INANNA – OG ET SPROG FOR DET KVINDELIGE

af | | 5. november 2023

IMG_1717

Inanna var gudinde for frugtbarhed, kærlighed og krig i sumerisk mytologi, og hun var dronning over himmel og jord. I myten skildres hendes møder med hyrden Dumuzid, hendes nedstigning til sin mørke søster Ereshkigal i dødsriget, hvor hun afgiver alt og dør, og til sidst fortælles om hendes opstigning og genkomst som dronning over både over- og underverdenen.

Myten beskriver et cyklisk princip om at spire, blomstre, høste og dø. Og genopstå.

Om og om igen.

Jeg er på fjerde og sidste weekend i årsforløbet i rituel dans med Maria Rose Dybvad.

I denne weekend danser vi selve RITUALET. 

Om dette fortæller Maria:

”Under ritualet bestræber fordanserne og rituallederen sig på at skabe en atmosfære af en vis ophøjethed. Det er ikke nødvendigt at forstå alle de symbolske detaljer i myten, men det er vigtigt at der er en fælles erkendelse af, at der er tale om noget dybere end blot en fortælling for sjov. Den rituelle dans kan ses som en eksistentiel erkendelsesproces som går igennem kroppen. En proces der involverer både krop og intellekt.”

 

RITUEL DANS

Den rituelle dans består af tre elementer:

1) Fortælling eller myte

2) dans og

3) ritual.

Når gruppen mødes, starter fortælleren (rituallederen) med at fortælle den myte, saga eller det eventyr, som han eller hun har udvalgt til den ritualdans der skal danses. Den rituelle dans danses i en cirkel, og man er oftest mellem otte og 30 dansere. Ritualet danses over billeder fra den udvalgte myte. Billederne danses af danserne i cirklens midte. Det kan være én eller to dansere der danser i midten. Imellem hvert danset billede danses det der kaldes et omkvæd, hvor der ikke er dansere i midten af cirklen. I omkvædet bevæges cirklen først mod venstre, og dernæst mod højre.

Eksempel på billeder er, fortæller Maria, de billeder vi har danset som viser Inannas vej ned til dødsriget. Under dansen véd man aldrig hvem der går ind og danser hvilket billede. Det er improviseret. Ligesom man aldrig véd hvordan for eksempel mødet mellem prinsen og prinsessen i et eventyr fortalt som dansede billeder i cirklen, vil udvikle sig.

Deltagerne i cirklen spejler fordanseren som er den/de der danser i cirklens midte. Fordanseren bliver en slags guide som resten af ritualdeltagerne skal lade sig inspirere af.

”Når fordanseren danser i midten og giver spontant, kropsligt udtryk for mytens billeder i hans eller hendes dans, er danserne i cirklen vidner. Vidner ikke kun i tanken som var det en forestilling de bevidnede, men også med kroppen, eventuelt også med stemmen. Vidnerne integrerer fordansernes udtryk ved at danse deres udtryk.” – Haugen 2012

Her, fortsætter Maria, beskriver Britta Haugen hvordan fordanseren, der danser sit udtryk for det arketypiske/mytiske billede i cirklens midte, bliver set af de andre deltagere i cirklen der med deres udtryk spejler fordanserens udtryk. De møder der danses af fordanserne i cirklens midte, er møder mellem modsætninger. I den nonverbale kommunikation og det fællesskab der herved skabes, igangsættes også muligheden for at transformation kan opstå. En transformation hvor modsætninger mødes og rummes.

 

 

 

PROCESSEN

Vi har været i proces længe. På vej til dette sidste møde i vores cirkel. Vi har danset mytens billeder og lært myten at kende. Vi har danset vores egne liv og erfaringer ind i disse billeder. Hver for sig og i gruppen. Vi har forbundet os med hinanden og med det fællesmenneskelige og det arketypiske som er det myten tilbyder. Vi har fortalt vores historier med vores kroppe. Udvekslet og vist os for hinanden. Usynlige tråde er spundet og har forbundet os. Rammen for den rituelle dans er blevet et fælles fundament vi har. Vi er som en organisme. Det er ikke længere særlig vigtigt hvem der er hvem. Billederne er fælles, og nu står vi her. Der er en særlig stemning. Af forventning. Af energi der er bygget op. Af sammenhold og styrke og sårbarhed. Kærlighed.

En fælles viden om dybe erfaringer med både lys og mørke.

Og der er uvisheden. Hvordan vil det gå?

Og der er glæden. Nu sker det.

Vi danser for livet.

Vi skal danse hele cyklussen. Danse billederne om og om igen. Vi véd ikke hvor længe vi skal danse. Vi står der sammen. I cirklen.

Og vi bliver der.

Maria er ritualleder, og Lenas trommer markerer overgange og billedernes rækkefølge.

Trommerne går i gang.  

Vi danser uafbrudt i 4 timer.

 

 

ET SPROG FOR DET KVINDELIGE

I bogen ”Et sprog for det kvindelige” skriver Neel Fasting om Inanna myten:

”Myten om Inannas nedgang til de mørke riger og hendes tilbagekomst bekræfter, ligesom det sædekorn og den måne, der tilsyneladende dør, og som kommer tilbage, at døden og elendigheden er en overgang. I myten ses det, at det kvindelige kan gå derned, hvorfra ingen kommer levende tilbage, og alligevel finde døren ud og op. Det kvindelige vil bringe udødelighedshåbet med sig tilbage dertil, hvor livets og dødens cyklus opretholdes, børn undfanges, fødes og næres. Gudinden vandrede gennem dødsriget og kom tilbage med løftet om det fysiskes vedvarende karakter. Dette var den cykliske, kvindelige forståelse af udødeligheden.”

 

Det er som om der ikke er nogen vej udenom. Som en drift i mig. Jeg vil mærke det. Noget i mig véd at mørke og lys hænger sammen. Min krop véd det. At det er nødvendigt at miste alt. For at leve. For at blive til et menneske. Det har en risiko. Det er ikke nemt at komme op og tilbage.

Intet er på en måde som man troede at det var.

Igen og igen bliver jeg forbavset over hvordan oplevelsen af fast grund forsvinder.

For derefter at etablere sig som materialitet igen.

 

MØDERNE MED DET MASKULINE

Vi danser mødet med det maskuline. Jeg træder ind i cirklen som det feminine. Danser det.

En anden kvinde træder ind som det maskuline. Mødet begynder.

Først som spændende. Kropslighed og tiltrækning og sanselighed og en nysgerrig dans.

Hvem er du? Hvem er vi? Han er der.

Jeg mærker ham. Trygheden. En form for sikkerhed. Magt.

Vi danser. Han er der.

På et tidspunkt skifter det. Han bliver opmærksom på noget andet. Distraheret. Afvisende.

Vi danser dette billede om og om igen. Hvad sker der i mødet.

Først er det positivt.

Så bliver det negativt.

Billedet er en dans i et indre parforhold. Eller et ydre. Det er ikke det vigtige. For det er et og det samme.

Muligheder opstår.

 Jeg mærker raseri. Vrede. Opdager at jeg ikke kan gøre noget for at holde hans opmærksomhed på mig. Jeg prøver. Men det virker ikke. Og jeg får lyst til at kæmpe. Med ham.

I et andet møde mærker jeg opgivelse. Og en massiv følelse af ikke at være noget. Nærmest ikke være til. En form for kollaps.

Igen og igen danser vi dette billede som er en del af runden af billeder.

Jeg danser ekstremerne. I mødet med det negativt mandlige.

Enten kæmper jeg.

Eller jeg kollapser.

Så danser jeg noget andet. Noget i mellem. Jeg er helt vågen. Jeg ser ham. Jeg ser hvor i ham han kommer fra. Jeg kan mærke hvordan det er at være ham. Og så åbner mit hjerte. Jeg mærker at han har brug for det kvindelige. Han har ikke brug for at jeg kollapser, eller at jeg slås.

Han har brug for den kvindelige visdom. Og også brug for at jeg ser at det skræmmer ham.

 Og jeg er hel der.

Uden mislyde.

 Sådan var det lige dér.

I det øjeblik.

 

Neel skriver;

”Kvinder, som har arbejdet med kroppen og dens rytmer og med den kvindelige kraft, ved, at der nødvendigvis må være en ikke fortrængt dyb grund af sanselighed, jordisk erfaring og viden om lidelse med i bagagen på sådan en rejse.

Det kvindelige kender godt til kærligheden, til altings foranderlige karakter og til kropslig og sjælelig smerte. Vemod, depression, følelse af ufrihed, tab og sorg har nok altid vægtet meget i kvinders liv.”

(…)

”Det kvindelige som vil lytte ind i en højere dimension, hæver sig ikke over depressionen for at transcendere den. Det kvindelige søger ned i rødderne, ned i mørket og jorden, og bliver der en tid. For at kunne gå op med forårets spirekraft skal det kvindelige være forbundet med det konstruktivt mandlige.”

 

OPSTIGNING

Det smelter sammen. På vejen op. Det feminine og maskuline i mig holder op med at være kønnet. Det opleves mere som egenskaber, kvaliteter, kompetencer som jeg har  til rådighed og kan balancere i mit liv.

For at kunne leve.

Polariteten er inde i mig.

Giver mig mulighed for at være og handle som den jeg er.

Giver liv.

Som måske er liv.

 Det er et mysterium, og jeg slipper det hele. Slipper alle billederne.

 Jeg går derfra med en vished om at uskyld ikke er noget der kan mistes.

 For vi gentager hele tiden. Men dybere og dybere.

Kroppen integrerer som erfaring og viden.

 Visdom.

 Men selve princippet er cyklisk.

 Læringen er spiralformet.

 

 

Tak for dansen til Maria og alle kvinderne i gruppen.

For det hele…

Humor. Vedholdenhed. Leg. Alvor. Smerte. Glæde. Sang. Skrig. Tårer. Krop. Møder. Rytme. Musik. Udmattelse. Styrke. Sanselighed. Dans. Latter. Inanna. Arketyper. Heling. Skønhed. Liv. Visdom. Generthed. Fylde. Død. Råd. Elskov. Kamp. Trommer. Fødder. Regler. Gentagelse. Himmel. Jord. Kraft. Farver. Inspiration. Næring. Sammenhold. Blødhed. Hænder. Omfavnelser. Champagne. Kreativitet.

 

Foto: Charlotte Toft


Cand.pæd i didaktik, billedkunstner, underviser og projektleder.

Kirsten er udøvende billedkunstner og har dans og vandring som bevægelsespraksis. Hun arbejder med projekter og undervisning der inddrager kroppen og en kreativ kunstnerisk praksis. Fokus er på udtryk, og på hvordan det er muligt at italesætte, kropsliggøre og i billedskabende processer at arbejde med vores indre verden. Hun er del af Kontemplations faste team.

Efterlad en kommentar