På mange måder er vi mennesker underlagt enorme mængder af kontrol. I vores del af verden overøses vi via internet, radio og fjernsyn – og fra venner, kollegaer, familie, medstuderende og fremmede vi overhører på gaden eller i bussen – med informationer om hvordan vi bør leve: Hvilken mad vi bør spise, hvordan vi bør se ud, hvordan børn bedst opdrages, hvilke jobs der er ønskværdige, hvilke sprog vi gør klogt i at lære, hvordan en voksen bør opføre sig, hvilken motion der er god at dyrke, hvilke holdninger der er (tidsligt) korrekte og så videre.

Jeg vil vove at påstå at på samme måde er der i alle samfund verden over alle mulige skrevne og uskrevne regler om den rette levevis. Regler som er til af forskellige årsager, nogle er nødvendige fordi vi er mennesker, men hvad gør denne tæmning egentlig ved os?

En veninde fortalte mig engang i god mening at jeg måske skulle overveje at holde lidt igen med impulsive handlinger – såsom et glædeshop eller et par pludselige dansetrin – når jeg mødte nye mennesker. Selvom hun holder af den side af mig mente hun at det måske kunne få andre til at afskrive mig på forhånd, fordi det virker lidt mærkeligt.

Hun har måske ret. Jeg har efterhånden observeret en del forældre som på samme velmenende måde irettesætter deres barn når han eller hun hopper, løber, går på en usynlig line eller pludselig får lyst til at slå en koldbøtte – for børn skal lære at gå ordentligt.

Nogle gange forstår jeg hvorfor; det kan for eksempel være farligt at gå og lege ved siden af en vej, men nogle gange undres jeg; hvorfor skal barnet gå ordentligt?

Måske er det netop for at give os et rum til at udforske os selv udenom den kontrol vi har integreret i vores gøren at der, hver dag på årets påskeretreat med Hanneli og Martin, er indlagt tid til leg. Og måske er det også derfor at vi kontinuerligt bliver opfordret til at tillade et intuitivt og frit udtryk?

I hvert tilfælde oplever jeg at vekselvirkningen mellem den mere disciplinære stillesiddende meditation, de relativt kontrollerede yogaøvelser og gående meditationer og så dette legende aspekt fungerer som en form for kalejdoskopisk blik på mig selv, et blik der åbner nye døre indad.

Ofte efter en siddende meditation eller en yogaøvelse bliver vi på retreatet således inviteret til at lytte efter og gøre den bevægelse eller sige den lyd der umiddelbart tilskyndes indefra. Og hver aften bliver vi inviteret til at give slip på kontrollen i dans, sang eller andre udtryk.

I den tilstand af forøget opmærksomhed som retreatet medfører, bliver et flow af iboende kreativitet og handlingsimpulser synligt.

Foto: Jeanette Lykkegård

Foto: Jeanette Lykkegård

En dag er det Hanneli der inviterer os til at lege.

Hun fortæller os at tæppet på gulvet udgør omridset af et dyr. Ingen, heller ikke Hanneli, ved hvad det er for et dyr, for det er os der i fællesskab skal skabe det.

Jeg kan mærke en barnlig begejstring indeni. Vi bliver bedt om hver især at indtage en position i dyret og uden at samtale vælge hvilken del af et vilkårligt dyr vi vil være. Vi får ingen tid til at tænke over vores valg, som derfor bliver impulsivt. Uden at vide hvorfor, stiller jeg mig i midten, hvor jeg er dyrets pukkel. Da vi alle har indtaget vores plads og er blevet en del af en fælles organisme fortæller vi hinanden hvilken del af dyret vi forestiller os at være og der tegner sig et billede af hvilket dyr vi tilsammen udgør.

Det er ikke et dyr jeg nogensinde har set, men det virker inspirerende og frisættende på mig at godtage at det findes. Vi har skabt et dyr med et væld af egenskaber som tilsyneladende har sin plads både i luften, til lands og i vand. Til gengæld har dyret hverken øjne eller ører.

Da vi kender vores dyr bliver vi udstyret med to store papirark og farver. På det ene stykke papir bliver vi inviteret til at tegne det dyr vi sammen har skabt. På det andet beder Hanneli om at vi tegner den del af dyret vi valgte at være og at vi angiver henholdsvis tre ting vi kan og ikke kan udføre, når vi er denne del.

Det er sjovt og let angstprovokerende at tegne. Jeg tager mig selv i at vurdere mine evner til at tegne som værende ringere end mine sidemænds. Derefter giver jeg så slip på lysten til at være dygtig og tillader mig selv at nyde denne udtryksform. Dyret bliver en drage, hvis eneste orienteringsmåde er via to følehorn på dens meget lange hale. Selvom der ikke var nogen der havde indtaget positionen ild, puster dragen ild ud af munden. Jeg tillader min kreativitet at bøje reglerne som foreskrev at vi skulle tegne et dyr der bestod af de dele vi hver især havde besluttet at være. Uartigheden og bevidstheden om at der er noget i mig, der engang imellem har lyst til at spy ild, får mig til at smile.

