Vi er nu over halvvejs i MBSR-forløbet med Hanneli og Peter, og i dette indlæg vil jeg fortælle lidt om mine erfaringer med forløbet og om det at bringe mere nærvær ind i min hverdag.

Kropslig forankring

”Undskyld, men er du okay?” spurgte damen på villavejen mig med en bekymret mine som frygtede hun at jeg var langt væk i en psykoselignende tilstand. Hvad hun ikke vidste var at jeg i høj grad var til stede i nuet, men da hun henvendte sig til mig, kom jeg til at se mig selv med hendes øjne. Det slog mig hvor mærkeligt det måtte have set ud for hende da jeg den sommerdag praktiserede gående meditation på villavejsfortovene i den nordlige del af Aarhus. Og netop da gled jeg ud af mig selv og over i en selvrefleksivitet der bragte mig ud af fatningen og bort fra meditationen.

Jeg holder utrolig meget af den langsomme, gående meditation i slowmotion når jeg er sikker på jeg er nogenlunde alene eller er i en træningskontekst som med MBSR-gruppen. Men når jeg går på mere offentlige steder, kan jeg føle mig eksponeret. Det var derfor dejligt da Peter forrige gang introducerede os til en fiffig måde at tage vores praksis med ud i verden på: gående meditation hvor man ikke behøver at bevæge sig i slowmotion som jeg gjorde det da jeg forskrækkede damen. En gående meditation hvor man med nogle få fokuspunkter indadtil kan forankre sin opmærksomhed så den ikke vandrer væk udi tanker og distraktioner fra de ting man møder på sin vej. Og samtidig er man i ly for andres nysgerrige og bekymrende blikke.

Opmærksomhed på krop, åndedræt og udadtil

Jeg bemærker at min kropsbevidsthed forøges når jeg er i bevægelse med opmærksomheden forankret indadtil. Jeg oplever stadig oftere at jeg under en aktivitet spørger mig selv om jeg kan mærke mine fødder eller mit åndedræt. Som da jeg i går morges susede ned ad bakken på min cykel og pludselig blev ramt af spørgsmålet om jeg i det hele taget kunne mærke mit åndedræt bag trafikstøjen og farten. Eller da jeg under en forelæsning fandt det interessant at undersøge hvor meget opmærksomhed jeg kunne bringe til åndedrættet og kroppen, mens jeg samtidig lyttede og prøvede at forstå indholdet i forelæserens monolog. Jeg erfarede at det faktisk er ret svært at gøre de to ting på en gang og samtidig få et udbytte af forelæsningen. Og derfor kom jeg til at tænke på hvor meget af vores opmærksom der er investeret i det ydre, og hvor lidt den er forankret i kroppen.

Opmærksomhed indadtil på tanker og følelser

Et af de steder hvor jeg oplever jeg er blevet mere bevidst på samspillet mellem krop og sind, er i situationer med andre mennesker: fx har jeg opdaget at det sted det er sværest at bevare et indre fokus med opmærksomheden på tanker og følelser, er i mine tætteste relationer. Vanemæssige tanke- og handlemønstre bliver her ofte aktiveret uden mit vidende, og når det sker, kan det føre til megen smerte. Dog kan jeg i nogle situationer begynde at iagttage mig selv, og dermed nå at opløse ubevidstheden når disse mønstre aktiveres, eller når jeg allerede er fanget i dem.

Det går op for mig hvor let jeg kan skyde andre personer væk fra mig, og hvor let det kan være at handle i modstrid med mine dybeste følelser og intentioner når jeg ikke er opmærksom på hvad der foregår indeni mig.

Erkendelsen af sårbarheden i disse relationer er udtryk for en forøget klarhed som ikke bare afføder bevidstheden om potentiel smerte og sorg, men i ligeså høj grad en bevidsthed om livets glæder, skønhed og kærligheden i mine relationer. Som om farvepaletten er blevet lidt større.