Koppen
af | RELATION | 27. juni 2025
Jeg har fået koppen i fødselsdagsgave af en kær veninde. Allerede da hun gav mig pakken, kunne jeg mærke, at den var helt særligt valgt til mig. At hun havde set på hylder med mange forskellige kopper, og at hun med sit hjerte og sine øjne havde brugt tid på at finde den helt rigtige. Hun havde taget en kop i sine hænder. Følt på den. For at sætte den tilbage og gå videre. Fornemmet endnu en kop. På et tidspunkt var hun kommet frem til denne kop. Til mig.
Den er råhvid. Lavet af en form for porcelæn. Dens hank er lidt bred. Selve koppens form er organisk rund. Ikke skarp rund. Mere bølgende. Den er papirtynd. Og der er et bestemt sted hvor den ligesom buler lidt ud.
Hankens størrelse og formen på koppen har et lidt modsatrettet udtryk. Ligesom materialet. Koppen føles robust og skrøbelig på en gang. Sart og fin og samtidig på en måde hen i det rustikke.
Jeg elsker den kop.
Da jeg åbnede pakken, lå den i en æske af træ og den var beskyttet af græsstrå. Jeg tog den op og havde fornemmelsen af at holde noget dyrebart i mine hænder. Noget fint. Som en fjer eller et æg fra en fuglerede.
Min første tanke var, at koppen var for skrøbelig til at drikke af. Men jeg har lært den at kende. Jeg hælder en varm te i den, og ser den gyldne væske fylde koppen, og jeg holder om koppen eller holder den i hanken.
Når jeg mærker den tynde kant mod min mund, føles det som noget særligt. Som om mødet mellem det fine, næsten vibrerende og kraftfulde i koppens form og materiale gør, at jeg bliver helt vågen og nærværende i selve den handling det er, at drikke af netop denne kop.
Det er ikke altid at jeg vælger den kop, når jeg drikker te. Jeg vælger den når noget inde i mig resonerer og svinger med det jeg opfatter som koppens væsen.
Når jeg drikker af den, mærker jeg også altid en tråd af dyb forbundethed med det menneske, der gav mig den.
Foto: Anne-Li Engstrøm
Forbundethed – usynlige tråde
I mange kulturer og fortællinger findes billedet af den røde tråd – en skæbnetråd, der væver mennesker og begivenheder sammen. Ofte ser vi først trådene, når vi stopper op. Når vi lytter.
I en tid, hvor meget splitter os – politisk, socialt, miljømæssigt – har vi måske mere end nogensinde brug for at finde det, der binder os sammen. Den usynlige tråd, som ifølge et gammelt kinesisk ordsprog “kan strækkes, men ikke knækkes.”
På en skriveworkshop i Kontemplations blogteam inviterede vi skribenterne til at udforske netop dét.
Vi begyndte tæt på. Med et enkelt objekt – en sten, en fjer, en muslingeskal – noget vi kunne holde i hænderne. Med åbne sanser lyttede vi til genstandens historie, til minder, til naturen. Herfra skrev vi frit, undersøgende og lyttende.
Her kan du læse, hvordan vores skribenter har ladet de usynlige tråde tone frem gennem ord – som spor, som vidnesbyrd, som små glimt af den større sammenhæng, vi alle er vævet ind i.
Cand.pæd i didaktik, billedkunstner, underviser og projektleder.
Kirsten er udøvende billedkunstner og har dans og vandring som bevægelsespraksis. Hun arbejder med projekter og undervisning der inddrager kroppen og en kreativ kunstnerisk praksis. Fokus er på udtryk, og på hvordan det er muligt at italesætte, kropsliggøre og i billedskabende processer at arbejde med vores indre verden. Hun er del af Kontemplations faste team.
