Jeg har opdaget at jeg ofte ikke er mentalt til stede dér hvor jeg fysisk befinder mig. At jeg ikke får en situations lyde og nuancer med, at jeg ikke er tilstrækkelig opmærksom på selve livet – her og nu.

En tidlig lørdag vintermorgen i Røldalsheiene bestemmer jeg mig for at gå en morgentur med min hund, Billie. Jeg mærker en spænding i kroppen, af forventning og udforskningstrang – fordi muligheden for at mærke sne under fødderne og kold luft i næsen er så fristende. Muligheden for at opleve naturen.
Billie er altid parat til at gå med på tur – så hun er klar selv om det endnu er tidlig morgen, og verden udenfor stadig er stille fra natten.
Jeg tager tykt overtøj på, solide sko og en varm hue.
Vi går en stund i stilheden, Billie og mig.
Jeg mærker kulden bide i kinderne og ser sneen falde over et vindstille landskab. Billie løber i forvejen og forsvinder af syne. Jeg standser for at se efter hende. Stilheden er i mig og overalt rundt om mig – jeg mærker mit hjerte slå og hører mit eget åndedræt.

Det er da jeg opdager det; fuglesangen.
Opdagelsen er så overraskende, så sprudlende, høj og rystende. Lige over mit hoved svæver en fugleflok. En sådan total stilhed og ro med dalende sne – ikke andre mennesker eller dyr i syne. Kun stilhed, kulde og ro.
Og så denne muntre og samtidig høje fuglesang – så lys og aktiv.
Aldrig før har jeg hørt noget sådant på denne tid af året. Det er som fuglene har så meget på hjerte – så mange glade budskaber.
Der breder sig en varme i mit bryst, og et smil melder sig. Fuglesangen vækker noget – en påmindelse om at jeg hører til. At jeg er fuglesangen, og at fuglesangen er mig. I en fællesbevidsthed med alt levende. Som kan denne min krop tale flere sprog, også fuglenes, selv om det ikke lykkes mig at finde ord for. Ord som alligevel findes og mærkes. Også rent fysisk.

Det føles som om naturen dette øjeblik giver mig en mulighed for at udforske den – giver mig tilladelse til at observere dens hemmelige liv.
En glæde fylder verden. Dette mysterium af stilhed, kulde, sne og en forrygende munter fuglesang.

Pludselig er varmen i brystet ikke så pulserende – kroppen stivner, en kulde risler langs rygraden. Hvad er det som sker – hvorfor høres denne fuglesang så tidligt på året?
Inden jeg overhovedet når at tænke på et muligt svar, dykker én af fuglene tæt forbi mit hoved. Refleksivt giver jeg efter i knæene og lander blødt i sneen. Det føltes som et angreb. Jeg ser op. Fugleflokken er borte.
Temperaturen har denne vinter været stærkt svingende og sandsynligvis forvirrende for plante- og dyrelivet. Jeg går urolig videre med en spænding i maven. Det er muligt at dette møde med fuglene var et tegn på hvor galt det står til med klimaet, og hvor langt ødelæggelsen er kommet.
Med mørke tanker går jeg med tunge skridt tilbage mod hytten. Den rå oplevelse af det vitale, skabende liv og af truslen om død og undergang. Polariteten i alt liv – på godt og ondt. Mit eget mørke og mit eget lys.

Det slår mig da, mens jeg går, at jeg har en tendens til ikke at høre efter – til at miste nuancerne, lydene og livet rundt om og inden i mig. Som menneske er jeg ofte så optaget af mine egne tanker og handlinger at jeg glemmer hvor jeg hører til, glemmer at bevidstheden er større end mig. Hvorved tilhørsforhold glemmes, og empatien og kærligheden til alt liv blegner.
Er det ikke sandt at vi så let kan tages af ekstremer? Glemme mørket når vi er i lyset og omvendt? Glemme de globale kriser for en fugls sang? Og en fugls sang for vores pessimisme?

Denne vintermorgen var det fugleflokken som vækkede mig af distraktionen.
De viste mig hvor let det er at vende tilbage til nærværet – og hvor sjældent vi husker det.
Billie går nu ved siden af mig – hun fik færten af en snemus og har meget høj puls efter en forgæves, men tilfredsstillende jagt.
Vi finder hjem, hun og mig, fulde af indtryk af den levende natur som omgiver os og er en del af os. Og som måske forsøger at nå os, at tale til os. Så godt den kan.

*BirdLife Norge har udtalt at trækfuglene kommer tidligere end før til Norge. På grund af klimaændringerne. Udfordringen er ikke kun den globale opvarmning, men også at temperaturen svinger mere end før. Efter perioder med tidlig og usædvanlig varme, kan der pludselig følge hård frost. Hvad der har indflydelse på fuglenes næringsgrundlag som da ikke kan finde de insekter og småkryb som de skal leve af. 

Foto: Sissel Leire | Layout: Charlotte Toft