En letskyet formiddag, hvor jeg åbner min mailboks, lyder den velkendte klingren, som annoncerer, at jeg har fået post.

Smilende opdager jeg, at jeg stadig kalder det post, selvom det ikke ankommer til mig i en lukket kuvert med ægte papir, der kan foldes ud og mærkes mellem mine fingre.

Jeg skimmer rækken af mails og opdager, at der ligger en mail fra en kollega.

Jeg kigger ud ad vinduet, opdager bladenes bevægelser, som den lette vind har sat i gang. Jeg dvæler et øjeblik ved denne bløde dans, som bladene foretager.

Jeg åbner mailen.

Min kollega skriver til mig, at hun er glad for vores samarbejde og, at hun oplever, at vi er på vej et godt og spændende sted hen i vores arbejdsproces. Min kollega anerkender min indsats på en meget fin og dyb måde, som gør, at jeg kan mærke, at jeg bliver berørt.

Jeg kigger ud ad vinduet. Skyerne driver stille henover himlen, og jeg kan skimte lidt blå himmel imellem dem. Måske vil solen trænge helt igennem senere?

Jeg læser mailen endnu en gang. Nu lidt langsommere.

Et eller andet i mig tænker, at det er pænt af hende at anerkende mig for min indsats i vores fælles arbejdsopgave.

Men samtidigt er der noget, der ikke vil forstå og acceptere anerkendelsen og varmen.

En skepsis står i vejen.

Har hun skjulte hensigter? Er der en underliggende dagsorden? Hvad vil hun have mig til?

Jeg mærker min historie og dens traumatik, som gør, at jeg til stadighed kan føle en form for værdiløshed. Er det muligt, at der findes mennesker, der sætter pris på mig og det, jeg bidrager med?

Samtidigt med denne mistænksomhed opstår en erkendelse: Dette problem er ikke mit alene. Det er noget, jeg deler med mange, det er til én eller anden grad kollektivt: At vi kan opleve, at det vi kan er alment og måske ikke væsentligt.

Jeg kigger igen ud ad vinduet. Mere lys trænger igennem skyerne. Undertiden spejler en indre erkendelsesproces sig i den ydre verden.

Jeg lader opmærksomheden hvile på mit åndedræt. Der begynder umiddelbart at indfinde sig en fysisk afslapning.

Jeg lukker øjnene. Slapper helt af. Trækker vejret. For et øjeblik lader jeg sindet falde lidt til ro.

Jeg erkender, at jeg har en modstand på at modtage min kollegas anerkendelse. Måske mod at modtage anerkendelse i det hele taget?

Hvis dette problem er alment, må den måde, man kan møde det på, også kunne være fælles. Til en fælles vanskelighed må der være en fælles strategi.

En sådan strategi kan, som jeg ser det, have tre trin:

For det første må vi se det i øjnene. Anerkende, hvor svært mange af os har ved at tage imod også velment anerkendelse. Hvor mistænksomme vi kan være.

Det næste trin kunne være at se også faren ved at modtage ros og anerkendelse. Vi kan alle alt for let blive afhængige af ydre tilkendegivelser, blive trukket ud af os selv for at behage andre. Blive urolige for, at vi ikke kan gøre det lige så godt næste gang og derfor ikke fortjener de positive tilkendegivelser.

Det tredje trin, og det jeg her vælger – det jeg prøver at vælge – er nærværstræningen:

Det er stadig skyer på himlen.

Jeg tænker, at det kan blive en fin dag.

Jeg lukker øjnene. Tillader mig at mærke mit hjertets berørthed over de anerkendende ord. Trækker vejret. Mærker sindet falde langsomt til ro. Registrerer stilheden i det indre landskab. Oplever en spontan taknemmelighed over at have en kollega, der tør åbne sit hjerte for én.

Hjertet bliver berørt. Og varmt.

Dette er nærværstræningens mulighed. Lige dette øjeblik opleves den som en gave. En helt fysisk gave, der i denne situation sparer mig for en masse mellemregninger i den ydre verden.

Lige nu hjælper den meditative indstilling mig til at skyde en slags genvej. I stedet for en omfattende analyse af, hvor i min biografiske historie min skyhed stammer fra, i stedet for at blive taget af mistænksomheden, i stedet for at lade mig skræmme af risikoen for at blive afhængig af rosen, i stedet for alt det slipper jeg hele problematikken, slipper jeg på en måde også selve mailen og hviler i nærværet.

Og oplever en form for fredfyldthed.

Jeg åbner øjnene. Kigger ud.

Himlen er blevet mere mørk. På en smuk måde. Et dybt mørke, der gør, at jeg tænker, at der snart kunne komme regn. Samtidig skinner solen med en intens varm gul tone.

Jeg har været heldig. Det meditative held har smilet til mig.

Det gør det ikke altid.

Men denne gang gjorde det.

Jeg tænker på, at der måske er en regnbue på vej.

 

Illustration: Daniel Sebastian Høeg

---

 

Britta Karlshøj
er cand.pæd.pæd.psyk. med speciale i mindfulness fra Århus Universitet og psykoterapeut MPF.
Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykoterapeut og har en passion for selvforsyning og tilblivelsen af nærende måltider.
Britta er med i teamet bag Kontemplation og er køkkenchef ved vores retreats. Læs mere om Britta HER.