80% af vores krop er vand.
I går var der måneskin ind af mit vindue, og jeg satte mig på puden og mediterede i månelys. Tænkte på det at månen styrer ebbe og flod i verdens have. Forsøgte at mærke væsken i min krop. Mærke hvordan kroppen på én gang føles som fast stof og som flydende og i konstant bevægelse. Forestillede mig hvordan jeg består af millioner af celler. Forsøgte at forbinde mig med månen. Det var så stille, og i stræk kunne jeg mærke vandet i mig. Forbinde mig til vand indeni og udenpå. I måneskin.

Kropsrummet i os. Mærker min tå. Sender al min opmærksomhed ned i min venstre storetå. Tænker jeg på den eller mærker jeg den faktisk? Forsøger at sanse forskellen. Kan jeg mærke den uden at tænke på den? Uden et indre billede. Der er en forskel. Sender opmærksomheden til mine ankler. Her opstår der billeder af knogler der møder knogler. Hvide knogler og lag af muskler. Sener der strækker sig imellem knoglerne og holder sammen på det hele. Omkranset af hud. Jeg ånder ind og slipper billederne. Hviler.

Danser. Ryster hele kroppen løs. Mærker et slip nedad mod jorden. Som om jeg giver efter nedad og nærmest synker ned i jorden. Mærker opad fra toppen af mit hoved. Danser i et rum mellem oppe og nede. Træk ned og træk op. Føler mig hel her. I rytme og toner føler min krop sig fri. Lettere. Som at ryste alt overflødigt af sig. Som et brusebad indeni. Nogle gange nye opdagelser af slip. Uventede nye fornemmelser. Kan min krop også dét? Glæde over at blive overrasket. Væren i et nu der åbner for det ukendte.

Skelettet. Har altid været betaget af skelettet. Den konstruktion det er. Knogler der hviler ovenpå eller ved siden af hinanden. Afvikling i foden når vi går. Små skeletbyggeklodser der gør det muligt. At gå. At danse. At løbe. At bevæge sig. Mærker ind i mit skelet mens jeg laver mad. Med min arm rækker jeg ud efter noget. Knoglerne i min hånd og fingre kan med hjælp fra mine muskler folde sig sammen om en genstand. Håndtaget på en gryde. Knoglerne i armen gør det muligt at bøje armen. Jeg sætter gryden på komfuret. Hvis jeg virkelig koncentrerer mig, kan jeg se på og mærke det der foregår som om jeg aldrig har gjort det før. Det bliver forunderligt og meget fascinerende.

Mit hoved er fuld af tanker. Det er som om tankerne bor i hovedet. Det er i hvert fald den forestilling jeg har. Når jeg tænker over det. Der er ingen der véd hvor en tanke begynder eller hvor den ender. Det læste jeg den anden dag. Der var en der skrev at det er med tanker som med en regnbue. Det er ikke muligt at lokalisere hvor en regnbue ender og begynder. Jeg slipper tankerne. Det vil sige at jeg ikke holder fast i dem. Lader dem drive igennem mig. Hver gang jeg opdager at jeg holder fast i en tanke og lader mig tage med af den. Så vender jeg min opmærksomhed mod min vejrtrækning.

En uge i et liv. I mit liv. Med dagligdag og gentagelser. Med glæder. Med sorger. Med bekymringer. Med kontakt. Med alenehed. Aktiviteter, oplevelser, sansninger og fornemmelser i en uendelighed. Små ting. Store ting. I en konstant foranderlighed. Når det er muligt for én at være vågen, når vi træner det at være bevidst nærværende, er det en mulighed at fornemme det livsmirakel der ligger under det hele. Som har en form for enkelhed i sig. I glimt, kan det hele folde sig ud som i en kontinuerlig strøm af liv. Med fare for at blive lidt rørstrømsk, så fornemmer jeg den form for opmærksomhed som værende meget tæt på det vi almindeligvis betegner som lykke. Glimt af uforfalsket lykke.

Kirsten Rotbøll Lassen Cand.pæd. i didaktik (materiel kultur). Diplomuddannelse i billedkunst ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Kunst og kulturlederuddannelsen, Scenekunstens Udviklingscenter. University College Sjælland. Bachelor i psykomotorik fra Ingrid Prahms seminarium. Kirsten arbejder som billedkunstner, underviser og konsulent og er siden 2015 projektleder på ”JEG KAN SKABE”– et projekt om undervisning i design og kreative processer for sårbare børn og unge. Fra 2012 til 2020 har hun ledet Designskolen på Designmuseum Danmark. Hun underviser i Projekt Indre Styrke, et samarbejdsprojekt mellem Human Practice Foundation og Foreningen Børns Livskundskab.

Kirsten har en mangeårig meditativ praksis og en dansepraksis. Deltager jævnligt i kurser på Vækstcenteret og modtager praksisvejledning.