BLOGCAST: Dette indlæg er indtalt af Hanne Linde. Du kan lytte til bloggen her (3:32):

Jeg er formentlig ikke den eneste, der har stået i den situation, at jeg ikke har kunnet finde mine nøgler. Særlig mine bilnøgler har haft det med at forsvinde.
Jeg oplever, at jeg ofte leder efter ting.
Jeg leder efter mine nøgler, mine briller, min pung, mit pas, min grå cardigan og alt andet muligt og umuligt.
På den sidste retræte jeg var, blev det nærmest et fælles tema. Bilnøgler blev væk. Blyanter. Notesbøger. Kopper. Om meget andet.
Mennesker oplevede at gå fra fordybende meditative tilstande til panikagtige tilstande, når ting forsvandt.
Efter jeg er kommet hjem fra retræten, har det flere gange slået mig, hvor ofte jeg eller mennesker omkring mig leder efter ting.
Vi søger oppe.
Vi søger nede.
Jeg bemærker, at vi oftest leder uden for os selv.
På det seneste er jeg begyndt at lede efter noget andet.
Jeg er begyndt at lede efter min opmærksomhed. Den har det med at forsvinde. Eller måske er det nærmere sådan, at jeg ikke ved af, hvor min opmærksomhed vandrer hen.
Forleden dag, havde jeg nogle ærinder, jeg kunne klare i en provinsby på Sjælland. Jeg vidste, at jeg havde 1 ½ time til relativt få ting, jeg skulle nå. Jeg besluttede at gøre det til en praksis at bevæge mig gennem byen med fuld opmærksomhed. Det var ikke så nemt, som det måske kan lyde.
For hver gang jeg satte min fod ned, ville jeg vide af, at jeg satte min fod ned.
For hver vejrtrækning ville jeg vide af, at jeg trak vejret.
Det var vanskeligere, end jeg havde ventet:
En due lettede, og min opmærksomhed lettede med.
Et barn græd, og min opmærksomhed var fanget.
Jeg fortsatte ét skridt ad gangen – en vejrtrækning ad gangen. Igen og igen måtte jeg lede efter min opmærksomhed. Hvor var den nu vandret hen?
Jeg oplevede, at jeg måtte sætte farten væsentligt ned. Det tog mig faktisk 40 minutter at tilbagelægge én kilometer.
Jeg oplevede smil fra forbipasserende. Jeg oplevede, at verden omkring mig på en måde virkede langsommere. Jeg oplevede en indre følelse af glæde. Et stille sug af en form for frihed.
Da jeg havde klaret mine ærinder, og der stadig var en halv time til min kørelejlighed ville være fremme, mærkede jeg en gammel indre ven: Irritation.
En halv times ventetid. Spildt tid.
Jeg mærkede mit åndedrag, og jeg kom til at grine højlydt af mig selv.
Jeg fandt et roligt sted i skyggen.
Satte mig på jorden.
Måske kunne det gå an at sætte sig i skrædderstilling – den indre dommer måtte lige konsulteres. Jo det gik an.
Jeg fik en halv time forærende til at praktisere siddende meditation midt i hverdagens virvar.

Illustration: Daniel Sebastian Høeg

Indlæser: Hanne Linde

Britta Karlshøj
er cand.pæd.pæd.psyk. med speciale i mindfulness fra Århus Universitet og psykoterapeut MPF. Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykoterapeut og har en passion for selvforsyning og tilblivelsen af nærende måltider. Britta er med i teamet bag Kontemplation og er køkkenchef ved vores retreats. Læs mere om Britta her.