KAMPSPORT OG PRAKSIS

af Jonathan Holkenov | | 17. februar 2023

 

Du kan lytte til dette indlæg som blogcast her. Det er indtalt af forfatteren (06.53):

 

 

 

[Brasiliansk Jiu-Jitsu, også kaldet BJJ, Submission Wrestling eller grappling, er en kampsport som kombinerer elementer fra blandt andet judo og brydning, men også tillader stranguleringer og ledmanipulationer – altså stopper man ikke når den ene part rammer gulvet, men fortsætter med gulvkamp til der er én, der giver op. Med andre ord er alt tilladt med undtagelse af slag, spark, feje tricks som bid og krads. Alle former for hjælpemidler og våben er naturligvis også forbudt.]

Klik her for at læse første del af Jonathans tekst: ‘Aggression og skyggen’


Kampsport

For mig er kampsport mange ting, et kontinent, en helt særlig dimension af udviklingsmuligheder, fysiske, psykiske, bevidsthedsmæssige. Det er blandt andet en mulighed for, under ansvarlige rammer, at arbejde med aggression. Har de fleste af os – måske os alle – ikke i sindet og kroppen spændinger som går langt tilbage?

Jeg husker en episode fra da jeg gik i omtrent tredje klasse i engelskundervisningen. Vi skulle tegne ting fra tavlen og skrive deres engelske navne ved siden af. Ret hurtigt fik jeg tegnet et hus, et træ og resten af tingene. Så kom lærerinden ned til mit bord. Hun fortalte mig, at jeg var for hurtigt færdig og skulle arbejde videre, men jeg insisterede på at jeg havde løst opgaven. Hun satte sig ned på knæ foran mit lille bord og beordrede mig til at kigge hende i øjnene. Da jeg nægtede, gentog hun kommandoen gentagne gange, indtil jeg, stadig med blikket nede i bordet, følte mig så presset at jeg slog hende på underarmen. Slaget var ikke hårdt, men hendes underarm svævede et lille stykke over bordet og lavede derfor et højt brag da den ramte ned i bordpladen.

Jeg blev sendt hjem fra skole i tre dage. Jeg husker hvordan min mor kørte mig ud i skoven, så jeg kunne råbe så højt jeg ville i frustration, og hvor rart det føles at få lov at brøle vreden ud af min lille krop.

Omkring ti år senere var jeg pædagogmedhjælper. Jeg overværede en dag en forælder tale meget ubehageligt og nedladende til sit barn, og jeg så tydeligt, hvor ked af det barnet blev. Jeg mærkede impulsen til at sige fra, til at fortælle denne forælder, at sådan taler vi ikke her. Men en følelse, som skulle komme igen mange gange i mine år som pædagogmedhjælper, lærervikar og klasselærer, forhindrede mig i at handle. En følelse af at aggression, selv i form af sund grænsesætning, er en overtrædelse – er farlig. 

Jeg har senere erfaret, at aggression, der hverken rettes udad eller indad, er ren energi. Jeg lærer nu gradvist at kontakte min aggression, når jeg har behov for det, til at grænsesætte mig i hverdagen for eksempel, men også til at præstere til træning såvel som til turneringer. Der er en energi i vreden. Hvis jeg fokuserer på kroppen, åndedrættet og de tekniske bevægelser, omdannes den ekstra energi til fokus, målrettethed og motivation.

Grapplingen er min mulighed for kanalisering, bearbejdelse af ubevidst indhold, som før var utilgængeligt for mig. Når jeg gennem min træning øger min evne til at forsvare mig selv, til at kæmpe, får jeg tillid og styrke til, at lade vreden tage form og behøver ikke at undertrykke den, fordi jeg gradvist stoler mere og mere på, at jeg kan rumme og håndtere den energi, der ligger i aggressionen.

 



Praksis

For nylig cyklede jeg hjem fra en forelæsning på universitetet, hvor jeg studerer sociologi. Det havde været en lang dag med en masse diskussioner om klimaet, kriminalitet og herunder om store vestlige koncerner, der udnytter folk i u-lande som billig arbejdskraft i giftige, forurenede miljøer. Særligt en tekst, der beskrev hvordan hundredevis af mennesker i Brasilien, inklusive spædbørn, var blevet brændt levende på grund af et olieudslip, der kunne have været undgået med normale sikkerhedsforanstaltninger, havde gjort indtryk på mig. Vreden var aktiv i mig, en impuls til at straffe de ansvarlige. Noget der naturligvis ligger langt udenfor både mit ansvarsområde såvel som min kapacitet. Men tankerne kørte, om al den lidelse der er på kloden, og mørket voksede. Pludselig var det, som om jeg kunne se direkte ind i mørket, i lidelsen. Og det var, som om den så tilbage. På mig.

Det var så intenst, at jeg måtte stige af cyklen, selvom jeg næsten var hjemme. Det var overvældende, og selvom jeg gjorde brug af både praksis og træning, sad oplevelsen i mig i flere dage. Først døgn senere var jeg i stand til at slippe tankerne; til at mærke, at den lidelse jeg selv oplevede i situationen, også var en funktion af mit perspektiv – min indstilling af modstand, manglende accept af tingenes tilstand, af det enormt voldsomme fænomen jeg var kommet i kontakt med.

Det var på måtten, badet i sved, mens jeg forsøgte at forhindre manden ovenpå mig i at få lukket sine arme om min hals, at dette gik op for mig; Jeg gør, hvad jeg kan, i min hverdag, i mit lillebitte hjørne af verden. Jeg gør mit bedste, og jeg gør, hvad jeg kan, for at mit bedste bliver bedre og bedre. Mere kan jeg ikke gøre. Med blandt andet meditation, kampsportstræning og kærlighed i værktøjsbæltet forsøger jeg at være, at leve og at tage de rigtige beslutninger. At indse dette vækker en tillid til, at jeg, såvel som vi, kan håndtere de udfordringer der kommer. Og da runden på måtten var slut, og jeg havde givet min makker hånden, havde jeg et øjeblik til at lukke øjnene, trække vejret. Se mørket og møde det uden frygt. Observerende, neutralt. Spørgende, nysgerrigt. Roligt slippende, blot i et øjeblik åben overfor det. Så bippede uret, en ny modstander stod foran mig. ”Skal vi rulle?”

 


tog sin ungdomsuddannelse på Steinerskolen og udgav som del af sin afsluttende årsopgave bogen Meditation. Han har sidenhen opholdt sig en måned i zen-retreat i Japan hvor han også trænede kampsport, og har tilbragt tre studiemåneder på Vækstcenteret som han fortæller om her på bloggen.

Han træner brasiliansk Jiu Jitsu i Siam på Nørrebro, hvor han også underviser børneholdet. Derudover læser han Sociologi på Københavns Universitet mens han forsøger at balancere et ungdomsliv i København med besøg og retreats på Vækstcenteret og hos Kontemplation hvor hans passion for meditation kan få plads og næring.

Efterlad en kommentar