HVEM ER DU EGENTLIG? – og en sommervandring på Höga Kusten

af Kirsten Rotbøll Lassen | | 19. august 2022

Min søn Ivan og jeg er på vej til en vandretur, vi sidder i toget på vej til Stockholm hvor vi har lidt tid inden vi skal længere nordpå op til Höga Kusten i det nordlige Sverige. 

I Stockholm går vi på Moderna Museet og oplever Jeppe Hein´s udstilling HVEM ER DU EGENTLIG?
Udstillingen er bygget op som en rumlig rejse igennem hver af de syv chakras. Der er et rum for hvert chakra, og rummene er afgrænset ved hjælp at store gardiner i hvert chakras farve. I de enkelte rum guider en udstillingsvært i fastlagte tidsintervaller publikum igennem øvelser der sætter fokus på hvert chakras kvaliteter og livsområde.

Desuden er der til udstillingen lavet et lille hæfte med tegne- og skriveøvelser ligeledes til hvert chakra. I denne har hvert rum fået en overskrift; i det første rum er overskriften Jeg er, i det andet er den Jeg føler, i det tredje Jeg gør, det fjerde Jeg elsker, det femte Jeg taler, i det sjette Jeg ser og i det syvende Jeg forstår. Hæftet tager jeg med på rejse – og mine refleksioner og sansninger fortsætter på vores tur i henhold til de forskellige rums overskrifter. På den måde bliver Jeppe´s udstilling for mig indgangen til vores vandring. 

Efter en syv timer lang togtur fra Stockholm mod nord starter vores vandring i Sandöverken.

 

Jeg er. Hvem du egentlig er, handler ikke om hvad du arbejder med, om du er gift eller om du kan lide fodbold. Beskriv med 7 ord hvem du virkelig er. 

Vores rute går igennem et varieret terræn med flere krævende dagsvandringer med stigninger der får os til at mærke vores grænser. Ikke mindst fordi her er meget varmt. For varmt. For mig bliver det på hele turen et tema og et arbejdspunkt at være i heden, fordi den i den grad aktiverer min bekymring over klimaets tilstand. Vi møder flere lokale der siger at det er alt for tidligt på året det er SÅ varmt, og flere udtrykker bekymring for at der kan opstå skovbrande. 

Samtidig er det et usigeligt smukt landskab. Her er så meget luft og vand. Udsyn. Jeg er i det bedste selskab jeg kan ønske mig. Vi møder venlighed, og dagene er intenst mættet. 

Jeg mærker ind i hvem jeg egentlig er. Hvem er jeg bag ved mine forestillinger om hvem jeg er? 

 

Jeg føler. Hvis du skulle tegne dig selv. Ville du smile? Se trist ud? Forskrækket? Tegn ansigter på papiret der viser hvordan du har det i dag.  

Her er lyst hele døgnet, og det åbner mig. Lyset er påtrængende og insisterende. 

Alligevel er det som om jeg samtidig bærer på et mørke. Jeg har svært ved helt at nyde omgivelserne. Jeg mærker hvordan jeg er bange for at de forsvinder. At naturen gør. Muligheden for at vandre her kan forsvinde. Det er smertefuldt at tænke på. Det er som om mit system kan mærke at noget forskubber sig, og det gør ondt, og det er sorgfuldt. 

Jeg registrerer også hvordan mine stemninger skifter. De er aldrig statiske. Når jeg iagttager mine følelser, er det tydeligt at de konstant forandrer sig. Som glidende overgange og subtile nuancer ændrer og bevæger de sig hele tiden. Sorg er ikke bare sorg. Glæde ikke bare glæde. Dybest set virker det slet ikke muligt at fastholde en følelse. Det er mere som en strøm der går igennem mig. Noget i mig bliver meget bevidst om at jeg i den grad er i live. Herigennem får jeg kontakt til den følelse af forbundethed som styrker mig, og som også er en direkte vej ind i min kreativitet. Mærker taknemmelighed og en kropslig fornemmelse af at kunne rumme, men også af at kunne slippe. Det opleves som et svar, som en vej der giver dyb mening. 

 

Jeg gør. Er du en der leder og fører andre? Eller bliver du ført? Hvordan føles det for dig hvis du mister kontrol? Beskriv med ord eller tegn det.

Vi glider ind i vandringen. Dag for dag. Øjeblik for øjeblik. Hvor langt kan vi gå i dag? Er det tid til en pause? Vi sover i telt og i hytter. Vi har mad med og er uafhængige af at skulle købe ind. Til gengæld skal vi hele tiden have styr på vandrationerne. Fokus bliver på basale behov dagen igennem. Det giver frihed til væren, og samtalerne opstår, giver plads til nydelse af og glæde ved bare at være sammen og at være i naturen. Det bliver til en dans. En dans hvor det at føre og blive ført udviskes, for indimellem helt at forsvinde og erstattet af en fælles rytme. 

 

Skilt i Sverige

Jeg elsker. Læg din højre hånd på dit hjerte. Kan du mærke dit hjerte slå? Lyt til dit hjerte. Hvad fortæller det dig? Skriv et kærlighedsbrev til dig selv.

