JANUARPRAKSIS – BREATHE WITH ME

af Hanneli Ågotsdatter | | 16. januar 2021

Kære venner og bekendte af Kontemplation

Vi er midtvejs i januar og dermed også midtvejs i projekt JANUARPRAKSIS. Hvor vi hver dag opdaterer vores praksisbibliotek med en ny meditation eller yogasession.

Indtil nu har vi lagt lydfiler og videoer ud med Peter Høeg, Martin Guldberg, Celinah Malue Jakobsen, Hanne Linde og mig selv.
Nogle af guidningerne er til enklere, mere introducerende øvelser, andre er længere meditationer optaget under vores retreats og adresserende lidt dybere aspekter af praksis. Andre igen er yogasessioner møntet direkte på kroppen. En enkel af guidningerne er rettet til børn og unge.

I dag, lørdag, har vi den glæde at lægge en meditation med kunstneren Jeppe Hein ud. Han tager os med på en rejse ind i farvernes, åndedrættets og nærværets verden. Ind det sted hvor leg, kreativitet og meditation danser med hinanden.

Baggrunden for denne meditation med pensel, papir og farve er Jeppes kunstprojekt BREATHE WITH ME som du blandt andet kan læse om på Kontemplations blog. Ud af denne strøm har han til JANUARPRAKSIS kreeret to meditationer.
Så find papir, farve og pensel (eller en tusch) frem og mød ellers op som du er – og lad os trække vejret sammen med Jeppe. BREATHE!

Der kommer også en tid efter januar.
Den 2. februar begynder vi i Kontemplation et online forløb på fire sessioner over fire uger om DRØMME OG MEDITATION.
Dette er første gang vi tager arbejdet med drømmeforståelse op udenfor retreats og længere kurser. Men sådan er coronavirkeligheden: The Practice Must Go On. Eller måske snarere can go on. For digitaliseringen har jo gjort det muligt for os at mødes og udveksle og praktisere sammen selv om samfundet er lukket ned.

Søndag den 28. februar inviterer vi til en FORDYBELSESDAG – som jo selvfølgelig så også er online.

Liv og åndedræt hører sammen. I flere af de store skabelsesmyter opstår mennesket ved at det guddommelige ånder liv i det døde stof.
Invitationen BREATHE WITH ME er ikke kun en indbydelse til at lege. Det er også en vej til helt enkelt at mærke at du lever.

Med ønsker om en god weekend her fra os i Kontemplation.

På vegne af teamet,

Hanneli Ågotsdatter