Siden januar har jeg forsøgt hyppigt at give mig selv stunder hvor jeg udforsker verden og mig selv igennem mine nøgne fodsåler. De sidste to måneder har det været en daglig praksis, og jeg oplever en begyndende forandring i mit liv som måske kan relateres til denne.

Jeg har længe været interesseret i forbindelsen mellem kroppen og sindet, både professionelt, i mit arbejde som antropolog, og personligt. Som antropolog er jeg blandt andet optaget af hvordan forskellige måder at bevæge sig i relation til omgivelserne påvirker livsmodet. I min daglige praksis, hvor jeg øver mig i både at opdage hvad der sker i kroppen og i sindet, bliver forbindelsen ofte tydelig. Eksempelvis hænger en bestemt tanke ofte sammen med en kropsligt funderet følelse. Omvendt kan en bestemt kropslig sansning føre ditto relaterede tanker og stemninger med sig.

 

 

Både min professionelle vej og min personlige praksis udspringer af en udpræget nysgerrighed omkring hvad det vil sige at være menneske. På den måde er det ikke så underligt at jeg af og til finder inspiration til nye foki for min nærværstræning i de fagbøger jeg læser, og da jeg henover vinteren læste bogen ”Being Alive; Essays on Movement, Knowledge and Description” af antropologen Tim Ingold, blev jeg inspireret til at tage sko og strømper af.

På side 16 i Ingolds bog står følgende: ”Jeg tror på at antropologiens eksperimentelle natur er noget der skal fejres frem for at blive gemt væk, og her foreslår jeg tre meget simple eksperimenter som alle kan udføre. Det første er at gøre en sten våd, lade den tørre og observere hvad der sker. Det næste er at tage ens sko af og gå barfodet. Og det sidste er at save et stykke træ over.”

Det lyder i mine ører unægtelig som træning i nærvær, og jeg fik en endnu stærkere følelse af at læse en praksistekst da Ingold videre skriver at ovenstående eksperimenter ikke afføder bestemte resultater, men at de derimod åbner op for en hel række af spørgsmål som muliggør en særlig tilgang til verden.

At tage ens sko af og gå barfodet. Det eksperiment var jeg med på.

 

 

Har I lagt mærke til at mange børn foretrækker at være barfodet til frustration for forældrene der bekymrer sig om kulden? Jeg husker at det tog mine forældre og barnepiger en del opdragelse at få mig til at gå med strømper, og selv nu i mit voksne liv er det en stor glæde om foråret og i sommeren at gå barfodet gennem grønt blødt græs, på varm asfalt eller henover en grussti, hvor hvert skridt må tages med omhu. Selvom det nu var vinter da jeg stødte på opfordringen, susede jeg ned i baghaven hvor jeg tog sko og sokker af.

Luften var kold og fugtig. De våde grussten masserede mine fodsåler, og det føltes som om berøringen sendte kolde gys ind i nervebanerne. Med dette gys fulgte ligesom en brusende energi der skyllede gennem kroppen nedefra og helt op i hovedet, ja jeg blev nærmest beruset. Efter et par minutter blev mine tæer dog kolde og jeg pakkede igen mine fødder ind og fortsatte en gående meditation passende til årstiden; med sko og sokker. Jeg kunne dog stadig mærke blodgennemstrømningen i mine fødder, og det var let at bevare en god jordkontakt.

Efter en halv time gik jeg op og satte mig foran computeren, og noget interessant fandt sted: Efter et par dage med skriveblokering og en usandsynlig træthed var jeg nu oplivet, ja nærmest lykkelig, og ordene begyndte at flyde – bare sådan, helt af sig selv.

Dette lille ’eksperiment’, tror jeg satte skub i en grounding-proces som har været undervejs længe, men som alligevel endnu kun er i sin spæde begyndelse. Som dagene med min barfods-praksis går, bliver jeg mere og mere overbevist om at der ligger visdom gemt i den måde vi sanser med fødderne og i den måde vi bevæger os når vi er barfodede.

 

 

Her i dag, midt i skrivningen af denne blog, lokker regnen mig så udenfor. Jeg er netop flyttet og bor tæt ved Mossø, så jeg beslutter mig for at gå ned og betragte regndråberne ramme søens overflade. Det kan jeg godt lide. Her dufter helt anderledes når det regner, og det skærper på en måde mine sanser. Jeg har regntøj på, og lyden af regnen der trommer på min hætte får mig til at føle mig tryg, som om jeg bevæger mig rundt i et telt, omsluttet og beskyttet. Jeg sidder på hug i vandkanten en stund og suger synet af vand der møder vand til mig; det er ligesom en dans hvor partnerne skiftevis fletter sig ind i og skubber sig væk fra hinanden.

