BLOGCAST: Dette indlæg er indtalt af forfatteren. Du kan lytte til bloggen her (7:24):

 

---

 

Jeg er ikke jeg

Jeg er ham

Som jeg ikke ser gå ved siden af mig

Som det undertiden lykkes mig at besøge

Og som jeg andre gange glemmer

Som forbliver rolig og stille når jeg taler

Og som mildt tilgiver når jeg hader

Som færdes hvor jeg ikke er

Og som vil forblive stående oprejst når jeg dør

 

Disse ord af den spanske digter Juan Ramón Jimenez kan jeg læse om og om igen.
Som en meditation.
En bevægelse ind af en portal som poesien kan åbne.
Inspireret af ordene der berører, åbner. Der samtidig kalder på det ukendte; på at slippe ordene, det kendte.
Som om passagen gennem portalen består af to ligelige dele: Hengivelsen til sproget og afkaldet på sproget.
Hengivelsen som det første uomgængelige trin for overhovedet at opdage at portalen findes. Indvendig.
Afkaldet eller slippet som er nødvendigt for at komme igennem til landskabet på portalens anden side.
For at kunne være der – eller her – et øjeblik.
Eller længere.

Juan Ramón Jimenez (1881 – 1958) fortalte i et interview at han i midt 40erne gennemgik en kreativ og eksistentiel krise, en oplevelse af at miste forbindelsen til kreativitetens kilde. Af ikke længere at kunne skabe noget værdifuldt, af at miste dybde og nærhed i sine relationer. Det eneste der virkede meningsfyldt for ham, var at holde en pause. At rejse bort. En indre nødvendighed af at søge tilflugt i naturen. For at kunne møde sig selv og livet dybere. Denne impuls bragte ham til Pyrenæerne hvor han opholdt sig alene i retreat i tre måneder.

Om sit tidlige virke og forfatterskab fortæller Jimenez at han søgte eksistensens dybere mening indenfor sprogets rammer, men med en lidelsesfyldt fornemmelse af at den inderste essens alligevel ikke var at finde dér.

”Indre poesi undviger ord”, siger han. ”Når man ønsker at udtrykke noget dybtgående, er sproget en begrænsning. Litteraturkunst er en vedvarende lidelse for digteren; vi betvivler ordenes nøjagtighed, deres evne til at udtrykke det, vi dybest set føler og er. Vi stræber efter at finde den spirituelle mening, den indre essens. ”

Når vi læser dette udsagn, og holder det op mod de digte der udkom efter hans ophold i Pyrenæerne, lader det til at Jimenez alligevel kom noget nærmere essensen dér oppe i bjergene.

Da han vendte tilbage fra retreatet, skrev han digtsamlingen 300 poemas. Værket han i 1956 modtog Nobelprisen i litteratur for.
Denne samling åbner med hans daglige bøn i retreatet, digtet I am not I.
På Jimenez eget sprog: Yo no soy yo.

 

I am not I.

I am this one

walking beside me whom I do not see,

whom at times I manage to visit,

and whom at other times I forget;

who remains calm and silent while I talk,

and forgives, gently, when I hate,

who walks where I am not,

who will remain standing when I die.

 

Og på originalsproget:

 

Yo no soy yo.

Soy este

que va a mi lado sin yo verlo,

que, a veces, voy a ver,

y que, a veces olvido.

El que calla, sereno, cuando hablo,

el que perdona, dulce, cuando odio,

el que pasea por donde no estoy,

el que quedará en pie cuando yo muera.

 

I de fleste kontemplative traditioner afsluttes et retreat rituelt med det vi kalder videregivelse. Tanken bag dette er at sikre at ens praksis og egen-fordybelse også kommer andre mennesker til gode. Vi formulerer derfor en intention eller en konkret handling vi vil udføre for en anden når vi vender tilbage til dagligdagen.

Når jeg læser Jimenez digte fra tiden efter hans fordybelse i Pyrenæerne, er det som at få del i en videregivelse der hundrede år senere bliver ved med at berøre hjertet og inspirere til vejen indad.

Som nærer en taknemmelighed overfor hans vedholdende forsøg på at beskrive essensen hvis natur, ifølge ham selv og de store lærere, netop er hinsides sproget. Og derfor i sin natur ubeskrivelig indenfor sprogets konstruktion.

Forsøget bliver her i sig selv en invitation til at hengive sig ind i rummet mellem ordene, mellem linjerne, og tillade at de litterære strukturer igen og igen opløses.

For at mærke et øjebliks åbenhed.

 

 

Digtet er oversat til engelsk af Robert Bly. Til dansk af Peter Høeg.

 

---

 

Hanneli Ågotsdatter
Cand.arch., psykoterapeut og meditationslærer.
Hanneli etablerede Kontemplation i 2010 og er platformens daglige leder.
Hun er tilknyttet Center for Systems Awareness i Boston og leder den kontemplative del af centerets uddannelsesprogram.
Sammen med Martijn van Beek er hun ansvarlig for Mind&Life Europes internationale retreats for unge forskere.
Hun er en del af Foreningen Børns Livskundskab.
Hanneli er fast underviser på Vækstcenteret og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.
Hun lever i en vekselvirkning mellem familieliv, et udadvendt arbejdsliv og tilbagetrækning i længerevarende retreats.