Til Kontemplations venner

Som I vil kunne se hvis I læser dette fjerde nyhedsbrev har jeg haft et mere skrapt og konfrontativt møde med 7.A og 7.B.

Det begyndte med at de lagde sig ned, ikke demonstrativt men fordi de var trætte, de fleste af vores undervisningssessioner begynder klokken kvart i otte om morgenen.

Så fór der en djævel i mig, ikke en ond djævel, bare en meget kontant en. Jeg sagde til dem ’prøv at se på mig, nu lægger jeg mig ned. Kan I mærke hvad der sker, jeg er jeres lærer, jeg er ansvarlig for undervisningen, og jeg ligger på gulvet og taler med træt stemme.’

Nu kunne jeg se jeg havde deres opmærksomhed, de der havde lagt sig ned satte sig op.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

’Prøv at mærke hvad det er der sker’, sagde jeg, ’når bare én i en gruppe lægger sig, hele det fælles energiniveau falder, vi har alle sammen et ansvar for den fælles vågenhed, enhver der flipper ud og slænger sig og gaber og stiller sin søvnighed til skue stjæler energi fra gruppen.’

Så havde de alle sammen sat sig op. Hvorefter jeg guidede den meditation som er beskrevet i nyhedsbrevet. Hvorefter jeg talte til dem om deres egen død.

Det var provokerende, også for mig. Jeg konfronterede dem, på en måde holdt jeg deres eget kranium op for dem, selvom de bare er 13 år gamle, og i deres øjne kunne jeg se hvordan den fysiske død et øjeblik blev helt virkelig.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Det var en situation der ikke kan forklares, hverken hvordan den opstod eller hvorfra skrapheden, kontantheden i det sagte kom. Men én ting er jeg sikker på, den opstår fordi tilliden mellem de unge og mig, og mellem de unge og de forskere, lærere og bibliotekarer der på lige fod med dem deltager i undervisningen, fordi den tillid nu har nået et niveau hvor man ikke behøver hele tiden at have søndagstøjet på, hvor man kan tage bladet fra munden og begynde at sige tingene som de er, også hvis det, som om døden, handler om noget af det det er allersværest at tale om.

Fordi, tror jeg, vi har nået et niveau af empatisk kontakt hvor det bliver synligt at det ikke er altid kærligheden ankommer med en mårhårspensel. Nogle gange har den et trykluftsbor med.

Varme hilsner

Peter Høeg

***

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Fjerde nyhedsbrev

Kære alle

Nu arbejder vi med den første hele bog, ‘Ellens ark’, en lavmælt og dybt bevægende lille roman om en pige der har mistet sin lillebror.

Vi arbejder i små grupper efter en idé af vores forsker Mette Steenberg. Vi deler os op så en voksen er sammen med en tre-fire af jer unge, den voksne læser nogle sider, standser op, og vi taler om hvilke impulser læsningen sætter i gang.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Det handler ikke så meget om at tolke, vi prøver alle at fastholde respekten for hinandens forståelse, på en måde findes der ingen bøger, der findes kun læsninger, hvert menneske forstår en litterær tekst på sin måde.

Vi prøver at bruge denne bog som en slags dirk eller nøgle ind til os selv, det drejer sig om at lade bogen så at sige trænge ind i kroppen og hjertet og virke dér, i stedet for at gøre læsningen til et kun intellektuelt eller mentalt ærinde.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Det er min oplevelse at det går mere end godt. Det er som vi nu alle har en dybere tillid til hinanden, vi voksne og jer unge. Vi begynder for alvor at kunne mærke at vi vil hinanden det godt.

Det betyder ikke at tonen ikke også kan være rå (men altid hjertelig), vi arbejder med hele værktøjskassens indhold, også med grovfilen. Sidste gang vi mødtes udførte vi sammen en slags meditation, det vil sige at vi i fællesskab mærkede indad, mod bevidstheden, kroppen og hjertet. Hvorefter der kom en slags undren til stede i rummet, I unge havde ligesom et spørgsmålstegn, en slags ’hvad skal vi med det her, hvorfor skulle det være så nødvendigt at kunne mærke sin krop og sit hjerte, og hvorfor er det nødvendigt at være til stede og nærværende?’

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Så måtte jeg tage bladet lidt fra munden og sige, at nu er I 13 eller 14. Men om lidt er I 57 som jeg, og så er I 70 eller 80 og så skal I dø. Hvis nu man i den situation, på jeres dødsleje, tager jer i hånden og siger okay, nu er dit liv gået, og det gik uden at du havde ordentlig kontakt til kroppen, til glæden ved smag og berøring, glæden ved at bevæge sig, lykken ved at opleve fysisk gennemstrømning. Ville det være ok, det at have levet et kropsløst liv?

Dér kunne jeg mærke at jeg nåede jer, for alle sagde I nej, det ville være et spildt liv.

Og hjertet, sagde jeg, er det okay at nå til dødslejet uden at have elsket og at være blevet elsket, og I sagde alle nej, det ville være forfærdeligt, kærlighed er noget af det vigtigste.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Så bevidstheden da, sagde jeg, I har fra og med jeres fødsel fået billet til den store film som er jeres liv, widescreen 3D-livsfilmen, og nu er den slut om et øjeblik, og I var ikke nærværende, I sov under filmen, sov i distraktion eller misbrug eller bare i for mange års uopmærksomhed, ville det være i orden eller ville billetten være spildt uden mulighed for at få pengene tilbage? Og alle som én svarede I nej, vi vil opleve filmen.

Så vi fik kontakt dér, træning af hjerte og nærvær og kropsbevidsthed handler ikke om at lære et eller andet mystisk eller spiritistisk, det handler om at træne i at leve sit liv, at komme til stede i sin livsfilm.

Og dette at komme til stede sker ikke bare af sig selv, nærvær og kærlighed gror ikke bare som hår og negle. Men de kan fremelskes med træning.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Det er denne fremelskelse vi arbejder på i disse kostbare måneder.

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i mødepunktet mellem kreativitet, meditation og empati. Han har en baggrund indenfor sport og dans som han inddrager i sin undervisning. Foto: Henrik Saxgren

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i mødepunktet mellem kreativitet, meditation og empati. Han har en baggrund indenfor sport og dans som han inddrager i sin undervisning.
Foto: Henrik Saxgren

Som nu er mere end halvt gået. Men vi har ikke spildt tiden, vi er kommet hinanden markant nærmere, der er nu så meget tillid at vi punktvis også kan tage det lidt grovere værktøj i brug.

Varme hilsner

Peter

Share Button

Comments

comments

The Latest

  • Mørke over Vidå
    GENNEM BILDET 3 Vi har de to sidste uger foreslået en meditativ leg […]

More

www.kontemplation.dk