Hjemmelavet hyldebærsaft

af Mikkel Strandbygaard | | 21. september 2019

IMG_3425

Efteråret er årstiden for varm hyldebærsaft. I denne opskrift har jeg ladet mig inspirere af de traditionelle opskrifter, men halveret sukkermængden og i stedet kogt hyldebærrene ind med æbler. Det resulterer i en saft der balancerer mellem sødme og friskhed, med hyldens dybe bund og farve.
Denne opskrift er til omkring fire liter hyldebærsaft.

 

Ingredienser:

2 kg hyldebær
10 æbler
1l vand
500 g rørsukker – prøv dig lidt frem så saften ikke bliver for sød
Saft af en halv økologisk citron

 

Fremgangsmåde:

Skyl hyldebærskærmene og klip alle de store grove stængler af langs hyldeskærmene.
Kom hyldebær i en gryde. Skyl æbler og fjern kernehuset fra æblerne. Kom dem i grove stykker i gryden med hyldebærrene.
Hæld vand i gryden, og lad det koge i 45 minutter.

Hyldebær indeholder stoffer der kan udvikle blåsyre (cyanid). Bærrene skal derfor altid koges i mindst 20 minutter for at fjerne giftstofferne.

Hæld i et dørslag med et tyndt rent klæde i bunden, så saften sies ned i en gryde.
Tilsæt sukker og citronsaft, og giv hyldebærsaften et opkog så sukkeret opløses.
Hæld saften på skoldede flasker, og luk dem med det samme.

Tip: Efter at flaskerne er skoldet, kan man skylle dem i en smule cognac så saften bliver konserveret på naturlig vis.

Nu kan efterårsforkølelserne bare komme an.

 


 

Mikkel Strandbygaard
er køkkenchef og kok på mange af Kontemplations arrangementer og retreats. Han er også vores administrator og grafiske designer. I sin hverdag uden for Kontemplation er han først og fremmest arkitekt og møbeldesigner.

Mikkel er særlig optaget af bæredygtig grøn madlavning med inspiration fra det italienske køkken. Han dyrker sine egne grønsager, er passioneret omkring vilde væksters smagsnuancer og laver sjældent et måltid uden at der også indgår friske krydderurter. På denne baggrund serverer Mikkel vegetariske smagsoplevelser der er nærende for kroppen, tiltalende for blikket og varmende for hjertet.