Ikke ret ofte finder du mig slentrende rundt mellem boderne for at inspicere grøntsagerne på markedet en formiddag.

Hvor vejret er klart, og solen hænger lavt og varmer huden på de steder, som ikke er dækket af hue, handsker eller halstørklæde. Og hvor man i luften finder den der særlige skarphed, der indikerer, at nu er sommeren for alvor borte.

Ofte finder du mig i Netto eller Brugsens grøntafdeling.

Men på en af de første rigtige efterårsdage vågnede jeg op med lysten til at sadle min cykel, energien til at møde mennesker og – ikke mindst – modet til at møde og arbejde med min egen ubeskyttethed i det øjeblik, jeg etablerer kontakt til mennesket bag bordet, der højest sandsynligt selv i flere måneder har plejet og passet det græskar, jeg, efter at have hørt prisen på lige nu, skal vurdere, om jeg har lyst til at købe.

Af og til får jeg ikke sagt fra og mærket efter, og i de tilfælde kommer jeg hjem med mere, end jeg på forhånd satte mig for.

Da bliver hjertet på en måde lidt for åbent, lidt for hjerteligt og for lidt balanceret af et mere grænsesættende element. Det ekspanderer for vidt, og det ender med, at jeg får lyst til at gå min vej så hurtigt som muligt. Og det vrider, vender og drejer sig indeni.

Jeg har ikke altid lyst til at mærke markedets udadrettede energi ramme min krop. Ikke altid har jeg lyst til at føle dets udtryk ramme mig i et koloenormt indtryk, hvor jeg konfronteres med mig selv dér midt iblandt ivrige markedsentusiaster og saftige friske grøntsager på, hvad der føles som, en lidt for sansemættet lørdag formiddag.

Men af og til falder det i hak og en følelse af ubesværethed glider igennem kroppen og manifesterer sig i mit udtryk i mødet med det andet menneske. Jeg har modet til at give mig selv plads og lov til at være – præcis som jeg er.

Med en minimal grad af modstand over for aspekter af mig selv samt fænomener i mit indre, opstår der i mine møder med verden også mindre modstand. De bliver mere smooth. Jeg kan bedre afgrænse mig selv.

Frembrusende grønthandlere, et åbent hjerte, sure gamle, eller meget glade og snakkesalige, koner og en måske af sikkerhedshensyn problematisk overfyldt cykelkurv kan jeg i et snuptag jonglere med. I en følelse af ikke at gå for langt og uanset de ydre omstændigheder kan jeg hvile ind i en slags indre ekvilibrium. Som jeg kender fra afspændte og fordybede meditative stræk, hvor jeg pludseligt opdager det rum i mig.

Grøntsagerne føles i dag lidt mere levende, jeg mærker dem lidt mere under neglene, og jeg tørster efter den der stemning af lokalitet og nærhed, som er markedets essens.

Stående i den konstante summen fra menneskemængden, der til tider afbrydes af en højtråbende sælger, latter, eller et barn, der græder, hører jeg pludselig stilheden. Lydene trænger mere klart igennem, de er stærkere og opleves på én gang både adskilte og sammensatte. Det føles som om det er stilheden, der får mig til at høre støjen omkring mig bedre. En prop, der ikke længere er i.

I flere øjeblikke føler jeg mig ret så meget som en ægte urban farmer på vej hjem med efterårets første høst på sin store ladcykel, da jeg triller hjemad langs Aarhus Å. Og som jeg står dér og beder om tyve af de bedste friske Discoverys æbler, et spidskål, en kasse blommer og to kilo mellemstore rødbeder, kommer jeg så tæt på den dér følelse. Det er næsten lykke.

Foto: Mikkel Strandbygaard

Katrine Annesdatter
Jeg læser billedkunst og visuel kultur, og her får jeg rig mulighed for også at forfølge en personlig optagethed af vores kropslige relation til og sammenhæng med omverdenen. Fx er jeg meget nysgerrig på, hvordan visuelle indtryk og rumlige forhold affekterer os i forskellige retninger og konstituerer udtryk i verden. Desuden berører klimaforandringer mig dybt, og jeg er med tiden blevet mere overbevist om, at måden, vi møder andre mennesker på, spiller en afgørende rolle for den forandring, jordkloden har brug for.