KAN MAN FORLADE ET PARADIS?

af Lasse Dümke | | 27. februar 2021

Processed with VSCO with ke1 preset

At være ude og rejse. Og være alene ude. At være så meget ude i naturen hver dag. Det er meget anderledes end min normale hverdag. Jeg bryder min rutiner. Mine verdenssyn udfordres af de mennesker jeg møder.

I efteråret sad jeg en dag på trappen til Dokk1. Her sendte mine erindringer mig tilbage til Norge. Til en vandretur alene i fjeldet for fem år siden.

Dengang havde jeg lige afsluttet tre år i gymnasiet og havde brug for at komme væk. At fordybe mig med naturen. Fordybe min relation til mig selv. Fra trapperne mærkede jeg nu et lignende indre kald. Denne gang efter tre og et halvt år på universitetet.

Med halvanden måned fri kalender valgte jeg at opsøge en ny rejse. På app’en Workaway fandt jeg finnen Riku. Han ledte efter frivillige til at arbejde på hans grund på Azorerne. Jeg skrev en lang og omhyggelig tekst. Ventede en times tid. Og fra trappen på Dokk1, læste jeg hans velovervejede svar. Yes, welcome. Jeg kunne mærke eventyrlysten. Midt ude i Atlanterhavet. Azorerne! Wauw!

 

Afgangen skulle blive allerede en uge senere. Med lidt tid til at mødes med en nær gruppe venner og hjælp fra storebror med udendørs grej blev jeg sendt godt afsted.

Turen var lang, og jeg måtte overnatte en nat i lufthavnen i Porto.

Næste morgen fløj jeg fra Portugals indland. Og lige pludselig ud af det blå. Vulkanske øer midt i havet. Som taget ud af en fortælling. Næsten uvirkelig i deres skønhed. Om lidt ville det blive virkeligt.

Vi er nu en lille samling mennesker der arbejder for Riku. På øen Flores som betyder ‘blomster’. Den vestligste af de ni øer. På Atlanterhavsryggen, ude midt i det blå ocean.

Primært bor og arbejder vi i et lille lerhus i junglen. Her er intet rindende vand. Intet toilet. Minimal elektronik. Døren er bare et gardin. OG der bor en høne med os i huset. Hun hedder Czarna, og det betyder sort på polsk.

Uden internet og andre forstyrrelser bruges dagene udenfor. Når det regner er vi også ude. Bare i underbukser. Så skal der ikke bekymres over vådt tøj. Og når det bliver mørkt, kan man se på stjerner en times tid. Efter det kommer søvnen naturligt.

Jeg kan mærke kærligheden til dette sted. Til denne simple væren i naturen og det simple arbejde jeg udfører. Det er både udfordrende og bekræftende. Hver dag er en glæde og en opgave. Det indre og det ydre føles nærmere forbundet.

En irritation over et sår på foden bliver en indre frustreret stemning, bliver en irritation på arbejdet der skal laves. En eventyrlig solopgang bringer glæde, sang under arbejdet og tunge spande jord føles ikke så tunge alligevel.

I nær kontakt med naturen og med mig selv kan jeg rent faktisk erfare denne cyklus af irritationer og glæder mens den udfolder sig. Mit åndedræt følger den. Og jeg kan følge åndedrættet. Jeg prøver at surfe på den indre bølge. Både på de fede bølgetoppe. Og når bølgen derefter dykker dybere ned i havet. Her er især naturen en god kammerat.

Incenso, røgelse, kaldes et af træerne her i skoven. Dets stammer er hvide. De ligner noget ud af en urskov og afgiver en fornemmelse af vildskab. Vildskab der føles uforstyrret af mennesker. For enden af skoven falder store klipper stejlt ned i havet. Nogle steder er enorme sten rullet ned af skrænten. Længere nede har de ramt et træ. Et træ som alligevel insisterer på at gro videre – vandret ud under stenen og så opad igen.

I dette landskab går jeg rundt hver dag. Ofte i bare tæer. Mine bevægelser påvirkes af landskabet. Forsigtigt, med trædepuderne mærkes efter skarpe kanter på jordbunden. Det føles sundt.

Med en kærlighed til dette sted, og med friheden til at gå ud og finde et ‘toilet’ med havudsigt. Uden kunstigt lys til at holde mig vågen om natten. Og med en høne som underholdning og vækkeur. Øen, friheden og det uvante liv drager mig. Jeg har lyst til at give mig hen til denne tilstedeværelse. Lyst til at blive her for altid.

Men bag denne legende, lette, lystfulde livsstil kan jeg mærke noget. Det er måske hjemve. Savnet af mine nære. Hverdagens rutine. Fordybelsen i studiet. I biologien. Og gode gamle, flade Danmark.

Denne subtropiske tilstedeværelse er en pause fra normen. Den er temporær. Og som mange pauser er den vigtig og endda nødvendig. Mit livssyn udfordres af nye bekendtskaber. Der rokkes i dybe mønstre og den indre tryghed. En tryghed, som let bliver en selvfølge i Danmark.

Foran mig venter en afgørelse: Skal jeg blive i dette subtropiske paradis? Eller skal jeg vende hjem?

 

 


 

Lasse Dümke
læser biologi på Aarhus Universitet. Han har gennem en årrække været med som hjælper på Kontemplations kurser og retreats, sidst også som assisterende underviser.

Han har været optaget af meditation og nærværstræning siden teenageårene.

På vandreture i blandt andet Norge, Nepal og sidst på Azorerne har han eksperimenteret med at forene kærligheden til naturen, glæden ved bevægelse og meditativ praksis. Og han er optaget af både spændingen mellem naturvidenskab og bevidsthedstræning og de to områders mulighed for at befrugte hinanden.