Menneskelivet er rundet af fortællinger.
Fortællinger om os selv, omverdenen og andre.
Med inspiration fra i mandags og Peters ord om disse fortællinger, vil jeg zoome ind på selvfortællingen.

Gennem mindfulnesstræning øver vi os i at lægge mærke til, at og når vi knyttes til en af vore fortællinger. Dernæst opdager vi måske, at vi selv kan vælge denne fortælling, fordi det blot er en fortælling, som i princippet kunne være anderledes fortalt. Opstår friheden ikke ved løsrivelsen fra fortællingen? Når man ikke er identisk med den længere, men opdager, iagttager og forholder sig neutralt til den? Og ved at give slip på selvfortællingen, titter noget andet måske frem – som kommer direkte fra hjertet.

At lytte er en kærlighedserklæring
Nogle gange kører fortællingerne om os selv på automatpilot. Det fandt jeg ud af i går. Vi skulle samtale med en partner om vores erfaringer med at lave kropsskanningen som ”hjemmearbejde” efter vores første mødegang. Vi skulle forsøge at lytte opmærksomt til vores partners fortælling med en indre forankring ved åndedrættet og hjerteområdet. Når vi lytter opmærksomt til hinanden er selve det en slags kærlighedserklæring. Fordi det for mig grundlæggende set handler om at se den anden og anerkende vedkommende. Og jeg har, siden jeg læste Løgstrup, aldrig kunnet glemme ordene fra den Etiske fordring, fordi de rammer så dybt og præcist:

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej (1956).

Den medfølende, venlige og ikke-dømmende selvfortælling
Og med visheden om dette ansvar og vigtigheden af, at jeg var til stede og virkelig lyttede til min partner, var det også en enorm selvkritik, der ramte mig, da jeg faktisk ikke hørte den centrale sætning i min partners fortælling. Fordi jeg var så optaget af en inspirerende idé til dette indlæg blandet med irritation over, at jeg af samme grund ej heller havde hørt de afsluttende sætninger i Peters fortælling. Om fortællinger.

Bagefter huskede jeg på Hannelis ord, da vi forinden havde snakket om selvkritik. Og ligesom det handler om kærlighed til hinanden gennem lytningen til hinandens fortællinger, så handler det i lige så høj grad om at give sig selv den kærlighed og være overbærende med sine egne distraktioner. Så jeg, måske næste gang, når jeg opdager, at jeg er distraheret i en samtale med en anden, ikke skælder mig selv ud, som automatpilot-fortællingen om mig selv ville gøre det, men netop bliver opmærksom på, at jeg kunne fortælle en mere kærlig fortælling om mig selv: en medfølende, venlig og ikke-dømmende.