Når jeg cirka to gange om året flyver ind over Victoriasøen, og flyveren lægger an til landing i Entebbe, så jubler mit hjerte altid skørt og rørt over at se jorden og landet igen.

Vores familie boede syv år i Uganda, og her bor mange mennesker, som jeg holder af. Men er der også noget særligt med selve jorden og tiden? Synet af den okkerrøde jord; den oceanstore sø, som er Nilens kilde; træernes intense grønne farve – ”Det ligner kogt broccoli” sagde vores femårige engang. Måden folk skynder sig virkelig langsomt på, og tit kommer for sent. Men når de er til stede, så fylder de til gengæld tiden og NU’et helt ud, og bliver ved længe. African time– ret vidunderlig og mega-irriterende, hvis man synes man har travlt.
I Danmark synes vi altid at være travle og forhastede. Lave aftaler, planlægge, ordne, skynde sig, videre, videre, videre. Er det accellerationssamfundets tilskyndelse til vækst, som kryber ind i os? Vi løber hurtigere og hurtigere for at opretholde status quo. Og vi tror jo, det er nødvendigt.

Efter timer i flyveren i de højere luftlag, hvor oppefra man kan se Nilen trække en blå stribe omgivet af grønt ned gennem Sahara, og jeg har bildt mig ind at kunne ane klodens krumning, er jeg blevet småhøj af skønhed. Så er det godt at lande, komme ned på jordens overflade igen og nu på det afrikanske kæmpekontinent.
Den tunge fugtige varme og duft af jord og frugtbarhed, der slår os i møde, når flyverdøren åbnes. Kvinden i uniform ved visaskranken siger ”Welcome Madam” og klukler, når jeg svarer på Luganda. Hendes kluk kommer dybt nede fra maven, og hun tager sig god tid til at sætte sit stempel. Kom nu! Mit sind er utålmodigt, mine tanker er allerede henne ved min kuffert. Men her er rytmen langsom, det er den fyldige dame i uniform der bestemmer nu, og jeg mærker det ind i cellerne, ned i fødderne. Overgiver mig. Tiden går roligt, hjertet banker endnu, ligesom jorden, der ubesværet drejer om sin akse. Det er jordtid.

Min ven Lokwang henter mig i sin bil, lyser op med sit hvide smil og siger ’Lotta, this is home’. Bilen lugter harsk af mange års sved, men vi holder vinduerne lukkede gennem Kampalas bilos. Lokwang fortæller om høsten: ”The land was generous this year”. Som om det er vores alles høst, og jorden er en kraft, vi er i en udveksling med.
”Come and we share food” siger hans kone Nakiru med et blødt knus, da vi når frem til deres gule hus i bjergene efter spisetid. Børnene er stadig vågne, kravler rundt på mig og spørger til familien i Danmark. Mine skuldre synker på plads, hjertet smelter, maven bliver blød, tyngdepunktet bliver lavere. Det er jordtid.

Vi snakker om alle de ting, der forandrer sig i Uganda. Blandt andet er der nye love, som gør det lettere for kvinder at eje jord. Men det med at ’eje jord’ er jo en egentlig en bizar idé. Lokwang fortæller, at ordene for jordejer på flere ugandiske sprog betyder noget i retning af ’dem, der bruger jorden, dem, der passer på jorden, drager omsorg for den’. Og ’dem’ i flertal fordi mere end 80 % af jorden i Uganda tilhører grupper, som klaner og familier, ikke individer.

Men det kollektive system kan godt skabe konflikter, når en ung for eksempel ønsker at sælge et stykke jord, fordi vedkommende måske hellere vil have en motorcykel. Så minder de ældre om, at fra deres perspektiv kan man ikke eje og sælge jorden; man har den kun til låns fra forfædrene. Man kan kun holde hævd på den jord, man faktisk dyrker, man kan ikke sætte sig på jord, som man ikke har brug for. Det engelske begreb for systemet er entrustment – man har adgang til jord via tillid. Altså: man har lov til at bruge jorden under forudsætning af, at man giver den videre i samme forståelse til de næste generationer. Det er jo en god ide.

Nakiru sætter sin tekop i bordet med et skarpt smæld og minder os om, før vi bliver for nostalgiske, at ifølge traditionen har dette kun været gældende for mænd: sønner fik jorden i tillid af deres far og gav jorden videre til deres sønner. ”Lotte, vågn op!” tænker jeg, nu er vi igen kommet til at se på jorden fra et androcentrisk – mændenes – perspektiv. Kvinder havde kun adgang til jord via deres ægtemænd, og kvinder kunne ikke eje og arve jord. Det forsøger jordlovene at ændre på. En ny tid for jorden og kvinderne er på vej.

Vi diskuterer til ud på aftenen. Hvad mon alt dette mon kommer til at betyde i fremtiden for relationer mellem køn, generationer og for jorden selv? Jeg fortæller om Danmark, hvor næsten al jord er dyrket, delt op og ejet af individer. Men strandene i Danmark er stadig alles. Dem kan man ikke eje, ikke sætte hegn op på og skrive ’privat’. Her har alle adgang.

Børnene er faldet i søvn og bliver puttet. Vi går udenfor under stjernehimlen, fornemmer det svimlende rum deroppe, hvor jeg fløj for lidt siden, og mærker den røde jord under fødderne. Den er stadig varm fra dagens sol, som kloden nu drejer væk fra. Der bliver længere mellem tankerne.

Et øjeblik er det som om tiden står stille og dirrer. Som om vi tre er én krop, forbundet med jorden og rummet. Det er lige NU!
Så er momentet forbi og vi siger godnat. Jeg vil prøve at huske det NU når jeg igen ræser rundt derhjemme.

Luftfoto fra Victoriasøen: Lotte Meinert