KREATIVE KONTEMPLATIONER JUNI·HJERTEBREV

af Hanneli Ågotsdatter | | 22. juni 2020

Brud og hengivelse 3000x3000

Kære du der modtager Kontemplations nyhedsbrev.

Det er med glæde, men også med en anelse uro, jeg skriver til dig. Lige nu er der, ikke bare i Danmark, men også internationalt, mere konfliktfyldt end ellers
Jeg håber derfor at dette brev finder dig sund og rask og ved godt mod.

For mig føles det, når forhold i den ydre verden vakler, særlig vigtigt at bevare og forstærke kontakten til de indre ressourcer. Ikke i bortvendthed, men for at kunne møde andre og den ydre verden fra et stærkere og mere fortrøstningsfuldt sted.
Derfor har vi i Kontemplation, som en respons på trykket fra coronasmitten, besluttet at gøre vores praksisbibliotek betalingsfrit. Som et første trin har vi lagt Martin Guldbergs Yoga for rygsøjle og lænd ud til gratis download. I løbet af de næste måneder kommer vi til at frigive også resten af de lydfiler og videoer der ellers var til salg.

Som en del af dette kan vi nævne resultatet af et kreativt vovestykke: For et halvt år siden blev Peter og jeg inviteret ud at lege af komponisten og musikeren Torben Westergaard.
Det er blevet til et album, Brud og hengivelse, med Torben på bas og os på, ja, guidede meditationer, der nu er lagt ud på Spotify og også kan høres på Kontemplations praksisbibliotek.
For os lidt af en linedans i en manege vi ikke før har optrådt i.

Men også spændende at opleve: Kreativ, improviseret leg og meditation er søstre.Leg har en yderside, et udtryk. Og den har en inderside, oplevelsen af det indre rum hvorfra fornyelsen kommer.
Er man et legebarn, og har man samtidig en meditativ interesse, kan man lytte i begge retninger samtidigt. Og måske opleve en kreativ kontemplation.

Jeg – og hele Kontemplations team – ønsker dig smukke junidage.

Hjertelige hilsner

Hanneli Ågotsdatter