Ud af højtalerne lyder en mandestemme. Stemmen er nasal og let snøvlende. Er manden beruset? Eller er han lettere retarderet? Jeg forsøger at lytte til de ord stemmen formulerer. Ordene fortæller en kongelig historie som stemmens ejer tilsyneladende selv er en del af. Der er noget der ikke passer sammen; Ordene fremstiller en sofistikeret, veluddannet mand, men stemmen giver andre associationer.

Martin Guldberg underviser os på uddannelsen ”Empati og Nærvær” og dagens tema er kommunikation. Martin er sanger, performer og lektor på Århus Universitet hvor han underviser i både kunstnerisk og retorisk kommunikation.

Men hvad er egentlig kommunikation?

Kommunikation stammer fra det latinske ord communis der betyder fælles. God kommunikation skaber en fælles forståelse mellem mennesker, og den bygger på en udveksling af informationer der udtrykkes, både verbalt og nonverbalt. Men ofte er der en uoverensstemmelse mellem det afsenderen af et budskab ønsker at formidle, og det budskab der modtages. Faktisk er det modtagne budskab sjældent identisk med det ønskede afsendte budskab, fordi vi sender som oftest mange flere budskaber end vi er er bevidste om.

Når mennesker samles, er der altid interaktion og dermed altid kommunikation. Man kan ikke ikke-kommunikere. Og således kommunikerer også en lærer med sine elever i det øjeblik vedkommende træder ind i klasselokalet, hvorfor opmærksomhed på kommunikation virker som en naturlig ingrediens i et undervisningsforløb for folk der arbejder professionelt med børn og unge.

Stemmen i højtaleren kommunikerer i sig selv én af dagens pointer, nemlig at stemmen altid kommunikerer. Vi lyttere bruger mere energi på at lytte til stemmen end til ordene når vi skal vurdere hvem manden bag stemmen mon er. Hvis der havde været billede på, eller hvis manden havde været til stede, ville også hans mimik, kropsholdning, gestik og placering i rummet have blandet sig i vores fortolkning af både ham og hans budskab.

I bogen ”Silent Messages” fra 1981 udfolder den amerikanske professor i antropologi, Albert Mehrabian, hvordan vi vurderer troværdigheden i et menneskes kommunikation. Og én af de ting han når frem til, er at troværdigheden er betinget af 55% kropssprog, 38% stemme og – måske overraskende for de fleste – kun 7 % ord. Hans konklusion er baseret på undersøgelser af kommunikation af følelser, og kan derfor ikke direkte overføres til andre kontekster. Men det er et faktum at kroppens og stemmens sprog har en enorm betydning for et menneskes samlede troværdighed; faktisk tror vi sjældent på det sagte hvis stemmen og kropssproget i én eller anden forstand modsiger indholdet.

En af dagens øvelser består i at fremkalde en indre følelse og så udtrykke den med krop og stemme – og samtidigt sige det modsatte med ord. Først bliver vi bedt om at fremkalde en indre følelse af vrede og med et vredt kropsudtryk og en vred stemme sige; ”jeg er ikke vred”. Mange af os kommer til at grine. Måske af det absurde i at 14 mennesker står og ser vrede ud og samtidig siger at de ikke er vrede. Måske af det faktum at vi ser det absurde, men samtidig genkender noget. Vi har med stor sandsynlighed alle være ude for på et tidspunkt i vores liv at gøre netop dette; at udtrykke ét med ord og noget andet med kroppen. Eller vi har selv modtaget disse modsatrettede budskaber fra én i vores omgivelser.
Personligt indrømmer jeg gerne at jeg flere gange i mit liv har sagt noget andet end det jeg følte. For eksempel har jeg sagt at noget var okay, selvom det overhovedet ikke føltes okay indeni. Eller jeg har foregivet at være rolig og selvsikker på tidspunkter hvor nervøsiteten har raseret i mit indre.
Lur mig om ikke modtagerne af de budskaber jeg ønskede at sende, i de tilfælde, også har opfanget andre og modsatrettede signaler fra min stemme eller mit kropssprog.

