Mirakler
af Tom Kristensen

I en sygarnsæske skjulte
jeg en tredivedobbelt skat,
som bestod af tredive våde,
blanke sten;
men jeg kunne ikke ane,
at i sygarnsæskens nat
blev de blanke sten som matte tørre ben.

Og jeg kunne ikke ane,
at der langs den hvide strand
kunne lokkes ædelstene
af en sten,
når blot solen glimred sammen
med lidt salt og med lidt vand
på den samme ædelløse,
lille sten.

Da jeg åbnede for æsken,
lå juvelen gul og mat,
og dens kronskær var fordunklet
under pap,
og i tredive usle stene
lå en tredivedobbelt skat
som en gøglers kroningssmykke,
en attrap.

Men jeg lo; thi ingen troldom
er så underfundig let
som at lokke ny mirakler
ud af sten,
og jeg drejed messinghanen
og gav hver sten et skvæt,
og de vågned som juveler,
en for en.

Hentet fra Tom Kristensens bog Mirakler: digte, 1922.