Er du kommet i julestemning? Hvad skal du til jul? Hvem skal du være sammen med? Spørger vi hinanden. Ugebladene bugner af opskrifter på adventskranse og julebag. I reklamer ser vi familien omkring træet, der pyntes. Både børnene og de voksne er med. Øjnene lyser. Små hænder hjælper store. Glæde og forventning. I baggrunden anes et veldækket bord. Det er jul. Traditionernes og hjerternes fest.

Men det er også en tid med meget, vi skal nå. Mange forventninger. Mange forestillinger. Højtider kan i den grad sætte gang i alarmsystemet.  Overlevelsesreaktionerne kamp, flugt eller frys aktiveres. Vores ældgamle instinkter vågner. Er jeg en del af flokken? Skiller jeg mig ud? Gør jeg det godt nok? Hvad, hvis jeg bliver efterladt alene? Det kan opleves altafgørende. Presset stiger og kan få de mere primitive sider frem i os. Vi bliver reaktive. Adgangen til vores empati, overblik og fleksibilitet mindskes. Adrenalinniveauet øges. Vi bevæger os i den stik modsatte retning af fællesskab og kærlig venlighed.

Jeg husker det tydeligt fra min barndoms jul. Hvordan der midt i forventningen og glæden over lysene, sangene, ønskerne og nisserne sneg sig en let kvalme ind. Et ubehag i maven. En uro i kroppen. En vagtsomhed. Min mor og hendes bror skiftedes til at holde juleaften for familien. Men ligegyldigt om det var hos os eller dem, så var der den samme hvisken i krogene jul efter jul. Konkurrencen mellem min mor og hendes svigerinde foldede sig ud. Min mormor stod et sted på sidelinjen og tog parti. Forret eller ikke forret? And eller flæskesteg? Hvert år var sværens sprødhed, rødkålens smagsnuancer og særligt ris alamandens konsistens en del af succeskriteriet hos kvinderne i familien. Jeg hadede det. Det lå som en grøn giftsky, der blandede sig med smilene. Alle lod som om de ikke bemærkede den, men den sneg sig også med rundt om træet. Var med under gaveudpakningen, og når konfekten blev delt rundt. Da jeg blev 17 år og fik arbejde på et plejehjem, sørgede jeg i flere år for at få vagter juleaften. Det var en befrielse at komme hjem omkring kl. 23.30, når maden var spist, gaverne pakket ud, og det vanlige scenarie havde udspillet sig. Så når andre mennesker har spurgt mig om, jeg glæder mig til jul, er det stemningen fra min barndoms juleaftener, der har stået forrest. Det har tit været en dag, jeg havde lyst til at springe over. Heldigvis er det anderledes i dag, men jeg er meget vågen overfor bør og burde omkring højtider. Jeg prøver hver gang med en god portion nysgerrighed at dreje lidt på forventningsknapperne.

Det er netop denne nysgerrighed Tara Brach inviterer os til at bruge i sin talk: ”Preparing Our Hearts for the Holidays” Hun opfordrer os til at bruge inquiry til at undersøge og stille fordybende spørgsmål til vores forhold til højtider. Hvor er mine advarselsflag? Hvor er det, jeg bliver provokeret? Hvor skal jeg være ekstra vågen og måske tage nogle ekstra dybe åndedrag, før jeg udtrykker mig? Er der nogen, som jeg ikke har lyst til at være sammen med, og hvorfor mon det? Er jeg bekymret for at blive vurderet? Er det på maden, på gaverne, mit hjem? Hvordan får det mig til at reagere og tænke? Er der steder, jeg føler mig utryg, ikke set? Steder hvor jeg føler mig udenfor? Ikke inkluderet?

Hun inviterer os til at gå til kroppen, følelserne. Til tankerummet. Hvordan er der lige nu? Hun opfordrer os til at bruge højtider til at praktisere. At sætte en intention, som skal besøges igen og igen, for at man ikke går ad de samme gamle stier, og for at den kan bruges som guide. Hvilken retning ønsker jeg at tage?

Man kan visualisere det med stor omhyggelighed og detaljerigdom. Også de svære steder. Spørge ind til hvad man jeg gøre, når bestemte følelser opstår? Hvad er udfordringerne? Hvornår bliver jeg uklar og reaktiv? Hvad gør jeg for at beskytte mig selv? Det er så let at bliver fanget i vores coping strategier. I vores overlevelses reaktioner. Men det er muligt at øve sig på forhånd. Tage kærligt vare på den del af en, der ikke bare synes, at højtiden er fredfyldt.

Jeg tror, at de fleste af os kan have gavn af Tara Brachs tilbud om refleksion. Selvom jeg i dag glæder mig til d. 24 og dagene omkring, har jeg haft  glæde af denne talk. Den muliggør en større vågenhed.

 

Vil du vide mere om metoden: RAIN. En metode til at undersøge og stille spørgsmål som Tara Brach også underviser i, kan du læse om eller lytte til det i blogindlægget: RAIN – Et redskab til fordybelse.

 

Foto: Tom Gough/Unsplash

---

 

Hanne Linde
er billedkunstner og mindfulnessunderviser. Hun underviser både børn og voksne i Gentofte Kommune hvor hun er ansat som undervisningskonsulent i kreativitet, relationskompetencer og nærværstræning. Hun er en del af Kontemplations team og er værtinde på flere af vores retreats og kurser.
Læs mere om Hanne her: hannelinde.dk