42,195 km. Et maratonløb.

Intet interesserer mig mindre.

Intet optager mig mindre end den maskuline kraft, som driver frem mod et mål med det eneste mål for øje at komme i mål hurtigst muligt med bedst mulige tid i forhold til de andre eller i forhold til sig selv.

Konkurrence eller præstation bare fordi.
Jeg har altid haft svært ved at se andet formål med den slags konkurrencer end, at det styrker egoet eller følelsen af identitet.

Måske er jeg bare misundelig på de stærke kroppe?

Eller har et blindt punkt i mig selv?

Trods min modstand går jeg i begyndelsen af maj ud på gaden for at følge med i Copenhagen Marathon.

Det er min familie, der overtaler mig til en fælles søndagsudflugt. Ny sti. Ned ad Østerbrogade og ned til Søerne sammen med min egen lille gruppe af fans, blandt andet ham, som jeg kender så godt. Ham som på grund af en skade i foden har givet sit startnummer videre til en ung rødhåret mand, som vi så vil følge nøje, når han kommer løbende efter pacerne med 3:40 ballonen. Jeg åbner tydeligvis for nyt ordforråd.

Vi stiller os op langs ruten. Først kommer de afrikanske mænd, langlemmede og hamrende hurtige. De er med for at løbe sig ud af fattigdommen. Det er efter sigende godt betalt at løbe så stærkt. Efter dem følger de hvide mænd, senere kvinderne fra Kenya og Etiopien. Derefter de 15.000 andre par løbesko med såler af gult trampolinskum, frottébånd om hovedet, dunkende åndedræt. 

Hvad løber de for?

Mens de tramper, danser, spunser afsted, begynder jeg at tvivle på, om sluttiden alene er deres mål. Mange ser ud til at være forankrede indadtil, med et fokus, et eksistentielt valg. Jeg ser på dem: Løber du fra skilsmissen? Løber du ind i kærlighedens favn? Løber du for at nyde endorfinerne? Løber du for fars anerkendelse? Løber du for at genfinde troen? Løber du, fordi du elsker vinden i håret og rytmen?

Mens jeg står langs ruten, åbner jeg for andre motiver, og mit åndedræt fylder bedre kroppen ud. Vi står tæt, også på dem, vi ikke kender, i en form for kontakt. Vi hujer og klapper pludselig af nogens kusine eller ven, vi ikke kender, men hvis løb vi nu er en del af.

Kom så Caroline! råber vi, da en høj hestehale i fuldt firspring farer forbi. Caroline virrer overrasket og får tydeligvis energi af vores tilråb. Jeg begynder at klappe taktfast og råbe Kom så! til de navne, jeg når at læse i farten. De fleste løbere har fornavn og ikke nummer på maven.

Efter et par timer i fri energistigning bevæger vi os gennem byen og stiller os lige før målstregen. Så kommer de: Først gazellerne, så kæmperne, de letbenede. De lykkelige og de lettede. De tunge, dem med blod på brystet. Ham, som gav sit startnummer videre, holder mig i hånden med tårer i øjnene. En del af ham løber over målstregen. Jeg mærker trangen til at græde med.

Knockles! Løbende mænd i par slår knoerne sammen og tager smilende afsked med hinanden tyve meter før stregen. Dét er åbenbart kutyme, når man har fundet en løbemakker på strækningen og har fulgtes i mange kilometer. Følgeskabet ser ud til at skabe en slags relation, som er knyttet sammen i den fælles kamp mod uret, udmattelsen, den potentielle ydmygelse eller sejr – mens de bærer hinanden. En bølge af samhørighed og fællesskab breder sig i opløbet. Jeg følger med øjnene døtre, som løber tæt forbi deres mødre, der står med heppeskilte, fædre, der samler deres bittesmå børn op på armen og løber dem over målstregen, mennesker, der kollapser på asfalten lige foran mig. Den rødhårede løber forbi i smil. Mit hjerte hamrer, jeg mærker tårerne i øjnene.
Min skepsis overfor maratonløbet har ændret sig, jeg bruger nu hele min praksis ude i menneskehavet, mit åndedræt, min empati … jeg mærker, at vi alle er ét. Vi løber i flok, vi slipper resultaterne og lader hjertet slå, forbinder os til hinanden. Vi er en del af noget større.

I en bevægelse i slowmotion sætter jeg af og springer ind over afspærringen. Jeg har bare tæer, som begynder at løbe. Jeg mærker vinden flette sig i mit hår, jeg mærker virkelighed og drøm flette sig sammen. Jeg er krop, jeg er åndedræt, mit hjerte vibrerer og kreativiteten buldrer i mig, jeg svæver henover Øster allé sammen med alle de andre.