Kokos-cashew kage med vaniljecreme
af Retreatkøkkenet | SMAG | 23. marts 2024
Denne kage er hvad vi kalder raw-venlig, altså ikke helt og aldeles raw, men næsten.
Hvad man rolig også kan betegne den som, er sød og sund.
Den er baseret på cashewnødder, gulerødder, dadler, valnødder, havregryn og kokos.
Den skal ikke bages, men fryses. Og nydes afkølet.
Dadler, cashewnødder, gulerødder og kokos giver sammen med akaciehonning og kokossukker kagens sødme. Citron og valnødder giver et hint af syrlighed og bitterhed der balancerer sødmen.
I Kontemplations team er vi mange til bords, så denne opskrift er en kage stor nok til 10 personer. Hvis du ønsker en mindre kage, kan du uden videre halvere alle mål.
Kagebund:
4 dl kokosmel
4 dl havregryn
6 ss kokossukker
1 ts vaniljepulver
2 ts kanel
1 ts kardemomme
1 ts salt
30 medjool dadler (dadlerne skal helst være saftige, er de ikke det, så anbefaler vi at de blødlægges i lidt lunkent vand i 20 min inden du kommer dem i foodprocessoren)
2 ss mandelsmør
500 g revne gulerødder
4 dl let knuste valnødder
Begynd med at lægge cashewnødderne i blød. Held varmt vand over dem og lad dem stå i mindst 20 minutter. De kan sagtens stå længer.
Sådan tilberedes bunden:
Blend det tørre kort i foodprocessoren og kom det i en skål.
Blend dadler til en masse, og tilsæt derefter det tørre. Blænd videre til det er godt blandet sammen. Tilsæt mandelsmør, evt. en teske vand hvis det bliver for tørt.
Når dette er godt blandet sammen, kom så gulerødderne i. Blend kort. Gulerødderne giver fugtighed til bunden, og hvor groft man skal kunne mærke gulerødderne, er en smagssag. Her i retreatkøkkenet foretrækker vi det fintrevet og at det hele blandes sammen til én masse.
Til sidst masseres de knuste valnødder ind i dejen.
Dæk bunden af en springform med bagepapir og fordel dejen heri. Denne opskrift passer til en springform på 24 cm hvis du ønsker en lidt høj kage. Ellers kan du bruge en 28 cm form for at brede kagen ud. Kagen på billedet er et eksempel på den sidste mulighed.
Sæt kagebunden i fryseren mens du laver vaniljecremen.
Vaniljekrem:
4 dl cashewnødder, udblødte.
4 dl kokoscreme (har man kun kokosmælk, bruger man den cremede, tykke del af kokosmælken og ikke vandet.)
2 dl kokosolie, flydende, stuetemperatur
1 tsk vaniljepulver
6 ss citronsaft
4 ss akaciehonning
½ tsk salt
Valnødder til topping
Sådan tilberedes vaniljecremen:
Kom alle ingredienserne i foodprocessoren eller i en blender til du har en lind og jævn creme.
Fordel vaniljecremen over hele kagebunden og drys valnødder på toppen.
Placer kagen i fryseren så den kan samle sig.
Kagen skal have omkring en time på frys – hvilket passer helt perfekt med at bageren kan få sig en meditationsperiode – så kan den serveres.