Vi har vandret mange kilometer sammen. Min vandrermakker og jeg. Vi kender hinanden. Vi kommunikerer med og uden ord. Vi er hjerteforbundet. Spontant begynder jeg at praktisere taknemmelighed for og kontakt til alle de mennesker jeg er forbundet med. Fra de helt tætte og længere ud i større og større cirkler. Det er godt det at gå her. Fødderne i jorden. Alle skridtene bliver en bøn. Som at gå for noget. For kærligheden. Vandringen bliver praksis.

 

Jeg taler. Tag en dyb indånding og rynk dit ansigt. Vent lidt. Gab højt og stik tungen ud og brøl som en løve mens du ånder ud. Beskriv lyden og tankerne du havde under øvelsen.

At vandre sammen kan åbne for samtaler. Jeg udtrykker min bekymring. Det mærker jeg vi mærker. Vi taler om det. Taler om hvordan det er muligt at se ind i værst tænkelige scenarier og samtidig nyde og værdsætte livet. Kan det lade sig gøre? Samtalerne trækker mig ind i nuet. Mærker min glæde og kærlighed til livet. Det føles rigtigt at sætte ord på med en intention om derigennem at kunne give plads til kreativiteten. En kreativitet som jeg oplever der er hårdt brug for. 

Fjorden 

Jeg ser. Se en anden person i øjnene. Hvordan føles det? Hvor længe kan du se en anden ind i øjnene? Ser du dig selv eller den anden? Beskriv din oplevelse.

Vi har overnattet i teltet på en naturskole. Den ligger ved en sø i et område der har været en samisk boplads for længe siden. Det er morgen, og vi har pakket og er klar til at drage videre. Klokken er otte, og der er 31 grader og ingen vind og ingen skyer. Dagens rute er på 15 kilometer henover et bjerg, der er to stigninger, og det er mentalt lidt svært at kapere. Her er for varmt, og det vil kræve flere vandrationer end vi kan bære. Vi beslutter at køre denne del af ruten i bus! Det føles som at snyde. Ejeren af stedet kommer forbi og spørger hvordan vi kommer videre, og da hun hører vi vil tage en bus siger hun at det er en god beslutning. Hun er urolig. Der er ikke så mange vandrere som vanligt, og der er en lidt intens stemning i denne for årstiden unormale varme. Det hjælper på min følelse af at snyde. Nu føles det mere som sund fornuft.

Vi får det allerbedste ud af det. En skøn bustur gennem landskabet.

Da vi bliver sat af i en lille flække, og da vi går ind i et supermarked for at købe lidt ind, møder vi en gammel mand som interesseret spørger hvor vi skal hen og hvor vi kommer fra. Jeg fortæller at vores plan nu er at vandre op på bjerget udenfor byen og overnatte i en åben hytte deroppe. Den hytte kender han. Han ser glad ud. Vi har god kontakt. Ser hinanden i øjnene. Jeg kan mærke at han er stolt af at bo her. Den storslåede natur er i hele hans væsen. Der er bjørne, siger han og ser mig lige ind i øjnene med et lidt drilsk blik. Han er spændt på om jeg bliver forskrækket, tror jeg. Der er flere der fortæller at de har set bjørne i disse dage, siger han. Jeg kan se mig selv i hans øjne. Se at vi kommer fra det samme og se – eller mærke – hvor meget det har med den omgivende natur at gøre. Og nu også med bjørne. Da vi siger farvel og vandrer videre, føles det som om vi har en bjørnekraft med os. 

 

Jeg forstår. Forestil dig at du er en dråbe i en klangskål fuld af mange dråber. Ville du blive i skålen eller hoppe ud? Hvordan behandler du universet? Hvordan behandler universet dig? Hvordan vil du gerne behandles af universet? Beskriv det med ord eller tegning.

Vi når frem til hytten. Døren står åben. Vi er højt oppe og der er en fantastisk udsigt. Den gæstfrihed som hele hytten udstråler giver en følelse af at være ventet. Det er lidt som at komme hjem. 

I glimt oplever jeg at overgive mig til det hele. Jeg accepterer. Det nuværende. Lige her. Lige nu. Med alt der er. Der bliver tomt. Mit sind kan køre i tanker og forestillinger om fortid og fremtid. Være en kværn der kører. For så i et øjeblik at slippe. Det er ikke ledsaget af følelser eller vurderinger om godt eller skidt. Det er bare. Det er som at være ”ved siden af”. Vandringen bliver en praksis. Et billede på at balancere mellem væren og gøren. Noget mødes. Smelter sammen. Centrering. Væren og gøren går i et. Ingen adskillelse. Jeg er en lille bitte del af en helhed, og det er som det skal være.

 


Kirsten Rotbøll Lassen
Cand.pæd i didaktik, billedkunstner, underviser og projektleder.

Kirsten er udøvende billedkunstner og har dans og vandring som bevægelsespraksis. Hun arbejder med projekter og undervisning der inddrager kroppen og en kreativ kunstnerisk praksis. Fokus er på udtryk, og på hvordan det er muligt at italesætte, kropsliggøre og i billedskabende processer at arbejde med vores indre verden. Hun er del af Kontemplations faste team.

 

 

Mere vandrestof: Læs om Kirsten og sønnen Ivans vandretur i Skotland:

VANDRING – som praksis

Efterlad en kommentar