Bob Moore’s Energiarbejde
Bob Moore’s Energiarbejde
Fordybelse i Bob Moore’s energiarbejde
Et online forløb over fem aftener med Martin Guldberg
Online session #1: torsdag den 14. september 2023
Online session #2: torsdag den 5. oktober 2023
Online session #3: torsdag den 26. oktober 2023
Online session #4: torsdag den 16. november 2023
Online session #5: torsdag den 7. december 2023
Alle møder varer fra kl. 18:45 - 21:15
Team: Anne Rosenvold og Hanne Linde
Kontemplation inviterer til et onlineforløb over fem undervisningsaftener med fokus på arbejde med chakra- og energisystemet. Forløbet kan ses som en fortsættelse af sidste års onlineforløb, ”I Bob Moore’s fodspor”, men nærværende kursus er åbent for alle. Med andre ord er nye deltagere velkomne.
Den irske healer og meditationslærer Bob Moore banede, da han fra 1974-2000 virket i Danmark og underviste tusindvis af mennesker, en sti, som vi i dag har mulighed for at følge. Vi kan med udbytte gå i hans fodspor, vel vidende at vi hverken kan eller skal forsøge at fylde dem ud.
Bob Moore’s øvelser og arbejde med energi søger at skabe en større fysisk og psykisk balance – en dybere kontakt med os selv – der igen kan være afsæt for en dybere forbindelse med vores spiritualitet. Gennem arbejde med det menneskelige energisystem er det muligt over tid at åbne følelsesmæssige lukninger og bevæge sig mod større sammenhæng og glæde. På denne måde kan Bob Moore’s øvelser og pædagogik åbne til en organisk selvudviklings- og selverkendelsesproces, som også har spirituelle dimensioner.
Hver af aftnerne vil indeholde følgende elementer:
· Guidet fælles meditation
· Sekvenser med bevægelse / enkle kropsøvelser med fokus på kropsligt og energetisk nærvær
· Introduktion til Bob Moore’s forståelse af energisystemet
· Præsentation af øvelser i energisystemet og arbejde med disse øvelser og praktikker
· Meditative undersøgelser
· Udveksling i mindre grupper i breakout rooms
· Fælles udveksling med mulighed for at stille spørgsmål til underviseren omkring øvelserne og eventuelle reaktioner på øvelserne
· Forslag til hjemmearbejde inden næste undervisningsgang
· Fælles afslutningsmeditation
Mellem hver session:
Deltagerne opfordres til dagligt eller jævnligt at bruge de øvelser og meditationer, som præsenteres i nærværende forløb. Det anbefales, at man mindst fire gange om ugen bruger minimum 20 minutter på træningsarbejdet hen over de tre måneder, som forløbet strækker sig over. Det er netop det vedvarende træningsarbejde, der kan give et dybt udbytte.
Vi kommer på kurset til blandt andet at berøre:
· Energisystemets opbygning – herunder chakrasystemet
· Sammenhængen mellem krop, energi og bevidsthed
· Traumer og blokeringer – og hvordan man kan arbejde med disse
· Hjertechakraets særlige betydning i forhold til kontakten til den enkeltes kvaliteter
· Sandhed og dens betydning for helse
· Vores udtryk og handlinger i den konkrete hverdag
Der vil efter hver session blive skrevet et detaljeret referat, som bliver sendt til deltagerne sammen med lydoptagelser af centrale dele af undervisningen.
Vi vil bede ansøgere, vi ikke tidligere har mødt, om at de medsender et par linjer om deres erfaringer med meditation, yoga og lignende.
UNDERVISER:
Martin Guldberg
Martin Guldberg er cand.phil., sanger, manuskriptforfatter, komponist og studielektor ved Aarhus Universitets Institut for Kultur og Kommunikation.
Han har været chef på Den Ny Opera, og han underviser i mindfulness, sang, stemmetræning, kommunikation og arbejde med chakra- og energisystemet.
Han har undervist i meditation og yogafilosofi på Nalinis og Sattvas Yogalæreruddannelser i København og underviser nu i mindfulness på YamYam Yogas Yogalæreruddannelser.
Under vejledning og med anvisninger fra Bob Moore og Jes Bertelsen har Martin praktiseret meditation og mindfulness i mere end 30 år. Han tager jævnligt på retreats. Martin er certificeret yogalærer fra Kripalu Yoga and Health Center i Massachusetts, USA.
Han er en del af Kontemplations undervisergruppe.
PRAKTISK INFO
Pris for forløbet:
1.950 kroner
Datoer:
Online session #1: torsdag den 14. september 2023
Online session #2: torsdag den 5. oktober 2023
Online session #3: torsdag den 26. oktober 2023
Online session #4: torsdag den 16. november 2023
Online session #5: torsdag den 7. december 2023
Tidspunkt:
Alle møder varer fra klokken 18.45 – 21.15
Praktisk om online møder:
Forløbet finder sted på Zoom, en online samtaleplatform med en høj grad af brugervenlighed. Som deltager vil man et par dage inden hvert møde få sendt et link til vores virtuelle møderum. Alt, hvad skal gøre, er på mødetidspunktet at klikke på linket.
Er man ny i forhold til online møder, vil Anne Rosenvold være behjælpelig også med teknikken. Ønsker du denne støtte, kan du med fordel nævne det i kommentarfeltet i forbindelse med din tilmelding, så vender vi tilbage til dig.
For at kunne deltage får du brug for: en computer, en tablet eller en telefon med et webkamera, en stabil netforbindelse og en vis ro omkring dig.
Skriv til os:
Har du spørgsmål til forløbet, er du hjertelig velkommen til at skrive til os på kontakt@kontemplation.dk
TILMELDING
Du kan tilmelde dig ved at udfylde nedenstående form eller ved at sende en mail til kontakt@kontemplation.dk.
Du vil efterfølgende modtage en tilmeldingsmail med praktisk information og et betalingslink.
Din plads er reserveret når vi har modtaget din indbetaling.
Vi vil bede ansøgere, vi ikke tidligere har mødt i Kontemplation, om at de, i kommentarfeltet, skriver et par linjer om deres erfaring med meditation, terapi og lignende.
Der tages forbehold for enkelte ændringer.