Hvorfor lyngen er lilla, véd man ikke, siger Lasse.

Jeg læner mig ind i visheden om, at 

heden har været her

længere end jeg og at den bliver her

når vi er borte

Roen over dette sandskabte

landskab

fuld af lyng i blomstring

og brændt-brune og grønne bakker

bløde som den regn, der falder nu

ovenpå formiddagens lune solglimt

Ingen vind, kun ro og lyden af regndråber på min hætte

Jeg diffunderer med det hele

trækker roen ind

og ud

med mine åndedrag

med mine skridt

med stilheden i mig

og i mellem os

 

Jeg nærstuderer græsbladet stjerneskærm

som blomstrer foran min næse

snuser græsset ind

hviler som et barn båret

af bløde bakker og Jeanettes stemme

der guider os gennem kroppen

som lige nu synker ned gennem græs-laget, forbinder sig med

det sand, der kom flyvende for tusinder af år siden

mærker sandets forbindelse med havet

vi alle kommer fra

blunder lidt og vugger frem og tilbage mellem

guidning og sansning

kommer langsomt tilbage

strækker mig

fornyet,

forbundet

taknemlig…