 

 

Jeg tager sko og strømper af, folder regnbukserne op om knæene og går ud i vandet. Den slimede tang mod huden er en særlig sensorisk oplevelse, og jeg bemærker at mine fødders møde med disse grønne organismer afføder følelser af både afsky og behag. Straks herefter træder jeg på en muslingeskal, derefter på sand, og derefter på tang igen.
Det giver et væld af sansninger at bevæge sig barfodet i vandkanten. Jeg stopper op som jeg har for vane at gøre i de gående meditationer. Jeg står en stund og mærker fødderne blive suget ned i sandet. Jeg forestiller mig at jeg slår rødder ligesom de træer der står ved siden af mig har gjort. Jeg opdager at jeg smiler ved visualiseringen, og jeg føler mig tryg. Pludselig bliver det for meget, og jeg trækker fødderne til mig. Jeg skriver mig oplevelsen bag øret. Jeg går et par skridt og står stille igen. Fødderne synker i. Jeg er rolig. Jeg beslutter mig for at gå hjemad i bare tæer. Jeg går ud på asfalten som er af den slags der er dårlig at stå på rulleskøjter på; meget nubret. Men den føles godt at gå på, som at bevæge fodsålerne henover massagebolde. Jeg går igennem en vandpyt. Vandet føles varmt og blødt. Jeg går skiftevis ind på asfalten og ud i vejkantens græs og grus, og hvert et skift i underlaget fører en sensorisk oplevelse med sig.

Pludselig ser jeg en snegl midt på vejen. Den er gul og bevæger sig næsten umærkeligt henover den våde asfalt. Jeg prøver at forestille mig hvilken sensorisk oplevelse det må være at bevæge sig med hele sin kropslængde i kontakt med underlaget ligesom sneglen. Jeg tænker uvilkårligt på mit regntøj der for noget siden føltes som et telt. Jeg ser på sneglen og dens hus, og sådan betragter jeg den i måske nogle minutter og tager så et billede af den. Jeg føler den vil mig noget. Solen titter frem, men det regner stadig. Jeg ser mig om efter en regnbue, men jeg kan ikke se nogen. Jeg går hjem, skridt for skridt, sansning efter sansning.

 

 

Herhjemme læser jeg igen i den førnævnte bog og dvæler ved Ingolds ord om paradokset af at vi har glemt føddernes kvaliteter. Ingold skriver at mekaniseringen af vores fødder var en del af en større forandring der fandt sted ved begyndelsen af den tid vi kalder moderne; vi ændrede måden at transportere os, arkitekturen i vores omgivende miljø forandredes, og måden at evaluere vores sanser blev en anden. Fødderne i vores del af verden opleves i stadig højere grad som adskilt fra vores sind, og af vores oplevelse af os selv. Vores fødder har på mange måder fået en status af at være simple kropsapparater, eller, som en anden antropolog Edward Tylor beskrev det i 1981, trædemaskiner.

Denne udvikling begyndte på mange måder i og med vores evne til at gå på to ben. Vores frisatte og uendeligt forfinede hænder har kunnet udvikle teknisk avanceret fodtøj såsom sko og støvler, og med dette fodtøj har vi pakket fødderne bort, afgrænset deres bevægelsesfrihed og sløret deres følesans.

I mange kulturer ses fødderne som noget lavt, men nogle steder i verden er fødderne i højere grad inkluderet i bevidstheden og i mere komplicerede handlinger. Der er eksempelvis australske aboriginere som ubesværet samler deres spyd op fra jorden med fødderne, og i Indien kan du finde hinduistiske skræddere som holder sytøjet med fødderne mens de syr. Den støvle-bærende europæer er hjælpeløs til sammenligning.

Så, hvad er der sket med os i og med denne afskæring af fødderne?

Udover en indskrænkning af vores fødders funktion mener Ingold at alle disse forandringer til sammen har bevirket at vi oplever en forøget afstand mellem sind og krop. Kroppens følesans rangerer eksempelvis under synssansen og høresansen i vores del af verden, men som Ingold påpeger er følesansen er en vigtig del af vores måde at opfatte verden.
Tag dine sko af og gå barfodet, skriver Ingold, og betragt det som et eksperiment. Det har jeg gjort, og det gør jeg fortsat. Jeg har ikke noget resultat, men jeg oplever at jeg ved at sætte mine fødder fri og opleve min omverden igennem dem lærer noget. At der dukker spørgsmål op som: ”Hvad kan jeg lære af en snegl?”

På en måde som jeg ikke helt forstår, tror jeg også at mine bare fødder har sporet mig i retning af nødvendigheden af et hjem; af at slå rødder og have et rum hvori jeg føler mig tryg. Faktum er, at jeg, efter jeg begyndte barfodseksperimentet, har prioriteret hjem højt og er flyttet til et område hvor jeg føler mig godt tilpas. Talte sneglen ikke også til dette aspekt som den bevægede sig henover vejen med sit hus?

Jeg tror at både mine bare tæer og sneglen lærer mig noget om sanselighedens værdi, om at sænke farten, om jordforbindelse og om at være omhyggelig. Tydeliggjorde sneglen noget mine fødder har forsøgt at vise mig; nemlig værdien i at lægge mærke til detaljerne omkring os, og at det er okay at det tager den tid det tager at være grundig? Det føles under alle omstændigheder som om der i mig netop nu dannes et nyt blik for værdien af langsommelighed og omhu, og jeg kan mærke en ny venlighed og tålmodighed med mig selv i forhold til særlige aspekter af min personlighed spire.

Måske overfortolker jeg, men én ting er jeg sikker på: kontakten til mine fødder hjælper mig til at komme til stede der hvor jeg er, og hvad mere kan man håbe på i et nærværs-eksperiment?

 

---

 

Jeanette Lykkegård
Ph.d. studerende i antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.

Alle foto: Jeanette Lykkegård