Dette er anden del af to blogindlæg om at se indad, når det ydre udfordrer. Det første hedder: Tag det gode ind.

”Jeg er så vred. Nu har han gjort det igen. Jeg hader den måde, han kommer ind ad døren på. Uden at hilse. Han smider bare skoene i entréen, og ser slet ikke hvor pænt jeg har gjort det.”
Hun fortæller om, hvordan skældsordene vrimler i hendes indre. Alle de andre gange han har gjort noget lignende, står i kø. Hvad laver vi dog sammen? Der er ingen respekt. Ingen omsorg.
Hun sidder i stolen over for terapeuten. Hun har delt lignende episoder før. Det er som et hamsterhjul af gentagelser.

Denne gang sker der noget andet. Hun får et hvidt ark papir udleveret. En pen at skrive med. Er du med på at lave en opgave. Hun nikker ja.

• Skriv navnet på tre mennesker, du holder rigtig meget af.
• Skriv ud for hver, hvilke egenskaber/kvaliteter, som du værdsætter hos dem.
• Skriv navnet på tre mennesker, der udfordrer dig. Mennesker som for eksempel kan gøre dig vred eller ked af det.
• Skriv ud for hver, hvilke egenskaber som du ikke bryder dig om hos dem.

Hold en pause. Mærk stolen som du sidder på. Kontakt fladen. Mærk dine fødder. Åndedrættet. Vend hjem til dig selv.

• Tag nu pennen og streg de seks navne ud og skriv i stedet: ‘Jeg’

Hun fortæller, hvordan det opleves som om luften står stille. Som et slag mod mellemgulvet. De indre protester står i kø. Overrumplingen ryster posen. Pilen peger indad. Lige som dem? Lige som mig? Vi rummer en umådelig dobbelthed. Hun ser på de egenskaber, som hun har tildelt de andre. Lytter indad. Er jeg også kærlig? Generøs? Humoristisk? Er jeg også dømmende, negativ, og en fejlfinder? Episoder dukker op. Erindringer. Ja, hun kan faktisk godt være givende. Hun vil gerne være det. Gerne nære de sider af sig selv. Få dem til at blomstre og leve. Giver hun latteren og humoren plads nok? Hun elsker denne boblen af liv og lethed. Hun vil prøve at være opmærksom på, hvad der understøtter den fornemmelse. Og kærligheden. Bliver den udtrykt? Sidder hun og ser ned i sin telefon, når han har brug for at tale? Hvad er kærlighed egentlig? Hvordan føles det? Hvor føles det? Hvordan udtrykker hun det? Er der noget, hun vil træne? Der er også de egenskaber, som hun prøver at gemme væk. Dem, hun ville ønske, ikke var der. Indre billeder passerer forbi. Togturen hvor hun vender tommelfingeren ned ad og har en levende dialog med sig selv om de andres passagerers udseende. Hvor kiksede de ser ud. Hun husker også sidst, hun kom på besøg hos forældrene. Den lille aggressive boble der voksede sig større og større. Som hun efter ti minutter ikke kunne holde inde, selv om bordet var smuk pyntet, og hun kunne se, at de havde gjort sig umage. Den fløj ud. Den vrisne bemærkning over at der igen ikke var grønt nok på middagsbordet, når nu de godt véd, at hun ikke spiser kød.

Det er det, hun fortæller mig om.  Jeg får lyst til at prøve øvelsen af. Jeg har en fornemmelse af, at den kan bruges igen og igen. Kan skabe grobund for indre refleksioner. Det eneste sted hvorfra forandring kan opstå. Nyt kan spire. En projektion kan blive mere nuanceret. Kan trækkes tilbage. En mere hensigtsmæssig ageren kan næres. Det er så nemt at falde i gryden og lande i sit mindre eller mere værd og vende det ud mod andre. Så nemt at lande i polariteterne og glemme menneskeligheden. Glemme vores fælles menneskelighed.

Illustration: Helena Linde Winkler, linoleumssnit