LIGE NU LEVER JEG

af Jeanette Lykkegård | | 22. august 2020

Ved den pludselige lyd af en fasan der sender et advarselsskrig ud i mørket, er jeg lysvågen. Jeg mærker hvordan min krop er parat til spring selvom den var sovende for få øjeblikke siden. Jeg kigger ud i natten som på denne tid af året ikke bliver mørkere end lige nu. Jeg kan se overraskende langt, men jeg kan ikke se det som har forskrækket fasanen. Eller fasanen selv for den sags skyld.
Jeg tager et par dybe indåndinger og mærker min krop, mærker luftmadrassens velkendte mellemrum mellem bagsiden af min krop og jorden under madrassen. Jeg ser op i bøgetræernes kroner over mig og følger deres bevægelser i vinden. De er endnu nøgne øverst oppe.
Jeg lytter til nattens lyde. Fasanen er igen stille.
Er den død? Venter den i mørket på en pludselig dræber?
Der er heller ikke andre fugle der giver lyd fra sig. Det er vinden i træerne og skovbundens blade der, sammen med Århusbugtens bølgebrus, dominerer lydlandskabet. Og mit eget hjertes slag forekommer at være højlydt. Hjertet slår endnu hurtigt. Mit åndedræt kan jeg også høre. Det er dybt og langsomt.
Og så er der stilheden. En dyb stilhed som på en måde omslutter lydene. Det er svært at sætte ord på, men det føles mest som blødt vat. Blødt føles det i hvert tilfælde. Men vat er ved nærmere undersøgelse ikke det rette ord. For lydene er ikke dæmpede af stilheden. Bare blødt omsluttede.
Jeg mærker min krop som den ligger her i skovens bund. Det er længe siden jeg sidst har søgt ud i skoven for at overnatte. Måske derfor er oplevelsen særlig intens netop i nat.
Mit blik søger stjernerne bag trækronerne. Det er nymåne og stjerneklart. Dér bag træernes toppe er uendeligheden. Jeg føler mig lille og sårbar som jeg ligger her i min sovepose. Og samtidig føler jeg mig tryg. Jeg er omsluttet af skovens rum, her midt i uendeligheden. Jeg kigger ud igen. Ud bag træerne. Op på stjernerne. Mærker mit åndedræt. Hjertets slag. Jeg lever. Det mærker jeg. Lever. Lige nu. Jeg ser på stjernerne mens jeg mærker at jeg lever. Stjerner, trætoppe i vinden, vinden selv, kroppen der ånder og pulserer. Jeg får oplevelsen af forbundethed med omgivelserne. Ja endda med stjernerne og hele himmelrummet som sådan. Jeg kommer til at tænke på hvad professor i fysik og astronomi, Ulrik Ingerslev Uggerhøj, sagde en dag på Moesgård Museum hvor vi sammen holdt et tværfagligt foredrag om tid; ”vi er allesammen stjernestøv”.
Det sagde han virkelig. ”Vi er alle sammen stjernestøv”.
Jeg lader tanken passere og vender tilbage til skoven og nattehimlen. Til åndedrættet.
En oplevelse af ubetydelighed melder sig. Jeg er så lille. Så uendelig lille. Den følelse er på en måde forbundet med en lettelse jeg har mærket før.
Og så kommer ubehaget. Noget i mig har bestemt ikke lyst til at være ubetydelig. Og for nogle er jeg det ikke. For én er jeg lige nu noget af det mest betydningsfulde. Men i det store hele er jeg mindre end den mindste prik. Og i evigheden er mit liv kortere end en tusindedel af et mikrosekund. Lige nu lever jeg. Det mærker jeg her i skovens mørke nat. Og om et øjeblik er jeg borte.

Jeg må være faldet i søvn til den erkendelse. Jeg vågner nær ved morgengry. Skoven er omdannet til en koncertsal hvor fugle, usynlige for mit øje, har indtaget scenen. Jeg ligger og lytter og tager sceneskiftet ind. Væk er den stille, mørke nat. Tilbage sidder i mig et let chok fra nattens oplevelse. Jeg mærker endnu min egen dødelighed ret tydeligt. Jeg vender mig om og ser ned mod vandet. Horisonten er rød. Jeg pakker mine ting og går hen for at betragte solen stige op over horisonten.

Siden forårets nat i skoven har mit arbejde med min egen dødsbevidsthed fået lov til at fordybe sig. Dette forstærker samtidig min følelse af hver dags betydningsfuldhed. Selvom jeg har beskæftiget mig med døden i flere år, både fagligt og personligt, er det som om jeg oftest lader som om der er længe til jeg selv skal dø. Som om det ikke for alvor vedkommer mig nu og her. Men i de sidste måneder har jeg oftere mærket livets kostbarhed, mærket at jeg for så vidt kunne risikere at dø i dag.
Fasanen, jeg hørte i nattens mørke, må vel, i det instinkternes nu hvori den lever, have et slags permanent dødsberedskab. Mærke at dødsmuligheden altid er tæt på.
Måske fik jeg den nat i skoven for en stund lov til at låne dens umiddelbare viden om livets foranderlige natur? Måske netop fordi jeg hørte dens skrig mens jeg lå helt ubeskyttet hen i søvnen? Måske var det nattens mørke der omsluttede mig og uendelighedens nattehimmel bag trækronerne der gav mig lov til at mærke det? Måske er adgangen til at erkende min egen dødelighed en af grundene til at jeg føler mig tiltrukket af at sove i naturen?
Jeg har ofte sovet udendørs lige siden jeg var barn. Også dengang var det en gave for mig at vågne om natten, mærke vinden på mit ansigt, og kigge op i uendeligheden. Men det er først i løbet af de sidste 10-12 år at jeg har søgt ud i naturen, væk fra hjemmet, for at sove ude. Når jeg sover hjemme i vores lille have, er det som om trygheden ved netop det at være hjemme også lægger en form for filter over mig. Når jeg sover ude i skoven eller et andet sted i naturen, så er jeg på en måde mere vågen i min følelse af ubeskyttethed. Og jeg får måske derfor lov til at mærke natten på en anden måde. På en måde er natten vel egentlig også en form for symbol for døden? Jeg kommer til at tænke på det tjuktjiske ord for sol, jonatgirgin. Det betyder liv. Natten er karakteriseret ved fraværet af solen. Og jeg kommer også til at tænke på fortællinger fra Kamchatka om mennesker der har hørt, et sted indefra, en ordre om at vandre ud i vildmarken på egen hånd. Her har de så opholdt sig i månedsvis, uden bolig, indtil de har erkendt det de skulle for at blive stærkere i deres shamanistiske praksis. De lærer alt hvad de ved fra naturen, har de fortalt mig.
Min egen erfaring er at jeg gennem praksis i naturen kommer til at føle mig mere levende. Og det at jeg nu er begyndt at praktisere når jeg vågner på mine udesovninger, forstærker tilsyneladende denne følelse. Måske fordi jeg gennem nattens kvaliteter får mulighed for at komme lidt nærmere erkendelsen af at jeg skal dø.

 


 

Jeanette Lykkegård
er antropolog og har skrevet ph.d.-afhandling om livs- og dødsprocesser blandt den shamanistiske befolkningsgruppe tjuktjerne som lever i det østlige Sibirien. Jeanette er en del af teamet bag Kontemplation, hvor hun har medvirket på en række kurser og retreats. Hun modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg.