Kontemplative kransekager
af SMAG | 27. december 2024
|
Mandler, æggehvider og sukker.
Det er det hele.
Det er rigeligt.
Det er glutenfrit.
Og det er smagfuldt.
For nogle er det smagen af barndom.
At få en kransekagestang med hvid glasur i hånden var den største lykke når man en lørdag formiddag en sjælden gang imellem besøgte byens fineste konditori.
En småkage med et hint af sydlandsk mandelsødme.
Mandeltræet stammer nemlig fra Sydøstasien, og mandlerne er frøet i frugten – som er en stenfrugt i prunus-slægten der er i familie med blommer og ferskner.
Hvordan mandler bliver til marcipan, findes der mange historier om, og mange lande vil gerne have ejerskab over denne opdagelse – men vi kan vel alle forestille os smilet på læberne hos den der for første gang får blandet knuste mandler og sukker og smager…
Marcipanen blev indført til Danmark fra Sydeuropa for omkring 500 år siden hvor man antager at handelsfolk bragte den med over Alperne fra Italien. En italiensk ordbog fra 1521 omtaler marcipan som Panis Marcius, marciusbrød, sandsynligvis efter Sankt Marcus, og i Danmark kan man spore marcipan som ingrediens i opskrifter tilbage til 1600-tallet.
Her i kontemplations retreatkøkken er vi nogle der virkelig elsker marcipan og derfor også kransekage. Særlig populært er det nu op i mod nytårsaften, så her får du vores version af denne mandelsødme.
Dette er hvad du behøver til 24 små kransekagestænger.
Kransekagen
600 gram økologisk marcipan
2 økologisk æggehvider
120 gram flormelis
Glasur
100 gram flormelis
½-1 æggehvider
Vi laver først kransekagedejen.
Bland æggehvider og flormelis. Det skal kun røres sammen, ikke piskes.
Marcipanen rives eller skæres i små stykker.
Bland æggehvideblandingen i marcipanmassen til du har en lind kransekagedej.
Form små, trekantede stænger og læg dem på en bradepande dækket med bagepapir.
Lad kransekagerne hvile i en times tid inden du bager dem.
Efter en time sættes kransekagerne ind i en forvarmet ovn på 175 grader og bages i 8-12 minutter. Afhængig af ovnens effektivitet anbefaler vi at du holder øje med kransekagerne efter 8 minutter – så vi undgår at bageprocessen går fra gylden til brun til brændt. Her i retreatkøkkenet foretrækker vi dem til den gyldne side, men ønsker man dem mørkere kan de sagtens også tåle det.
Når kransekagerne er klar, kommer de ud af ovnen og afkøles på bradepanden inden glasuren sprøjtes på.
Mens kagerne afkøles blander vi glasuren.
½-1 æggehvide røres sammen med 100 gram flormelis. De præcise mængder afhænger af hvor tyk man ønsker glasuren.
Glasuren fordeles på kransekagerne ved hjælp af en sprøjtepose. Her kan man også bruge en frysepose og klippe et tyndt hul i det ene hjørne.
Tip 1: har du ikke flormelis, kan du blende sukker og vips voila, så har du flormelis.
Tip 2: Kransekagerne kan godt tåle at fryses – og de kan fint stå på køl en dag eller to inden de serveres.
Bon appetit – og godt nytår fra os i retreatkøkkenet.
Elsker hjemmebagt kransekage
At bage det selv til nytår og årets øvrige festligheder er en luksus jeg har værdsat i mange år, en tradition som børnene nu bærer videre
at gøre at give
At være at blive
Til fælles glæde og gavn
Godt nytår til jer alle
G L Æ D E R mig til årets januar hjemkomst i hjertet på jorden
Kære Anne Mette
Så dejligt at høre at du som vi elsker hjemmebagt kransekage.
Vi kan faktisk både lide kagerne direkte fra ovnen – og efter nedkøling, glasur og nedfrysning.
På én gang så enkel og så raffineret bagværk.
Det bedst mulige nytår til dig fra os i Kontemplations team