En af mine første tegninger blev til jeg da jeg gik i børnehave. Den forestillede nogle ænder.
En rødhåret børnehavelærinde var den første der så den. Hvorefter hun så på mig.
Det var et meget intenst øjeblik. Hun så mig lige ind i øjnene og jeg blev stående og kunne bare mærke at der var et eller andet virkelig vigtigt på vej.
-Du er god til at tegne, sagde hun.
Ikke andet. Men hun sagde det på en måde hvor jeg vidste at det kom fra et dybt og oprigtigt sted.

Måske blev min trang til at udtrykke mig frisat og igangsat dér. Ved at en anden, en voksen, så mig og anerkendte mig.
I hvert fald har den trang været påtrængende siden. At male er for mig at komme meget tæt på det egentlige. Som at komme helt ind til benet. Når et billede ”lander” og ER i verden. Det er en sanselig og meget kropslig fornemmelse. Og det bringer på en måde min indre verden i balance med den ydre. Som en renselse og som et nærvær og et fokus der føles som centreret energi.

Mine digte er kommet til siden, som forsøg jeg ikke tager for højtideligt, som ord på maleriet.

 

Når man ikke kan gå tilbage

græsset trådt

til hengivelse

 

Mit hjerte brister

hele tiden langsomt på

vejen hjem til havene

 

Alt er i pauserne

essenser som lyntorden

jeg er i live

 

Læner mig ind i

et sted der ikke er der

og mærker det er gavmildt

 

 

Vinduet er det gennemgående motiv i mine malerier. Alle værkerne har samme mål og konstruktion som virkelige vinduer, og jeg arbejder med store flader og vertikale og horisontale linjer. Værkerne kan læses som figurative billeder med rullegardiner der kan dække vinduesfladen mere eller mindre. Som beskuer bliver man da sat i en position så man er inde eller ude, som ser man ind i, eller ud af, et vindue.

 

 

Jeg er interesseret i forholdet mellem det intime og det anonyme. I det at vi har vinduer med gardiner ind til vores private hjem. Det at vi kan åbne os mod eller lukke af til verdenen, bliver i mine billeder tematiseret som fænomen. Vi kan rulle helt ned eller vi kan bogstavelig talt åbne vinduerne ud mod verden. Vinduet bliver her også symbol for overgange mellem ydre og indre.

 

 

Min egen kreative proces har ført mig i retning af enkelhed, hvor monokrome farveflader dominerer lærrederne. Jeg er optaget af hvor lidt der skal til. Med tomheden og det ikke-fortællende gøres malerierne mere åbne i forhold til beskueren. Man kan selv tænke med billedet, i stedet for at få det hele fortalt.

 

 

Det kunstneriske arbejde er for mig en undersøgende praksis hvor jeg indstiller mig meditativt, og hvor hele processen på en måde handler om at skabe forbindelse mellem min ambition om at åbne billedet og min retning mod at åbne bevidstheden i praksis. Jeg oplever det selv som at der i stræk opstår en form for transparens hvor adskillelse mellem ydre og indre på en måde ophæves. Her bliver vinduet, selve vinduet med sin gennemsigtighed, et symbol på denne (mulige) ophævelse af indre og ydre.

 

---

 

Kirsten Rotbøll Lassen
Hun er billedkunstner og projektansvarlig for Designskolen på Designmuseum Danmark hvor hun underviser børn og voksne med særlig fokus på nærvær, kreativitet, empati og tværkulturel kontakt. Læs mere om Kirstens arbejde på Designskolen her.

Hun danser, mediterer og vandrer, og interesserer sig for psykologi, filosofi og bæredygtighed.

Se videopræsentation af Kirstens arbejde på Designskolen her. Besøg Kirstens egen hjemmeside her.