Kulturpris 2016 til projektet ’Mit rum for læring og oplevelser’ – Kontemplation

Hvor finder man politisk og økonomisk visdom i dagens Danmark?
Altså ikke bare partikulariseret information, ikke forhånelse af modstandere, men viden om hvad den globale situation egentlig har brug for?

Det gør man hos Steen Hildebrandt. Professor, ledelsesforsker, forfatter, debattør og vismand i dette ords egentlige forstand.

En sjælden gang imellem brænder et menneske i gennem i offentligheden på grund af sin dybde, sin etik og sit overblik over den globale helhed og opnår at blive hørt og respekteret af både meningsfæller og modstandere, af både unge og ældre.
Et sådant sjældent menneske er Steen Hildebrandt.

I denne korte og krystalklare artikel, som han har skrevet til Kontemplation, opridser han, med hvad vi vil kalde alarmeret optimisme, sit syn på den mulige afgørende betydning af FN's 17 verdensmål og Danmarks særlige stilling i forhold til målene.

Kontemplation

Kontemplation

Kulturpris 2016 til projektet ’Mit rum for læring og oplevelser’

af Redaktionen | RELATION | 20. marts 2016

Kulturpris 2016 Herning Bibliotek. Foto: Hanneli Ågotsdatter

Skoleleder ved Nørre Snede skole Hans Erik Pedersen, forfatter Peter Høeg og bibliotekschef Martin Lundsgaard-Leth modtog den 17. marts Kulturpris 2016 fra Biblioteks- og Kultur-foreningen i Region Midtjylland for projektet ’Mit rum for læring og oplevelser’.

Ressourcer:
Link til artikel i Herning Folkeblad

Link til omtale fra Ikast-Brande Bibliotek

Klik her for at se Peter Høegs nyhedsbrev fra forløbet med 7. klasse ved Nørre Snede skole

Hjertefællesskab_still

Praksisfællesskab er hjertefællesskab

Af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg | 26. september 2020

Illustration: Daniel Høeg

VORES FRYGT FOR AT TAGE PLADS – HVAD STILLER VI OP?

Af Britta Karlshøj | 19. september 2020

Suzanne_Michael_Steen1

VENDEPUNKTET: CORONA-BEVIDSTHED – DEN GLOBALE HJERTERYTME

Af Suzanne Brøgger, Steen Hildebrandt og Michael Stubberup | 12. september 2020

TEAMRETREAT

ØJEBLIKKETS KOSTBARHED // SEPTEMBER HJERTEBREV

Af Hanneli Ågotsdatter | 7. september 2020

SAMSKABEN MED KONTEMPLATIONS TEAM

SAMSKABEN

Af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg | 5. september 2020

Daniel Høeg

KÆRLIGHED TIL MUSIK

Af Martin Guldberg | 29. august 2020

Jeanette Lykkegård

LIGE NU LEVER JEG

Af Jeanette Lykkegård | 22. august 2020

Thich Naht Hanh 3

SAMMENVÆREN

Af Hanne Linde | 15. august 2020

EN LILLE TÅRE

Af Martin Guldberg | 9. august 2020

Tomater

SOMMER-GAZPACHO MED VANDMELON

Af Celinah Malue Jakobsen | 8. august 2020

Tilbage til blog

FØLG OS PÅ INSTAGRAM

I alle spirituelle traditioner har man lagt afgør

I alle spirituelle traditioner har man lagt afgørende vægt på fællesskabets betydning.
Vi véd om den kristne urmenighed at ’de delte hvad de havde og levede med hinanden som brødre og søstre’.
I buddhismen udtrykkes det sådan at fællesskabet, den indre praksis og forholdet til en mentor er tre ligeværdige juveler som den spirituelle proces hviler på.

Med en nutidig formulering kunne vi måske sige at samværet omkring praksis har tre niveauer:

Der er det rent praktiske: Som for alle gruppedannelser hvis deltagere deler en interesse - om det så er for fodbold eller foto, om det er en forældregruppe organiseret omkring en friskole, eller det er et fællesskab omkring meditation - er der en række ydre, indlysende og praktiske fordele ved at løfte en opgave sammen.

