Du kan lytte til dette indlæg som blogcast her. Det er indtalt af forfatteren (03.28):

Når han er i Kampsportens Hus

I Kampsportens Hus kender man hierarkiet. Det er vellidt at være sjov, stærk, at vinde medaljer og at være dygtig til at slås. Der er en hård men fri tone og jeg ved hvor jeg står.

Når han er på Vækstcenteret

Når jeg er på Vækstcenteret er rammerne så godt som omvendte. Hvor det hele før drejede sig om præstation, drejer det sig her om at slippe. Men hvordan skifter man på kommando mellem de to styresystemer? I ungdomsgruppen på Vækstcenteret bliver jeg pludselig ikke set for det jeg kan. Og det er andre ting der er sjove. Hvad nu hvis jeg kommer til at sige noget forkert?

Når han er på universitetet

Herude på campus er der så mange forskellige mennesker, at jeg næsten får et kulturchok hver gang jeg går ned ad gangene og mellem bygningerne. Folk med bragende intelligens og ekspertise indenfor alskens områder. Kvinder så smukke at jeg et kort øjeblik hver dag tror jeg er forelsket. Folk af enhver politisk overbevisning. Hvem skal jeg holde til med? Hvad kan jeg bidrage med?

Når han drømmer

Når jeg opdager at jeg er i en drøm, er jeg fri. Jeg ved at min krop ligger trygt og sover et eller andet sted i ”den virkelige verden” men ”jeg” er på en strand. Eller svævende over en storby. Jeg mærker efter hvad der gør mig til mig, men finder intet. Jeg gør lige hvad der passer mig – leger med i drømmens narrativ. Eller skaber mit eget. Eller slipper blot.

Når hjertet er åbent

Hvad er gennemgående? Hvordan kan jeg være mig selv, når der forventes forskellige bidrag, væremåder alt efter hvor jeg er?

Jeg har lagt mærke til, at hvis jeg i en kort stund formår at tillade forvirringen, at lade tankerne om hvad jeg skal i morgen falde til ro, at bare være med den person eller den gruppe jeg nu en gang er med i den nærværende stund. Så åbner hjertet sommetider. Så kan jeg nyde Rubens selskab, uden at overveje hvad Jannik mon tænker om mig. Og senere på ugen, nyde Janniks, uden at Rubens holdninger trænger sig på.

Men så snart jeg er alene igen kommer tankerne vrimlende.

Jeg cykler over Dronning Louises bro, på vej fra gruppearbejde på Campus til træning. Jeg føler mig stresset. Kigger på klokken, jeg har tid. Stiller cyklen, sætter mig ti minutter og lader tankerne komme som de vil. Mærker vejrtrækningen, kroppen. Da den digitale gong ringer ud, er jeg nulstillet.

Foto: Mikkel Strandbygaard