Det er mange år siden nu. Men mindet står klart i mit hjerte. Mindet om at vågne i rensdyrskindsteltet midt i den Sibiriske tundra. Duften af rensdyr og røg der rammer min næse. Kulden der omgiver ansigtet. At stå op som den første. Tænde op i brændeovnen og varme vand til te. Genopvarme suppen fra dagen før. En suppe bestående af vand, rensdyrkød, en lille smule ris og salt. At mærke de andre vågne på hver deres måde. Nogle med lyde. Andre med kropsbevægelser. Varmen fra brændeovnen har bredt sig i vores lille hjem. Udenfor er sneen dyb, og det samme er mørket.
Det er december. I Vova Tankais rensdyrlejr tænker ingen på julen, ud over mig. Det er ikke en tradition der fejres blandt tjuktjerne.
Vi drikker te. Tankai nyder sin, man kan se det på ham. Det forekommer næsten synligt for øjet hvordan varmen og kraften fra teen breder sig til alle hans celler. ”Du drikker din te, og livslysten indfinder sig igen”, siger Tankai. Han er egentlig pensionist, selvom han stadig er under 50. Man ældes hurtigt her. Men det afholder ham ikke fra at arbejde videre. Det er i øvrigt ikke et arbejde, siger han. Det er hans liv, livet med rensdyrene.

Det er specielt at tilbringe julemåneden i dette hvide, vidtrækkende, vinterlandskab, omgivet af rensdyr. To symboler der er så tæt forbundet med julen. Sneen og rensdyret. Myter i Sibirien og Mongoliet forbinder rensdyret med sjælerejser til solen. Helt tilfældigt er det nok ikke at julen, som jo oprindeligt i norden var en lysfest, i dag er forbundet med flyvende rensdyr.

I Tankais lejr handler måneden om i fællesskab at passe på rensdyrene og hinanden. Dagene har en særlig langsomhed over sig. Floden er dybfrossen. Det samme er rensdyrkødet. Det tager tid at hugge is til vand. Og at tilberede mad. Rensdyrene bevæger sig heller ikke meget. De sparer på energien. Der er ikke meget føde for dem at finde.

Vores overlevelse beror helt og aldeles på rensdyrenes liv. Vores bolig er deres skind. Det samme er vores tøj. Og vores kroppe ernærer sig primært af rensdyrkød. Det åbner hjertet i taknemmelighed til disse smukke, intelligente dyr.
Og så er vi afhængige af hinanden. Alene ville det være nærved, hvis ikke komplet, umuligt, at overleve her. Måske er det dét der gør at jeg’et på en måde opleves tyndere her. Det handler ikke om mig. Eller om nogen anden. Det handler om os. Bliver én syg er hele gruppen i fare.

Det var nogle særlige julenætter dér. At gå ud i den altomsluttende stilhed, mærke vidden og mørket. Det er ikke lutter lagkage at bo dér. Det er hårdt for kroppen. Røgen er hård ved lunger og øjne. Alene det at tisse er en udfordring. Men der er noget ved mørket, kulden og vidden der gør det særlig let at mærke den gensidige forbundethed.

Hvor vi som danskere – måske – har indrettet os så vi ikke af vores livsform umiddelbart støttes i at mærke dybere samhørighed.
Og så alligevel. Medfølelse og samhørighed er vel også overskudsfænomener?
Og er vi ikke gennem globaliseringen og den dertil hørende teknologi mere bevidste om hele menneskehedens forbundethed end nogensinde før?
Når vi læser at 1,7 millioner børn på Afrikas Horn er så underernærede at de risikerer at dø som følge af den værste tørke i 40 år, er det da ikke vanskeligt at undgå at mærke hjertet? Og klimakrisen, coronakrisen og nu krigen i Europa udpeger de ikke, på ubønhørlig vis, vi menneskers forbundethed og ansvar med og overfor hinanden?

Man behøver dybest set ikke rejse længere væk end til sit eget hjerte for at mærke julens empati. Og det prøvede jeg at gøre i dag under de sidste juleindkøb. Før jeg huskede det, blev jeg næsten svimmel. Af alle menneskene, og af overforbruget. Men med opmærksomheden i hjertet lagde jeg mærke til noget andet. Jeg så en mand i boghandlen der omhyggeligt fordybede sig i den ene bogbagside efter den anden for at finde den helt rigtige gave til én. Jeg syntes jeg kunne fornemme hans hjertes ønske om at bringe glæde. Og jeg lagde mærke til den storesøster som tog sin lillebror i hånden og med julelys i øjnene pegede op mod loftets smukke dekorationer for at dele glæden med ham.

Det lys som blandt mennesker, dyr og landskab hos tjukterne brænder i mørket, og i hjerterne, vokser ud af samhørigheden.
Véd vi det ikke godt? Er det ikke umiddelbart til at mærke lige her hvor vi befinder os? At vi alle sammen er forbundne?
For mig er det allermest dét, julen handler om: At mærke hjerternes lys – oplevet gennem det bliver vores forbundethed klokkeklar.