Jeg er natur
af Kristin Koll | GAIA | 6. april 2023
Blåbergdalen var denne novemberdag dækket med et florlet hvidt klæde – en transparent stilhed som omfavnede landskabet som et lydlyst ‘hysj!’ til de omkring og over mig bølgende fjelde.
Du véd, en sne som ingenting vejer og som trækker sig sky tilbage ved berøring. Som lægger sig lige så venligt i myruldens silketråde som på birkens tyndelse grene – og som hellere end at holde fast giver slip med et drys af stjerner som blinker i solen. Som for at nærme sig vinteren med varsomhed, lander denne sne spørgende på den vinterbrune jord, smelter i armene på markernes restvarme og overgiver sig selv ind i elvens vilje til at holde sig flydende. Sådan en sne.
Som jeg kan mærke i mig selv. Den væren som er tilbage inde i mig når jeg har sluppet tankerne om hvor jeg kommer fra, og hvor jeg skal hen. Let, søgende, undrende. Ikke-insisterende. Ganske ung, fersk – samtidig med at den føles tidsløs. Som om alt er, hele tiden.
Det kan også mærkes som en generthed og en intens væren, samtidigt. En generthed hvis jeg skulle støde på mennesker. En væren som om det sted inde i mig er mere natur end menneske. På én gang lige lyttende og ikkelyttende.
Når dette natur-jeg breder sig i mig, føles den rest som er hende jeg kalder mig, lige så flortynd og retningsløs som nysneen.
Ikke retningsløs som i bevidstløs. Men retningsløs som i en ikke på forhånd bestemt retning.
En retning som bestemmes af tiltrækning – til hvad som kan gemme sig bag en sten, til hvordan det vil mærkes at ligge på mosejorden derhenne – eller hvordan intensiteten ved at klatre op et sted for at finde ud af om den stoiske ravn vil flyve eller blive til sten når jeg nærmer mig.
Retningsdrevet af det åbne, lidt flirtende blik fra birkeskoven som trækker mig ind til dig med en antydning af sti. Hvad kan befinde sig dér? Er det en dyreveksel? Bevæger mig opover og indad. I skoven og i mig. Vore skridt – nøgne i sansende, lyttende landskab som åbner sig i landskab og bortvisker årstal og tid og mig.
Mærker alt på én gang og bakser med følelsen af at ville noget. Hvor længe kan jeg bare være? Opmærksomheden strejfes af en tanke – hvad hvis nogen kommer og ser mig? Jeg véd jeg kan tage mig sammen, men gør det ikke. Jeg står helt stille. Ånder sammen med alt og mærker sam-livet med alt levende. Vi som lever side om side, hvirvlende i hverandres rødder, åndedræt, hinandens bankende hjerter. Vi er – natur.
I dette er alt som det skal være. Der er ingenting der skal ændres.
Blåt rum af stillhed mellem spredte tanker. Alt det jer er, dækket af et flortyndt klæde af stilhed – som et lydløst ‘hysj!’ til det som skal komme og har været.
Hvad er jeg om ikke natur?
Jeg vender tilbage til fødderne og får svar fra jorden, fra vinden som drejer, solen som reflekteres mellem stammerne, i sneen, dråberne, øjenvipperne og som til sidst kysser mig blødt; tak for i dag.
Foto: Kristin Koll
Grundlægger og leder af Aldente og af Tipi Innovation som begge samskaber engagerende kommunikation, kreative koncepter og/eller cirkulædre løsninger for de som vil ivaretage ressourcerne for nutiden og for de som kommer efter os.
Kristin er initiativtager af Viddepraksis.no.
Hun har mastertraining i Social Presencing Theatre, er dybt dedikeret til natur og engageret i sammenhængen mellem ydre og indre natur.