Jeg er en af dem der fuldstændig kan fortabe sig i drømme. Både de natlige og de som kommer om dagen.

Flere af min barndoms natlige drømme var gengangere, og står for mig den dag i dag som en form for budbringere; de dukker op i forskellige perioder af mit liv med ny information. Hvis jeg så ikke er varsom, kan jeg totalt forsvinde ind i dem igen.

Og dagdrømmene. Jeg husker mine folkeskolelærere fortalte mine forældre at ”jeres datter opfører sig pænt, men nogle gange er hun lidt langt væk.” Og jeg husker fornemmelsen af lærerenes stemmer der fortoner sig, og sindet der tager mig med helt andre steder hen.

Som voksen er jeg interesseret i hvad drømme overhovedet er. Hvad jeg kan lære af dem. Hvor de kommer fra, og hvornår de stopper. Jeg undersøger det i min praksis, i mine drømme og i mine almindelige hverdagsgøremål. Og så når jeg lytter til min fireårige datter, som er begyndt bevidst at skelne mellem det hun oplever når hun sover, og når hun er vågen.

Her til aften er det netop min datter som åbner op for denne undersøgelse. Mens hun er på vej til at falde i søvn, ligger hun, som hun altid gør lige inden søvnen, skiftevis og snakker, synger og hvisker for sig selv. Jeg ligger og lytter. Hun bevæger sig fra en sang over i hviskende at recitere en scene fra ”Hunden Ib”, et børneprogram på DR. Og så henvender hun sig til mig med sin almindelige stemme: ”Mor, jeg drømmer om hunden Ib og Zombien, der hvor Ib giver zombien hummus”. Det var præcis den scene hun netop, hviskende, havde reciteret. Før jeg når at svare tilføjer hun konstaterende: ”Nu drømmer jeg ikke mere”. Herfra giver hun sig til at synge og jeg nøjes med at respondere ved at lægge en hånd på hendes ryg. Hun falder i søvn kort efter.

I mig åbnes et rum hvor jeg glider ind i en tilstand af kombineret praksis og refleksion.

Mon det min datter netop havde delt med mig, var en oplevelse af hvordan tanker kan medføre drømmeagtige billeder? Eller befandt hun sig mon i den afslappede tilstand som grænser så tæt op til søvnen at drømmebillederne begynder at passere ind i den vågne tilstand? Og hvad er egentlig forskellen på tanker og drømme? Hvordan skelner vi?

I alle de kulturer jeg er bekendt med, har drømmene en betydning. Blandt de sibiriske tjukjere jeg har samarbejdet og levet med i forbindelse med mit arbejde som antropolog, opleves drømmene ikke som værende adskilt fra den vågne virkelighed. Drømmelivet er lige så virkeligt som det vågne liv. Og begge dimensioner er hele tiden til stede. Det kommer jeg nu til at tænke på og derefter mærke ind i. Jeg slipper tankerne og går ind i praksis. Undersøger grænselandet fra denne afslappede tilstand, liggende i det mørke rum ved siden af min sovende datter.

Efter en stund vender jeg tilbage til refleksionerne. Jeg spørger ordløst ud i rummet om grænsen er kunstig? Skabt at os mennesker for at ’holde styr’ på verden. Et drømmebillede dukker op mens jeg vågent betragter det. Jeg flyder ned ad en flod og ud i havet. Jeg ser mod horisonten som opløses. Himmel og hav smelter sammen. Jeg tager det som en form for svar.

Jeg slipper billedet og tankerne. Efter en stund spørger jeg igen: Er jeg overhovedet vågen nu?

Foto: Aaron Burden

Jeanette Lykkegård
er antropolog og har skrevet ph.d.-afhandling om livs- og dødsprocesser blandt den shamanistiske befolkningsgruppe tjuktjerne som lever i det østlige Sibirien. Jeanette er en del af teamet bag Kontemplation, hvor hun har medvirket på en række kurser og retreats. Hun modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg.