Du kan lytte til dette indlæg som en blogcast her. Det er indtalt af Morten Winkler (04:31)

I 2020 læste jeg Shahrnush Parsipurs bog Kvinder uden mænd og skrev en omtale af bogen her på Kontemplations blog.

Shahrnush Parsipur har været en pioner for kvindelige forfatteres muligheder for at få deres arbejde udgivet, og det har skabt mange problemer for hende. Mens hun levede i Iran, sad hun fire gange fængslet over flere år. Hun har siden 1996 levet i eksil i USA. 

Hendes bøger handler om kvinders seksualitet og vilkår, og adresserer også den voksende ulighed mellem rig og fattig i det iranske samfund. Temaer som forfatteren har udtalt hun føler en forpligtigelse til at skrive om. Kvindelige forfattere i dag er ikke længere en minoritet, og både mandlige og kvindelige iranske eksilforfattere er i gang med at skabe en ny type litteratur udenfor Iran.

Lige nu er kvinder og mænd ude på gaderne i Iran og kæmper for basale frihedsrettigheder. Da jeg første gang så billeder i medierne af kvinder der på gaden, med fare for deres liv, klipper deres hår af, gik mine tanker gik til Shahrnush Parsipur, hendes forfatterskab, og den pris hun har betalt for at bruge sin stemme. 

Da jeg læste Kvinder uden mænd krøb den ind under huden på mig. I bogen optræder en kvinde der planter sig selv som et træ og derefter bliver vandet med brystmælk. Træet bliver til frø, og frøene spredes for alle vinde. En gartner har passet træet sammen med Munes som er en anden kvinde i bogen. 

Jeg tænker ofte på denne passage i bogen. 

”Da træet nu ikke er mere, og der ikke er brug for at passe det, siger gartneren til Munes;

”Nu er det på tide, at du tager afsted og bliver til et menneske.”

”Jeg vil gerne blive til lys. Hvordan bliver man til lys?”

”Det gør man ved at erkende mørkets væsen. Du forstår ligesom andre jævne mennesker ikke betydningen af at være hel. Jeg siger til dig, gå hen og lær mørkets væsen, det er kernen. Bliv ikke til lys, for det er en ensrettet vej. Se på din ven, hun ville være et træ, og det blev hun. Det var ikke så svært, som hun troede, men menneske blev hun ikke. Nu kan hun begynde rejsen på ny, måske kan hun igen om milliarder af år blive til et lille menneske. Det siger jeg dig, gå ud og søg i mørket, i begyndelsen, i dybden, i afgrunden, og når du når til den dybeste afgrund, finder du til sidst lyset mellem dine hænder, lige ved siden af dig selv. Det er sådan, man bliver til et menneske. Tag afsted og bliv menneske!”

”Munes drejede en gang rundt om sig selv og fløj øjeblikkeligt op mod himlen. Hun blev båret frem af en sort vind. Det tog kun nogle sekunder, før hun var i en ørken, en uendelig ørken.

I syv år gik hun gennem syv ørkener. Hun var træt og udmagret og havde ikke flere ønsker tilbage. Hun var fuld af erfaringer. Det var alt.

Efter syv år nåede hun frem til en by. Hun tog et bad, tog rent tøj på, og så gik hun ud og blev en helt almindelig skolelærer.”

For mig er dette en beskrivelse af en rejse hvor den rejsende møder mørket, og vejen mod at balancere lys og mørke i sig selv beskrives som den måde hvormed man kan blive til et menneske. Ved denne balance fremkaldes hvad jeg opfatter som vores iboende menneskelighed, og det gjorde dybt indtryk på mig. Det mere end antydes at den rejse kan føre til en længsel efter almindelighed og har retning mod en form for fred som vi inderst inde alle længes imod.  

I flere lande klipper kvinder deres hår af i solidaritet med kvinderne i Iran. Møder kvinderne mørket for os alle sammen lige nu? Som et billede på at vi alle dybest set er i samme båd? At vi alle må rejse igennem mørket for at blive menneskelige mennesker?

Kan jeg overhovedet sige noget om dette når jeg sidder i Danmark og kan færdes frit omkring? Iran er langt væk. Men kvinderne i Iran føles ikke langt væk for mig, og i mit hjerte kan jeg mærke hvor presset man må være for at det kan opleves som en handlemulighed at gå på gaden og klippe sit hår af. Kan vi ikke alle mærke det?

Læs omtale af bogen her:

ET MAGISK UNIVERS