Det næste niveau handler om glæden ved at være sammen, om varme og om venskab. Meditation har, både traditionelt og i moderne former, ofte en forståelse for legens og humorens betydning. For betydningen af en kreativ og dansende tilgang til indre praksis.
Dette niveau drejer sig også om gensidig støtte. Endnu er betydningen af en indre praksis og af at træne empati ikke alment udbredt (selv om erkendelsen af dette er på vej). Vi har derfor brug for at støtte hinanden, vi er endnu ret få og ret spredte.

Det tredje og dybeste niveau er fordybelsen af det indre fællesskab. Til det niveau hører den vel egentlig uforklarlige, men alligevel meget konkrete, erfaring af at en gruppe af mennesker der praktiserer sammen, har mulighed for at opbygge et felt, en fortætning af den meditative atmosfære som er større end hver enkelt selv ville kunne nå frem til.
I et sådant fælleskab vil man kunne støtte hinandens udvikling hjertemæssigt ved den varme - og måske kærlighed – som fælles praksis og kreativt arbejde kan åbne til.

Risikoen ved, og karikaturen af, spirituelle fællesskaber er sekten, en gruppe hvis medlemmer vender ryggen til verden og samles om dogmer og om en oplevelse af at være bedre eller udviklingsmæssigt længere end det omgivende samfund.
At opbygge praksisfællesskaber som er hjertelige, ikke-dogmatiske og i intens dialog med samfundet, er vel én af den nutidige spiritualitets opgaver?

DET ÅBNE NÆRVÆR En videoguidet meditation af H

DET ÅBNE NÆRVÆR
En videoguidet meditation af Hanneli Ågotsdatter.

Vi er født med muligheden for at opleve os selv som hele.

Paradoksalt nok når vi bedst frem til denne helhed gennem en træning hvori vi deler os selv op og træner delene én ad gangen for derefter gradvist at lade totaliteten træde frem.

Denne bevægelse, fra den detaljerede opmærksomhed på, og bevidstgørelse af, aspekter af os selv og videre frem mod det hele menneske, demonstreres i denne meditation.

Her gennemgår og aktiverer Hanneli vores mest fundamentale grundlag, kropsfølelsen, rygsøjlen, de forskellige aspekter af åndedrættet, sansningen af omverdenen og kærlighedsfølelserne, for derefter at lade disse dele smelte sammen i den åbne bevidsthed, fyldt af nuet.

Meditationen er gennemvævet af den appel til selvomsorg, til deltagernes egen autoritet, der kendetegner Hannelis undervisning.

Praktisér med os via Kontemplations praksisbibliotek. Link i bio 💚
•
#kontemplationspraksisbibliotek #hanneliågotsdatter #nærvær #åbenhed #videoguidetmeditation #meditation #åndedræt #krop #hjerte

VORES FRYGT FOR AT TAGE PLADS – HVAD STILLER VI

VORES FRYGT FOR AT TAGE PLADS – HVAD STILLER VI OP?

Britta Karlshøj skriver i dag på Kontemplations blog om netop dette;

“Det er et par dage siden:

Jeg sidder på et for mig rigtig vigtigt kursus.

Jeg sidder som en del af en større gruppe. Jeg har glædet mig. Sat meget tid af for at nå hertil. Og i den følelse af endelig at være nået frem er jeg ramlet ind i en dør. En blindgyde.

Jeg har et vigtigt spørgsmål med mig. Og jeg er blevet i tvivl om, hvorvidt jeg kan tillade mig at stille netop det i denne gruppe. Om jeg kan tage den plads det spørgsmål kræver.

I én af samtaleøvelserne på kurset bliver jeg opmærksom på, at nogle af de andre deltagere har lignende overvejelser.

Det betyder, at den tøven, jeg sidder med, det som holder mig tilbage, må være en form for kollektivt fænomen. Som der vel må være en fælles håndtering af.

Men hvad gør jeg ved det?

Jeg vælger at praktisere. Jeg mærker min krop. Jeg mærker åndedrættet. Mærker hjertet.

Jeg oplever en form for samhørighed. Jeg er ikke alene om at opleve det som vanskeligt at tage plads i en gruppe. Mine tanker begynder at kredse om min opvækst. Vi var mange børn i min familie. Mange, der gange ville have plads. Ville fylde. Jeg genkender det, jeg oplever lige nu, som et mønster, jeg har udviklet i min tilpasning til den opvækst, der blev min.

Mine tanker vandrer videre. Jeg lader dem vandre.

Jeg tænker på livets muligheder og vanskeligheder. Jeg tænker på den kultur, jeg er en del af. Jeg tænker på det at være kvinde. Jeg mærker styrke. Jeg mærker svaghed. Jeg tænker på, hvordan kvinder stadig dagligt bliver undertrykt både i vores del af verden og i alle andre dele af verden. På forskellige måder. Hvordan hænger dette, den kollektive undertrykkelse, sammen med min egen skyhed ved at træde ind på livets scene? En skyhed som, erkender jeg, er en dyb og indgroet vane.

Hvad er mit personlige ansvar, og min personlige mulighed for at vove at tage plads. Og hvad er vores fælles ansvar?”

Læs hele Britta indlæg på #kontemplationsblog ❤️ Link i bio 🌻
•
Illustration: #danielhøeg
•
#brittakarlshøj #attageplads #køn #praksis #meditation #mønstre #forandring #lys #bevidsthedstræning

I alle spirituelle traditioner har man lagt afgør

I alle spirituelle traditioner har man lagt afgørende vægt på fællesskabets betydning.
Vi véd om den kristne urmenighed at ’de delte hvad de havde og levede med hinanden som brødre og søstre’.
I buddhismen udtrykkes det sådan at fællesskabet, den indre praksis og forholdet til en mentor er tre ligeværdige juveler som den spirituelle proces hviler på.

Med en nutidig formulering kunne vi måske sige at samværet omkring praksis har tre niveauer:

Der er det rent praktiske: Som for alle gruppedannelser hvis deltagere deler en interesse - om det så er for fodbold eller foto, om det er en forældregruppe organiseret omkring en friskole, eller det er et fællesskab omkring meditation - er der en række ydre, indlysende og praktiske fordele ved at løfte en opgave sammen.

Det næste niveau handler om glæden ved at være sammen, om varme og om venskab. Meditation har, både traditionelt og i moderne former, ofte en forståelse for legens og humorens betydning. For betydningen af en kreativ og dansende tilgang til indre praksis.
Dette niveau drejer sig også om gensidig støtte. Endnu er betydningen af en indre praksis og af at træne empati ikke alment udbredt (selv om erkendelsen af dette er på vej). Vi har derfor brug for at støtte hinanden, vi er endnu ret få og ret spredte.

Det tredje og dybeste niveau er fordybelsen af det indre fællesskab. Til det niveau hører den vel egentlig uforklarlige, men alligevel meget konkrete, erfaring af at en gruppe af mennesker der praktiserer sammen, har mulighed for at opbygge et felt, en fortætning af den meditative atmosfære som er større end hver enkelt selv ville kunne nå frem til.
I et sådant fælleskab vil man kunne støtte hinandens udvikling hjertemæssigt ved den varme - og måske kærlighed – som fælles praksis og kreativt arbejde kan åbne til.

Risikoen ved, og karikaturen af, spirituelle fællesskaber er sekten, en gruppe hvis medlemmer vender ryggen til verden og samles om dogmer og om en oplevelse af at være bedre eller udviklingsmæssigt længere end det omgivende samfund.
At opbygge praksisfællesskaber som er hjertelige, ikke-dogmatiske og i intens dialog med samfundet, er vel én af den nutidige spiritualitets opgaver?