Det er min oplevelse at børn ofte er de som afslører skuespillet. Jeg husker en øjenåbnende vinterdag på den arktiske tundra i det Nordlige Kamchatka. Her var vi på tiendedagen samlet 42 mennesker i fire store skindtelte for at skille 300 rensdyr fra to store flokke på hver 2000 styk. Én af os var seksårige Regina, en intelligent, følsom og åben pige. Hun kastede sin kærlighed på mig og var ved min side så snart jeg opholdt mig i lejren. Jeg lærte hende at skrive, og hun lærte mig om flodens ånder.
En morgen var jeg meget berørt af at det ville have været en nær venindes fødselsdag, hvis ikke hun var død fire måneder tidligere. Vi boede ti i mit telt og jeg passede mine pligter fra morgenstunden og serverede mad for hyrderne. Da de gik ud til hjorden, var jeg fyldt op af gråd indeni, og jeg ville gå lidt væk fra lejren for at mindes min veninde og lade følelserne få frit løb. Men netop da kom Regina ind i teltet. Jeg udskød min alene-tid og fandt smilet frem. Vi satte os bagerst i teltet, bag kakkelovnen, og Regina fik en kop te. Hun fortalte mig hvad hun havde drømt om natten. Jeg lyttede og opfattede mig selv som værende præcis som jeg plejer at være overfor hende. Efter en tid spurgte hun: ”Hvorfor er du ikke så sød i dag?”
Regina brugte det russiske ord khoroshaya som kan betyde både sød, god og behagelig. Jeg fik nærmest et chok! Tænk at det var så tydeligt at jeg ikke var mig selv sammen med hende. Måske følte hun ligefrem ubehag, alt imens jeg forsøgte at gøre det gode for hende ved at lægge mine egne følelser i skjul. Regina gav mig en lærdom der har siddet i mig til i dag, og som bliver vækket under dagens undervisning.

En anden af dagens øvelser er, i en siddende meditation, at undersøge hvor i vores liv der er overensstemmelse mellem det vi føler, det vi siger, og det vi gør. Hvordan føles det i kroppen og sindet når der er overensstemmelse mellem tanke og følelse på den ene side og tale og handling på den anden side?
Derefter undersøger vi om der er steder i vores liv, hvor vi tænker og føler ét, men siger og/ eller gør noget andet. Hvordan føles dette i kroppen og sindet, og hvordan påvirker det relationerne udadtil?
Og så vender vi tilbage til et af de områder i vores liv hvor der ér overensstemmelse mellem indre og ydre, og lægger så mærke til hvad der sker i relationerne udadtil i de tilfælde.

Én af de første ting jeg lærte på antropologistudiet, og nu som underviser formidler videre, er at der som hovedregel er forskel på hvad mennesker siger de gør, og hvad de rent faktisk gør. Dette kan måske overføres til også at omfatte forskelle mellem det vi oplever indvendig, og det vi udtrykker. Denne uoverensstemmelse kan der være mange gode grunde til. Hvis vi mærker efter, vil vi opleve at en overensstemmelse mellem indre og ydre ofte medfører følelser af frihed, flow, afslappethed og glæde. Men der er også situationer hvor en overensstemmelse mellem det vi føler og det vi udtrykker kan være forbundet med svære følelser såsom eksempelvis frygt, utryghed og skamfuldhed. Disse følelser kan eksempelvis afstedkommes af en reel risiko for konflikt ved at udtrykke det indre, eller ved at det, vi tænker og føler, ikke stemmer overens med vores selvbillede. Det kan også være at det, vi oplever indeni, strider imod kulturelle konventioner. Ofte opdager vi end ikke når der er uoverensstemmelse mellem det indre budskab og det udtrykte budskab, eller uoverensstemmelsen mellem det vi siger og det vi gør eller viser med vores krop og/eller stemme. Vores indre liv indfinder sig derfor ofte i vores stemmer, kropssprog og handlinger uden at vi er bevidste om det.

Dagens øvelser retter sig mod at opdage, og dermed vide af, hvornår der er uoverensstemmelse. Det kan være at man i sit private liv er inde i en svær tid følelsesmæssigt – måske har der været dødsfald i den nærmeste familie, eller ens søn er netop blevet diagnosticeret med en kronisk sygdom – men dette er så privat at man ikke ønsker at andre end de nærmeste omgivelser skal vide herom. Det kan også være at man er påvirket af et morgenskænderi med sin hustru eller en dårlig nattesøvn. Alle har ret til et privatliv, også fagprofessionelle der arbejder med mennesker, men det er godt at vide af hvad der foregår indvendig, og undersøge hvordan dette påvirker ens kropslige og tonale kommunikation og formidling udadtil.

Når vi ved hvad der foregår i os selv, kan vi bevidst reflektere over, om det vil gavne undervisningen og relationen til vores omgivelser at lade dele af det indre liv blive kommunikeret verbalt. Hvis vi vælger at lade indre stemninger forblive i det usagte, så skal vi vide at omgivelserne sandsynligvis opfanger dele af disse indre stemninger alligevel via vores ubevidste kommunikation. Ikke alle er lige så ligefremme som Regina, så måske får reaktionerne på vores ubevidste kommunikation et mere subtilt eller mindre direkte udtryk. Vores indre liv, hvad enten det udtrykkes verbalt eller ej, må under alle omstændigheder tages med i vores fortolkning og vurdering af vores omgivelsers respons i relationen til os.

 

Foto: Jeanette Lykkegård / Gitte Batz

---

Jeanette Lykkegård
Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.