Jeg var på vej til retreat Som det sidste, havde jeg pakket en halvfærdig perlekæde, lidt gamle farver, lim og noget papir, hvis jeg skulle få lyst til at tegne, som da jeg var barn. Men det var ikke noget jeg satsede på – for hvor skulle den lyst komme fra når den ikke havde været til stede i 30 år.
Flere gang har jeg ledt efter gamle børnetegninger og spurgt min mor hvorfor jeg holdt inde med legen og eksperimenterne med farverne – og mit eget svar er, at jeg voksede fra det, og noget nyt tog over da jeg blev teenager.

Nu glædede jeg mig først og fremmest til at gå ture ved stranden, samle sten i bare tæer og mærke sommeren. For endelig havde jeg fundet et stilhedsretreat ved Vesterhavet. Og jeg glædede mig til at `tjekke ud` og være ved havet, stenene og vinden. Spise dejlig mad, være sammen med andre i stilhed, og være væk fra støjen fra storbyen, som ofte forstyrrede mig i at fokusere. Og så ville jeg måske gøre et par perlekæder færdige.

Selv under kørslen kunne jeg mærke vildrosen dufte – og da jeg trådte ud af bilen, følte jeg vinden fra havet. Ansigter smilede og bød mig hjerteligt velkommen – jeg var det helt rigtige sted til en dejlig sommerferie. Uden at ane hvad ugen ville vise mig af forandring for altid.
Jeg følte jeg hurtigt blev en del af gruppen, og allerede efter den første aften var jeg klar til den stilhed der var en vigtig del af retreatet – for hvad mon der gemte sig `derinde`? Jeg var nysgerrig – og jeg glædede mig.

Da stilheden ramte gruppen for alvor – og jeg véd godt at ‘ramte’ er et kraftigt ord, men det er også dækkende. Hvis man forstår at jeg mener det positivt. Da stilheden ramte, opstod der i mig også en tomhed – for hvad skulle jeg foretage mig?
Perlekæden blev jeg hurtig færdig med, og jeg ærgrede mig over at jeg ikke havde taget flere perler med. Farverne var ikke interessante, og hvorfor havde jeg taget superlim med?

På mit værelse og i salen havde jeg set flere flotte sten i mange forskellige former og farvenuancer, og særligt havde jeg lagt mærke til fire meget tilfældige sten, som var lagt oven på hinanden som et lille tårn – dem havde jeg kigget på, når jeg stod op, og når jeg gik i seng. Jeg havde for mig selv knyttet ordet ‘enkelthed’ til det lille tårn De næste dage gik jeg til stranden og samlede sten, mange forskellige, store, små, sorte, hvide , grønne og mørkerøde…de var alle smukke, og jeg nulderede dem i mine hænder. Jeg fandt hurtigt tryghed ved at sidde i spisestuen om aftenen ved skumringstid, hvor jeg reflekterede over dagen og lagde dagens indsamling ud på bordet.

Under meditationerne havde mange ord meldt sig: sårbarhed, frygt, kærlighed, hjertelighed, tryghed, projektløst nærvær, støtte, hjerterummet, hjertemod. Da jeg sad dér ved bordet i spisestuen i stilhed med stenene og betragtede dem nøje én for én, meldte både ord og figurer sig mellem mine hænder. De smeltede sammen og blev parret – og jeg kunne mærke at denne forening af sprog og stof kom indefra, hvor der også var smerte. For det var ord, også ord for smerte og lidelse, som blev forløst ud i sten. Ord som jeg ikke anede havde så meget kraft, fylde og sårbarhed, og tog så meget plads i mit indre liv. Ord, jeg skulle begynde at sige højt og mærke dybere.

Det var også en åbning jeg blev bange for – for hvad var der, derinde, i det ukendte kreative landskab?
Det var på én gang fint og rørende – som smagen og duften af den første asparges eller jordbær om foråret, hvor den første bip er en forløsning af længsel efter sommeren, der er på vej. Og det var rystende.

Var denne åbning bare forbigående, eller var den kommet for blive? Og hvilken betydning ville den får?
Der var både lys og mørke i mit indre, og jeg opdagede energien i at skabe figurerne var størst om aftenen.

Jeg oplevede nu søvnløse nætter, og mærkede en dybere forandring og forankring. Som var ny. Var dette en åbning til mit eget kreative landskab? Til den kærlighed til og glæde ved kreativt at lege med farver og former som jeg havde gemt væk i årevis? Jeg havde ALDRIG set mig selv som et kreativt menneske, mere som lidt grå og alt for struktureret til at turde danse med farverne. Og hvad ville de andre tænke, når jeg kom hjem med mine stenfigurer fra en ferie ved Vesterhavet..?

En åbning til noget ukendt var opstået i stilhed og ud af det blå. En åbning som var ægte, rigtig og meget sårbar -men hvordan skulle jeg kunne forklare den, det virkede jo helt tosset, og ingen ville forstå hvad jeg talte om…

I løbet af retreatdagene blev det muligt at have en samtale med én af underviserne, og jeg fandt håb og mod til at fortælle og de lidt sære figurer af sten jeg havde lavet. Det blev så fin og befriende en samtale, hvor fik jeg sat ord på den åbning og proces, som jeg var midt i. Vi lavede en aftale om, at om at jeg skulle starte en meditativ praksis op, når jeg kom hjem, for den ville sandsynligvis understøtte min kreativitet. Jeg husker, at dette for mig var en stor forpligtelse – fordi jeg havde svært ved at koncentrere mig udover en perlekædes længde.

Samtidigt føltes den vigtig, uundgåelig.

Inden ugen var omme havde jeg fyldt en vindueskarm med stenfigurer. Dagene var som et kreativt landskab fyldt med farver, lys og mængder af materialer, når jeg sad i stilheden i spisestuen. Her var alt tilladt, og en dyb mental ro opstod i mit sind, igen og igen, det var som én lang en befrielse.

Efter hjemkomsten startede jeg en praksis op og købte flere farver, pensler, maling, tuscher og farvet papir. Det hele står nu fremme, så det er let tilgængeligt og jeg sætter mig når trangen indefra efter ro og refleksion fra hverdagens støj melder sig.

Jeg har tegnet, malet, og skrevet lige siden, og det skal ikke længere gemmes væk. Desuden har jeg været på kunsthøjskole, deltaget i et årsforløb om meditation og kreativitet, og arbejdet med mit eget selvbillede. Jeg elsker farverne, legen og dansen med dem, og i mit hjem hænger der tegninger og billeder, som minder mig om, at det er mig der tegner, og det et mine hænder der fører pennen over papiret – og jeg kalder stadig mig selv NYkreativ.

Mange oplever som jeg, at kreativiteten stopper i barndommen, jeg tror at erfaringen er alment. Og jeg er blevet spurgt hvordan jeg fik lyst igen?

Det korte svar er: lysten til at skabe er til stede for os alle, et sted, altid, lysten til at se hvad der sker, når farverne mødes på papiret. Det giver en pause i den stress, jeg kan opleve i hverdagen, og strømmen af idéer og former kan få mig – kan få os – til at slippe tankerne, og kigge på farverne uden at tænke og uden at skulle præstere.

Jeg elsker som da jeg var barn, at sidde ved mit store skrivebord og være fordybet i farverne, mærke hjertet, kroppen og åndedrættet – og støjen er væk en tid, og jeg er fuldt fokuseret, når jeg er på besøg i det kreative landskab – derinde er derplads til mange flere – så: hjertelig velkommen.</ At miste barndommens legeglæde er en almen risiko – at kunne genfinde den som voksen er en almen mulighed. Altså: For os alle!