. februar og den efterfølgende flugt er blevet beskrevet for mig som et øjeblik af tilintetgørelse: ”Et øjeblik, og alt du havde bygget op i dit liv var ødelagt.” Det er som om det lukker sig lidt omkring mig. Mørket. Krigen. Alle krigene. Hvordan kan vi få en fredelig verden?

Jeg holder en pause. Kigger ud af vinduet. Det er pludselig blevet helt vindstille. Himlen er dækket af stakskyer. En enkelt af dem er oplyst af solen, de andre er grå. Billedet udenfor vinduet bringer en form for fredfyldthed og håb i mig. Dét er også til stede. Rumligheden. Træerne som bare står der, tårnende sig op mod himlen, strækkende sig dybt ned i mulden. Fordomsfrie. Der bliver igen lidt mere plads indvendig.

Jeg vender tilbage til interviewene og det næste jeg hører er disse vise ord: ”Der er ingen ny chance i morgen, vi bliver nødt til at leve i dag, og vi bliver nødt til at leve nu”.

De ord tager jeg med videre.

 

---

 

Fredag den 14. oktober 2022, åbner udstillingen HJEM på Moesgård Museum. 

Du kan læse mere om udstillingen her.

 

---

 

Jeanette Lykkegård
er antropolog og har skrevet ph.d.-afhandling om livs- og dødsprocesser blandt den shamanistiske befolkningsgruppe tjuktjerne som lever i det østlige Sibirien. For tiden undersøger hun betydningen af hjem for ukrainske flygtninge i Danmark.

Jeanette er en del af teamet bag Kontemplation, hvor hun har medvirket på en række kurser og retreats. Hun modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg.