For kort tid siden opdagede jeg, at det åbenbart var lykkedes et filmhold at besøge den meget afsondrede munkerepublik Athos, og at resultatet var en dokumentar af samme navn. 

For mig er Athos et relativt nyt bekendtskab på trods af utallige rejser i min ungdom til det græske øhav og dens mangeårige eksistens. Munkerepublikken ligger nemlig i det østlige Grækenland ca. 2.500 kilometer væk fra Danmark, og er stedet, hvor klostertraditionen begyndte for over 1000 år siden. I dag lever 2000 munke et afsondret liv i republikken med gudstjeneste, bøn og faste i 20 klostre og 12 munkelandsbyer. Og der er kun adgang for mandlige pilgrimme.

 

 

For dem der bor der, besidder Athos – og særligt toppen af bjerget – en stærk åndelig kraft på grund af de mange asketer og helgener, som har gjort deres erfaringer der, og som har overført dem til Athos igennem mere end 1000 år. En oplevelse, jeg også har hørt bekræftet af de få danske mænd, jeg har været heldig at høre fortælle om deres rejse til Athos.

Jeg selv stødte første gang ind i Athos via Kontemplation og Vækstcenteret. I undervisningen her bliver man nemlig fra tid til anden introduceret til forskellige trosretninger, traditioner og fællesskaber, hvor fordybelse er omdrejningspunktet. Og et af de særlige steder, der hurtigt blev nævnt, var munkerepublikken Athos ved det 2033 m høje og hellige bjerg af samme navn – et lukket land for kvinder, omgærdet af mystik, og hvor et turistvisum ikke er noget, du kan ansøge om. 

 

 

I et travlt hverdags- og arbejdsliv i et land som Danmark, hvor køn ikke længere er begrænset til han- og hunkøn, og de fleste trossamfund er åbne for det omgivende samfund, virkede det næsten grotesk at høre om munkerepublikken Athos. Jeg var i hvert fald på samme tid både forundret, fascineret og mystificeret – især fordi munkene efter sigende skulle leve på stort set samme måde, som de havde gjort det de seneste 1000 år. Min fascination handlede dog hverken om, at jeg er katolik eller klostersøgende, men snarere om en nysgerrighed og længsel efter fordybelse og forenkling – og andre måder at møde den på. Samtidig med en nysgerrighed efter om tiden virkelig har stået stille, og hvad der gemte sig i mandefællesskabet flankeret af en mindre spirende irritation over det eksklusive adgangskort i kraft af køn.

Kanalen jeg fandt dokumentaren Athos på var hos streamingtjenesten Netflix. Alene her er den første groteskhed eller paradoks, der hurtigt blev efterfulgt af endnu et. For godt placeret i sofaen med hunden på min højre side forbandt jeg derefter den moderne verden og Athos via min iPhone og min chromecast. Og trykkede ’play’.  

Filmen begyndte helt roligt og i et i dag sjældent langsomt tempo med en munk i bøn. Den stemning forlænges gennem filmen med en lang række nedslag i bøn, kirkeklokker og fortællinger om det hellige bjerg. I salmesang, reciteren, relikvier, optog, fraværet af elektricitet, besøg og samtaler med mænd med langt skæg i lange sorte klæder, vinranker, træsnit, venlighed, omsorg og stilhed.

 

 

Der er – ikke overraskende – meget langt fra mit liv i København til livet i munkerepublikken Athos, som jeg sidder der godt presset ned i den behagelige sorte hjørnesofa som tilskuer til en anden men stadig eksisterende verden. Især strengheden overfor én selv, afholdenheden til det andet køn, fravalg af familie og dedikationen til en bestemt trosretning adskiller sig radikalt fra det liv, jeg lever i Danmark. Jeg tænker også over, om det mon i virkeligheden er irriterende, OK eller bare særligt, at Athos kun er for mænd. Jeg er ikke afklaret, og det skal jeg nødvendigvis heller ikke være, og kigger jeg nærmere efter, så er der både kvindelige og mandlige energier i spil.

Der er også alt det, der er meget anderledes, og samtidig voldsomt inspirerende. Som den filosofiske skole, hvor det ikke er bøger, der findes på hylderne, men derimod kranier og knogler. For når en munk går bort på Athos, bliver han efter nogen tid fjernet fra sin grav, og hans kranie sat op på en af hylderne – i den filosofiske skole. 

 

 

Og uden sammenligning i øvrigt noterer jeg mig både under og efter filmen også flere og flere fællesnævnere mellem munkene og livet på Athos og mig og mit liv: 

• Om trangen til at skabe noget varigt. 
• Om arbejdets betydning. 
• Om nærværet i at gøre en ting ad gangen. 
• Om hvorvidt man kan gøre fremskridt, hvis man ikke har vanskeligheder at overvinde. 
• Om kunsten at bage brød og tilberede et simpelt måltid. 
• Om nydelsen ved et godt glas rødvin. 
• Om årstidernes betydning for tilbagetrækning. 
• Om troens magt. 
• Om stilhedens betydning.
• Om oplevelsen af, at når nogle fordyber sig særligt meget, kan de lære fra sig.
• Om naturens helbredende kræfter. 
• Om glæden ved at opdage det simple liv. 
• Om behovet for at være en del af et fællesskab. 
• Om beroligende rituelle handlinger ifm. højtider. 
• Om glæden ved at modtage gaver og glæden ved at dele dem. 
• Om givende tålmodighed. 
• Og ikke mindst om behovet for og længslen efter mere fordybelse og enkelthed.

 

Athos, dokumentar, 1 t og 35 min, 2016, Netflix. Fotos er fra dokumentaren.