Så tegner jeg den del af dragen som jeg udgør på det andet ark. En pukkel. Jeg funderer over hvilke egenskaber en pukkel har og hvad jeg ikke kan gøre når jeg er en pukkel. Jeg nedskriver tre plusser og tre minusser ved at være pukkel og det rusker op i mig. Wauw! Hvordan kunne jeg impulsivt vælge at være en del på et dyr – uden at kende formålet med legen – som tydeligt beskriver den position jeg ofte indtager i fællesskaber? Jeg har det egentlig fint med at være pukkel, jeg er tryg ved det og det falder mig naturligt – men det er dog ikke det eneste jeg er og vil være.

Vi bliver bedt om at tage stilling til om der er en anden del af et dyr vi hellere vil være, hvis vi foretager et bevidst valg. Jeg er lidt frustreret for jeg er pludselig så uendelig bevidst om at der ikke er en enkelt del af en organisme som rummer hele mig. Jeg vælger at være et øje fordi tanken om ikke at kunne se skønheden omkring mig er næsten ubærlig. Men hvad nytte til er det at kunne se hvis jeg ikke har en hjerne der kan bearbejde mine synsindtryk og et hjerterum, der kan føle glæden herved?

Og det er hér øvelsen for alvor gør indtryk på mig. Enhver del i en organisme, i et fælleskab, i verden, i universet og så sandelig også i mig er en vigtig, ja uundværlig del af helet.

Foto: Jeanette Lykkegård

Foto: Jeanette Lykkegård

Øvelsen bringer mig altså tre overordnede indsigter:

• En iboende ubevidst viden i mig kan synliggøres og blive bevidst, når jeg tillader impulsive handlinger og betragter dem.

• At åbne op for fantasien og være ikke-dømmende overfor det som bliver til giver mig en stille lykkefølelse.

• Ingen enkeltdele af mig kan på nogen tilfredsstillende måde stå alene.
Og den tredje erkendelse har jeg lyst til at udfolde.

Tidligere på retreatet erkendte jeg at jeg måtte acceptere alle dele af mig selv. Jeg oplevede at dette blev muligt når det lykkedes at observere mig selv fra en bagvedliggende ikke dømmende bevidsthed. Nu begynder jeg at forstå at alle dele af mig endda er nødvendige. Altså må jeg ikke blot arbejde på at acceptere hele mit sammensatte jeg, men desuden byde det hele velkommen.

Som mennesker er vi unikke. På overfladen fordi vi er i en krop, en form. Vores personlige jeg knytter sig også til dette formmæssige, sådan som jeg oplever det. Både krop og personlighed er i konstant forandring – hvilket bliver tydeligt igennem nærværstræningen. Men jeg oplever også det formløse i mig som foregår på et andet, dybere niveau. Alle niveauerne må høre til det at være menneske.

Den formmæssige, personlige del af mig har brug for at blive set og anerkendt af det jeg som ligger inde bagved, og som jeg endnu ikke helt ved hvad jeg skal kalde. I alle de dele som personligheden består af gemmer der sig små skatte af viden – men det er en viden som først rigtig kan tages i brug når den bliver opdaget af det ikke-personlige jeg. Mit personlige jeg er nok det nogle religiøse eller filosofiske retninger ville kalde et tomt ego, men det er ikke desto mindre meget levende. Det bor i, engagerer sig med og er værdisat af den ydre verden.

Jeg kan mærke at det personlige og det ikke-personlige, dybere jeg har brug for at blive venner, at blive livspartnere.

Jeanette Lykkegård:  Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg  bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.

Jeanette Lykkegård:
Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.

Dette indebærer at jeg må omfavne hele mit sammensatte jeg, inklusiv mine skavanker, svagheder og utilstrækkeligheder, på samme måde som jeg ville elske en eventuel ydre livspartner….og lige præcis nu, i skrivende stund, mærker jeg at først når jeg er blevet min egen sande livspartner kan jeg til fulde indgå i så dybt og favnende et forhold til en ydre partner som jeg inderligt ønsker.

Sikke en lærerig rejse!

Jeg oplever, og måske er det også tydeligt for jer, at det kreative i mig er en givende og inspirerende rejsepartner.

Måske er det sådan for alle?

Så måske skulle vi finde vores indre barn og lege lidt oftere. Måske skulle vi tillade os selv at klatre i et træ eller danse en melodi på en ganske almindelig tirsdag. Eller hvad med om vi bare en enkelt gang om dagen slipper kontrollen, lader kroppen eller vores impulsive kreativitet beslutte en handling og så bare ser på det som sker?

Alle foto: Jeanette Lykkegård

Share Button

Comments

comments

The Latest

  • Mørke over Vidå
    GENNEM BILDET 3 Vi har de to sidste uger foreslået en meditativ leg […]

More

www.kontemplation.dk