Jeg har været i Zoologisk Have i København én enkelt gang. Det var en augustdag for fem år siden. Et enkelt minde fra dette besøg stikker i ny og næ hovedet frem: Den mægtige isbjørn, som vi så gennem glasvæggen.

Børnene havde allerede flere gange spurgt, hvornår vi skulle gå videre, men vi voksne insisterer på at blive stående og kigge på den imponerende krop, der svømmer forbi foran os. Så majestætisk. Så stor, elegant og farlig. Jeg kommer i tanke om mørket og lyset i figuren Lorek, isbjørnen fra filmen Det gyldne kompas.

Fascinationen og mørket bliver tydeligere, som vi står og betragter dyret. Jeg begynder at lægge mærke til, at isbjørnen hele tiden roterer i sit bækken, den samme lille bevægelse. Igen og igen. Det som vist nok kaldes monotoniadfærd.

Tanker om isbjørnens isolation vælder op i mig. Jeg ser de klare tegn på fangenskab. Erkendelsen forskrækker mig. Medfølelsen med dyret bliver uoverskuelig, halsen lukker. Det er så smertefuldt at være ansvarlig som menneske. Også fordi jeg nyder at se på isbjørnen uden den naturlige afstand – uden for dens egentlige naturlige habitat, dens egentlige hjem med dets umålelige bredde og dybde.

At møde et andet væsen, betyder at “se” hinanden, at erkende mere af det lyse og mere af det mørke. Det betyder at se mere af den andens helhed. At mærke hvad den anden føler, lytte til hvad den anden egentlig har brug for, også hvis det er smertefuldt, og uden der er en “løsning” i sigte. At mærke hvad man selv føler, hvem man selv er. Det mørke og det lyse, at se mere af sin egen helhed. At føle og at lytte til hvad man selv har brug for.

Vi erkender i intense relationer både mere af den andens og vores egen virkelighed.

I årene efter vender mindet om isbjørnen nogle gange tilbage, og jeg mærker fortsat følelsen af smerten og fortvivlelsen i kroppen.

Pludseligt kommer jeg i tanker om et af mine yndlingsdigte: Et digt af Rainer Maria Rilke som handler om en panter, som er bag tremmer, og som mister sig selv på grund af fangenskabet. Jeg læser teksten igen, imens jeg skriver. Jeg trækker vejret. Igen og igen. Og endnu en gang. Digtet har for mig altid rummet en intens blanding af skønhed og smerte, fortvivlelse og håb. Ordene hjælper mig med at falde til ro. Der er en styrke i panteren, der gemmer sig i dens øjne.
Den kan befries, den kan leve, hvis den får lov. Også jeg kan det. Kan jeg finde modet til at vise det i glimt? Vise lidt mere af den, jeg er? Tør jeg? – tør du?

 

---

Til dem som gerne vil læse digtet er det herunder først i Thorkild Bjørnvigs oversættelse og derefter i originalen:

 

PANTEREN
I Jardin des plantes, Paris

Så træt er blikket blevet af sin færden
langs gitret, at det slipper alt og glemmer.
Der er som gaves der kun tusind tremmer
og bag ved tusind tremmer ingen verden.

De smidigt stærke skridt, som blødt og tungt
i allermindste kreds ensformigt går,
er som en dans af kraft omkring et punkt,
hvori en vældig vilje sløvet står.

Kun når den standser foran sine tremmer,
og løfter fra pupillens ring et slør,
går lydløst gennem anspændt stille lemmer
et billed ind i hjertet, hvor det dør.

– Rilke

 

Og på originalsproget:

 

DER PANTHER
IM JARDIN DES PLANTES, PARIS

Sein Blick ist vom Vorübergehn der Stäbe
so müd geworden, daß er nichts mehr hält.
Ihm ist, als ob es tausend Stäbe gäbe
und hinter tausend Stäben keine Welt.

Der weiche Gang geschmeidig starker Schritte,
der sich im allerkleinsten Kreise dreht,
ist wie ein Tanz von Kraft um eine Mitte,
in der betäubt ein großer Wille steht.

Nur manchmal schiebt der Vorhang der Pupille
sich lautlos auf –. Dann geht ein Bild hinein,
geht durch der Glieder angespannte Stille –
und hört im Herzen auf zu sein.

 

– Rainer Maria Rilke

 

Foto: Peter Neumann/ Unsplash. Layout: Charlotte Toft