JANUARPRAKSIS – NÆRVÆR I EN TURBULENT TID

af Hanneli Ågotsdatter | | 10. januar 2021

Daniel januarpraksis

Kære venner og bekendte af Kontemplation

Vi er nu kommet en uge ind i 2021.
Og hvilken uge!
Coronarestriktionerne er strammet. En mutation er på vej. Den amerikanske kongres er blevet stormet. På den hjemlige politiske scene er der turbulens. Voldsomme bevægelser i balancen mellem mænd og kvinder.

Som enkeltpersoner er vi små op mod disse bølgebevægelser. Men har vi ikke altid mulighed for at få en vis indflydelse på vores nærmiljø? Og på os selv?
I Kontemplation har vi påbegyndt et MBSR-forløb som på grund af restriktionerne for første gang er online.
Denne weekend afvikler vi vores tilbagevendende teamdage delvist online.
Sådan er verden nu. Vi mødes på skærmen. Som aldrig bliver det samme som at ses i virkeligheden, live. Men som er et brugbart – og nødvendigt – alternativ i denne tid.

Den ydre uro trækker os ud af os selv. Ud mod omverdensbegivenhedernes turbulens. Med de strengere restriktioner føres og presses mange af os ind mod mere alenetid. På godt og ondt.
Ensomheden kan være en udfordring. Muligheden for en pause, for ro og måske indadgående praksis kan være af det gode.

For at prøve at støtte balancen mellem udadgående og indadgående opmærksomhed er vi i Kontemplations team gået sammen om at skabe projekt JANUARPRAKSIS hvor vi hver dag lægger en guidet meditation ud på vores praksisbibliotek.

Vi har nu nået den tiende dag, og du vil nu kunne finde ti guidede kontemplative invitationer i biblioteket.
Disse invitationer er til fri afbenyttelse, det er hensigten at du skal kunne lytte til dem når det måtte passe ind i din dag og din rytme.
Her er et link til den første i rækken, Femkantens landskab, en guidet meditation udført i samarbejde med musikeren og komponisten Torben Westergaard og filmskaberen Leena Henningsen.

Dagens meditation er guidet af Peter Høeg og har titlen ’Opmærksomhedens mirakel.’

Hvis du vil følge med på vores januarrejse, lægger vi hver morgen dagens meditation, kropsskanning eller yogasekvens ud på vores hjemmeside.
Ønsker du at modtage en notifikation, er du mere end velkommen til at følge os på Facebook og Instagram som vi dagligt opdaterer med dagens JANUARPRAKSIS.

Vi ønsker dig en rigtig god søndag og en god praksisuge.

Hjertelige hilsner,

på vegne af Kontemplations team

Hanneli Ågotsdatter

 

Illustration: Daniel Sebastian Høeg