KÆRLIGHED OG SORG

af Lasse Dümke | | 20. marts 2021

Lasse og blomsterne

BLOGCAST: Dette indlæg er indtalt af Morten Winkler. Du kan lytte til bloggen her (06:34):

 

En smal sti snor sig op ad bjergsiden. Nogle steder helt eller delvist overgroet af Hedychium gardnerianum, fakkelplanten. En plante der er invasiv på Azorerne. Jeg har gået ad denne sti mange gange mens jeg har været her. Hver gang med samme formål. Jeg skal hente vand fra en bjergkilde. Ofte har jeg brugt samme mulighed for også at tage et bad i kilden. Vejen er et par kilometer, stejl og krævende med 30 liter vand med på tilbagevejen. Jeg har nu gået denne vej for sidste gang.

For en måned siden ankom jeg på øen. Her blev jeg konfronteret af en kendt følelse. En lignende stemning havde meldt sin ankomst på en tur til de norske fjelde nogle år forinden. Følelsen af at være alene ude og rejse. Kun med en rygsæk. Et nyt sted. Med nye mennesker. Det er en oplevelse af at være nøgen for verden. For mig har det ledt til mange åbne møder.

Tilstedeværelsen vil ikke være alene. Den søger naturligt mødet med mennesker. Og man sætter sin lid til dem man møder. For ikke at være alene. Og for at dele denne specielle rejse.

Sådan mødte jeg Sofia. Åbent. Og hun mødte mig på samme måde. Man kunne se det på hende da jeg hentede hende i lufthavnen. Hun var vant til nomadelivet. Med hendes tasker og sin ukulele sad hun med et udtryk der var fuld af tillid. Det var bare tre dage efter min egen ankomst.

Sofia og jeg var begge på Azorerne for at lave frivilligt arbejde hos værten Elias. Og fra lufthavnen fulgtes hun og jeg til busstoppestedet. Her ventede Elias på os. Og vi tog direkte mod hans lerhus i junglen.

Den aften sad vi alle tre og nød den stjerneklare himmel. Nærmest ingen luftforurening. Næsten ingen lyd. Udover de underlige klagelyde fra Azorernes nationalfugl, Cagarro’en. Der sad vi indtil Elias gik i seng. Så blev Sofia og jeg siddende lidt længere.

Tre dage senere rejste Elias pludseligt tilbage mod sit hus i byen. Så var vi alene i huset i junglen.

De første ti dage brugte vi sammen derude i lerhuset i vildnisset. Vi tilbragte næsten alle døgnets timer sammen. Senere tog vi ind til byen og boede i et lille hus sammen. Og sammen vandrede vi halvvejs rundt om øen. Lige siden den dag hun kom, var vi sammen stort set hele tiden.

Når man mødes i denne åbne, unge, eventyrlystne tilstand er der en følelse af ekstase. Som en forelskelse er det fortryllende. Og bag enhver fortryllelse gemmer sig virkeligheden.

Ekstasen normaliserede sig hurtigt. Ikke ind i doven rutine. Ind i et åbent nærvær. Måske var det fordi vi begge vidste af fortryllelsen.

Det var et meget dybt og intenst møde. Et møde vi begge var klar til. Et sted i livet hvor vi kunne mødes åbent. Og på samme tid reelt. Efter begyndelsens fortryllelse blev vi i åbenheden. Vi kunne udtrykke os for hinanden. Når det var legende let og – især – også når det var udfordrende. Vi kunne dele vores syn på livet.

Sofia har rejst meget. Boet et halvt år i Finland og to i Brasilien. Hun taler flydende portugisisk. “Mit hjem er der, hvor jeg er lige nu” har hun engang sagt til mig.

Nogle af hendes holdninger til livet havde min videnskabelige og mere skeptiske side svært ved. Og det mærkede hun. Hun præsenterede dem ofte. Hun udfordrede mig med dem. Det var vist lidt for at drille. Men også fordi hun kunne se den del i mig som er nysgerrig på det mystiske. På det ulogiske og irrationelle. Det i mit liv jeg ikke kan forklare med videnskab. Den side var hun god til at prikke til.

Lige fra starten har dette møde føltes som bestemt af skæbnen. To mennesker, en dreng og en pige, eller en mand og en kvinde. Begge 25 år med meget forskellige livssyn. På akkurat samme tid har vi valgt at tage ud midt i Atlanterhavet til samme vært på app’en Workaway. Et af de møder der bare føles rigtigt og uforklarlig. Et møde som også ville bringe en sorg.

Jeg har mærket trangen til at komme hjem under min rejse. Og jeg har mærket trangen til at give mig hen til den paradisiske tilstedeværelse på en meget ubekymret ø. En indre konflikt i min eksistens, som alligevel har en klar klang.

Kilden til svar på disse beslutninger i vores liv ligger måske uden for sprogets forståelse.

Vi vidste begge, Sofia og jeg, at vores møde var magisk og midlertidigt. Det vidste vi fra starten. Først var denne viden ordløst. Senere måtte vi tale om det.

På en måde føltes det også rigtig. Og da jeg sagde farvel en tidlig morgen oplevedes afskeden som virkelig rigtig. Jeg havde forberedt mig på denne situation. Forberedt mig på at være til stede også i afskeden. At byde sørgmodigheden velkommen. En viden af at sorgen er uundgåelig i afslutningen af så intense møder.

Jeg mærker at enhver glædelig følelse har sin sørgelige side. Sin sørgelige makker. Det er noget med at byde hele oplevelsen velkommen. At mærke bølgetoppen og bølgedalen samtidig. Det er meget svært. Det er svært ikke at holde fast.

Og så er det forbi. Sidste gåtur gennem den brostensbelagte gade. Minder om oplevelser fyldte mig. Sorgen over afskeden. Og en vis lethed kommer til stede.
En nysgerrighed tog sorgen i hånden. Nysgerrigheden over, hvad der nu gemmer sig derude.
Sådan sad jeg i den tidlige morgenbus med skoleeleverne fra byen.

Nu sidder jeg ved kysten i byen Santa Cruz. Fra lufthavnen hvor jeg først mødte Sofia, skal jeg nu flyve fra øen. Fra Azorerne. Jeg nyder den sidste solopgang med nogle måger og en kat der har besøgt mig, mens jeg har siddet stille på bænken. Oplevelserne fra tiden her på øen sidder som et ekko i kroppen. Nu er jeg alene for første gang længe. Der er solskin over havet og en følelse af regn i luften. Jeg tror jeg hopper i havet.

 

Blogindlægget er indlæst af Morten Winkler.


 

Lasse Dümke
læser biologi på Aarhus Universitet. Han har gennem en årrække været med som hjælper på Kontemplations kurser og retreats, sidst også som assisterende underviser.

Han har været optaget af meditation og nærværstræning siden teenageårene.

På vandreture i blandt andet Norge, Nepal og sidst på Azorerne har han eksperimenteret med at forene kærligheden til naturen, glæden ved bevægelse og meditativ praksis. Og han er optaget af både spændingen mellem naturvidenskab og bevidsthedstræning og de to områders mulighed for at befrugte hinanden.

 

Efterlad en kommentar